Print artikel

»God litteratur er som pornografi«

Event
24.09.14
Har vi noget at bruge litteraturkritikere til i en tid, hvor alle har konstant adgang – og vilje – til at ytre meninger om alting? Norsk-Amerikansk Litteraturfestival tog spørgsmålet op ved at invitere tre prominente amerikanske kritikere til Oslo for at diskutere kritikerens rolle og ansvar.

Der er næsten fyldt i den største sal i Oslos Litteraturhus, da arrangementet – festivalens første – begynder syv minutter over fem. »Så er vi sikre på, at alle når frem i tide,« siger hovedarrangøren af Norsk-Amerikansk Litteraturfestival, forfatter, eventyrer og tidligere markedsføringschef for Diesel Frode Saugestad, om forsinkelsen og tilføjer: »Sådan gjorde vi altid på Harvard.« Det er en torsdag i september. Udenfor stråler en klar sensommersol over Slotsparken, og indenfor i salen drikker folk øl og rødvin, mens nasal new yorker-accent blander sig med melodisk oslonorsk.

Saugestad står foran mikrofonen med sin lidt betuttede datter, som er iklædt lyserød kjole, siddende på højre arm. Han takker publikum og debatpanel for fremmødet – og undlader så at præsentere panelet yderligere. »Hvis I er kommet, ved I godt, hvem de er,« siger han med siden vendt mod publikum, mens de tre mandlige kritikere tøvende går op på scenen. Så er vi vist nok i gang.

Aftenens tema er kritikerens ansvar, og panelet består af James Wood, anmelder ved kulturtidsskriftet The New Yorker, New York Times-anmelder Dwight Garner og Daniel Mendelsohn, som anmelder for The New Yorker og The New York Review of Books. Den norske forfatter og kritiker Linn Ullmann er ordstyrer. Det er tredje gang, at festivalen, der ønsker at lade norske og amerikanske kritikere og forfattere mødes, bliver afholdt. Festivalen varer tre dage. Det er et ambitiøst projekt, og festivalen har haft succes med at tiltrække flere kendte skribenter fra USA og Norge.

Do your homework

»Hvad er en kritikers særlige ansvar?« begynder Linn Ullmann samtalen, mens de tre andre retter deres mikrofoner til. Dwight Garner lægger for: »Kritikeren har et ansvar over for forfatteren og læseren. Men han eller hun har også et ansvar for at charmere og underholde.« Han bliver hurtigt modsagt af Daniel Mendelsohn, som ikke mener, at kritikere har et ansvar over for andre end sig selv. Man har en pligt til at gøre sit forarbejde ordentligt – »do your homework,« som han udtrykker det – men først og fremmest skal man skrive for sin egen (underholdnings) skyld. Som svar spidsformulerer Garner sin pointe ved at citere den for amerikansk journalistik så betydningsfulde kritiker H.L. Mencken, som skal have sagt, at det er vigtigere, at en anmeldelse er charmerende, end at den er sand.

Mens danske kritikere for nyligt har været optaget af hvidhedsdebatten og af, hvorvidt man skal anmelde sine venner, forholder dagens tre paneldeltagere sig i højere grad til kunsten at skrive gode anmeldelser. Næsten undskyldende bringer Mendelsohn et længere perspektiv ind i debatten: »Man har også et ansvar over for noget større, nemlig litteraturen og den kritiske virksomhed som sådan. Det er et langvarigt projekt, der har været i gang i flere tusinde år, og som man skal yde retfærdighed.«

Læs den! Læs den!

Briten James Wood, der tidligere i år blev udnævnt til professor i praktisk anmelderi ved Harvard, forklarer tålmodigt: »Anmeldelsen har en længere historie end den videnskabelige behandling af litteratur. Den er tættere på det egentlig kreative arbejde.« Hvor kritikken evaluerer og forholder sig til værkets kvalitet, bevæger den akademiske litteraturvidenskab sig sig hinsides det konkrete niveau og mister hurtigt interessen for værket i sig selv. »Enhver anmeldelse er en diskussion, og man vil gerne vinde den. Især hvis det er en negativ anmeldelse,« siger Wood og løfter for første gang sit blik ud mod publikum.

Ingen af de tre paneldeltagere bryder sig særligt om at skrive negative anmeldelser – tværtimod er det begejstringen for det enkelte værk, som er drivkraften bag godt anmelderi. Da snakken falder på begejstring, lyser Dwight Garner op og løfter energisk en imaginær bog højt op over hovedet: »Der er de bøger, man får lyst til at løbe rundt til folk med og sige: Læs den, læs den!«

Adams sønner

James Wood sidder dybt i sin stol midt i selskabet og synker endnu længere ned, da Linn Ullmann spørger de tre om anmeldelser af kvindelige forfattere. »Bliver kvinder anmeldt anderledes,« indleder hun lidt tøvende, »og ville en kvindelig Knausgård være blevet lige så godt modtaget af kritikerne?« Inden de får mulighed for at svare, fortæller Ullmann, der selv er en anderkendt forfatter og kritiker, en historie om en konference i Paris, hvor hun skulle deltage i et panel med navnet ’Evas døtre’. »Er der et panel med navnet ’Adams sønner’? « spurgte hun lederen af konferencen. Det var der ikke.

Dwight Garner – som nævner, at to ud af tre fastansatte kritikere på The New York Times er kvinder – fortæller, at han er meget opmærksom på, om han anmelder begge køn, men at det vigtigste for ham er at yde værket retfærdighed. Mendelsohn følger op og siger, at det er vigtigt ikke kun at bruge skellet mellem kvinde og mand, men at holde fast i kompleksiteten. At værket er udtryk for et individ, der ikke kun er defineret af sit køn. »Og når det er sagt, så ville en kvindelig udgave af Knausgård nok ikke have haft den samme succes,« føjer han til.

I sidste ende er det kritikerens opgave at fortælle sine læsere, hvad de skal bruge deres begrænsede tid og penge på

 

Langblænderi og moralsk alvor

 I sin introduktion til litteraturens virkemidler, How Fiction Works fra 2008, skriver James Wood, at faren ved moderne litteratur er »kommerciel realisme«. Når stil bliver forfladiget til genre, bliver den til et sæt af manerer og livløse teknikker. Litteraturen er ikke længere levende, og det er forfatterens og kritikerens (og læserens) ansvar at søge efter den del af stilen, der ikke kan reduceres til noget livløst.

I Oslo går Wood længere: »Det er kritikerens opgave at forsvare ideer om moralsk alvor.« For Wood er det vigtigt at trække en grænse mellem (for)blændende fortælling og betydningen af moralsk alvor. Det er ikke nok med blændende fortælleteknik, hvis man ikke har noget at sige.

»Med alderen,« tager Mendelsohn over og smiler, »vokser ens irritation over spilfægteri.« For ham er det anmelderens pligt at skelne godt fra dårligt. Det er vigtigt at holde fast i, at kritikeren er en ekspert, som har gjort sit forarbejde, og som ikke lader sig forføre at overfladisk langblænderi.

Romanen som undersøgelse af den menneskelige situation

De tre Adams sønner på scenen kender hinandens arbejde indgående, og Mendelsohn bruger Woods anmeldelse af David Mitchells The Bone Clocks (2014) i The New Yorker som et forbilledligt eksempel på en anmeldelse, som forfægter blændende fortællekunst, der ikke har nogen dybde. Wood skriver om Mitchell, at han »har meget at fortælle, men har han noget at sige?«

For Wood er Mitchells roman et eksempel på, at fortællingen har fået forrang i litteratur i dag. Forlæggere, læsere, boghandlere og selv kritikere ønsker sig romaner, de kan forsvinde ind i og glemme sig selv i. I How Fiction Works ender Wood med betegnelsen »livfuldhed« for det særlige ved god litteratur. Livfuldhed opstår, når forfatteren formår at bringe liv til teksten hinsides fortællekunst og genkendelighed. På scenen citerer Wood den amerikanske forfatter Ford Madox Ford for at sige om romanen, at den bør være et »medium for dybe og alvorlige undersøgelser af den menneskelige situation.«

Side om side med de alvorlige undersøgelser er der rigeligt med livfuldhed på scenen i Litteraturhuset denne torsdag. Mens Wood lufter sit pessimistiske syn på anmelderiets betingelser i en tid, hvor fiktion snarere kommer i form af dvd-bokssæt end romaner, får Mendelsohn publikum til at gispe, da han lufter en syrlig kritik af tv-serien Mad Men: Seriens absolut eneste appel er blandingen af politisk korrekt kritik af 60’ernes mangel på etisk opførsel og en forbudt nydelse og iscenesættelse af de selvsamme overtrædelser.

Samsyn med læseren

Da samtalen begynder at bevæge sig væk fra anmelderiet – og efter at Wood har afbrudt Ullmann i et besynderligt forsøg på at få hende til at »moderere mindre« – får Ullmann alligevel paneldeltagerne til at svare på et sidste, samlende spørgsmål: »Hvad er jeres kriterier som anmeldere?«

James Wood svarer, at det for ham er et mål at opnå et »samsyn« med læseren. Han vil gerne have læseren til at se den samme kvalitet, som han selv kan se. Det gør han selv ved en udstrakt brug af citater, hvor læseren kan fornemme sproget. Men ellers har han ingen faste kriterier. Han vil hellere citere den amerikanske kritiker Kenneth Burke, der sagde, at man skulle »bruge alt, hvad der er at bruge«. Det handler om at holde fast i værkets kvaliteter og være retfærdig og tro mod det.

»Litteratur er som pornografi,« tager Dwight Garner over, »man genkender det, når man ser det.« Garners ord udløser aftenens største latterudbrud, og hans kinder begynder at gløde. For Garner handler det grundlæggende om nydelse. Han har tidligere på aftenen talt om, hvordan Karl Ove Knausgårds romaner får ham til at føle, som om der bliver stukket en ledning ind i hans hjerte. God litteratur virker direkte. I sidste ende er det kritikerens opgave, siger Garner, at fortælle sine læsere, hvad de skal bruge deres begrænsede tid og penge på.

»Men hvad er det, folk har så travlt med?« afbryder Daniel Mendelsohn. »Med at lægge billeder på Facebook af deres seneste rejse til Bali?« Det vigtige i litteraturen er værdighed, siger Mendelsohn og beder i samme åndedrag Ullmann om ikke at få ham til at definere det. »Værdighed er, apropos Dwights ord, som pornografi,« siger Mendelsohn. Det handler om formel konsekvens, der tjener litteraturen. I sidste ende handler det om, hvad der er værd at gøre og bruge tid på. »Så kom jeg vist til at definere det alligevel,« slutter Mendelsohn og bukker let ud mod publikum.