Print artikel

Hudens psykologi

Profil
15.12.18
For den danske forfatter og oversætter Karen Fastrup er det at skrive en kropslig praksis. En praksis, der skal kunne mærkes i huden og som en rytme i kroppen.

Huden er laget mellem jeg'et og verden. Den sidste skanse, der opretholder et skel til det ydre, som truer med at indlemme jeg'et i sig. Det sker endeligt, når vi begraves og kroppen bliver ét med jorden. Men opløsningen hører ikke kun døden til, den er også angstens.

I Karen Fastrups roman Hungerhjerte optræder huden som en centralmetafor i den strøm af billeder, hun bruger til at forstå angsten. Jeg-fortælleren, Karen, beskriver sin tunge angsthud, der flagrende fører hende omkring i tågede, kolde landskaber. I angsthuden er der hungerhuller til øjnene, hvor verden vælter ind og ud i voldsomt tempo. Da ATLAS møder Karen Fastrup forklarer hun, hvorfor hun ofte beskæftiger sig med hud i sit forfatterskab: »Det tror jeg, jeg gør, fordi jeg afsøger den grænseløshed, som jo også er angstens. Følelsen af at identiteten kan blive flydende og dermed smelte sammen med konkreterne ude i verden, som jeg er så optaget af. Det, der skal forhindre den grænseløshed, er jo netop huden, fordi den er det hylster, der omgiver legemet.« Men selv denne sidste sikkerhedsinstans, identitetens yderste hinde, nedbryder angsten: »Jeg kan ikke mærke det, men når jeg ser i spejlet, kan jeg se, at jeg har en skal.« Senere i romanen må jeg-fortælleren minde sig selv om sin egen eksistens, idet hun kører lipgloss på læberne foran et spejl på en cafe, hvor hun skal møde Jan, kæresten, der har forladt hende efter indlæggelsen på psykiatrisk afdeling: »Karen, Karen, Karen, du findes«.

Karen Fastrup har også optegnede øjne den septemberdag, vi møder hende. Da fotografen skal tage et billede, foreslår hun selv, at han portrætterer hende, mens hun lægger mascara på øjenvipperne. Fastrup behøver dog ikke minde os om sin tilstedeværelse. Når hun taler, spidder hun luften omkring sig med hænderne og overkroppens bevægelser følger stemmens udsving. 

Vi hungrer efter at tage verden ind og blive opslugt, men samtidig vil vi opretholde en beskyttende grænse. En identitet, der er en konstant, når alting flyder.

Kroppen forstår

Fastrup forklarer, at hun er optaget af, hvad der sker i det enkelte menneske og imellem os, når vi ramler sammen. Men i stedet for at søge strukturelle og abstrakte forklaringer, forsøger hun at begribe angstens diffuse væsen med metaforer, der knytter sig til kroppen og andre organismer. Ikke bare huden går igen i Hungerhjerte. Et »angstdyr« overtager Karens organer og »lyden af tyggende rotter« spreder sig i hende.

Netop denne tilgang er Fastrups styrke. Fordomsfrit beskriver hun jeg-fortællerens sindsstemninger. Fastrups ærinde er ikke at diagnosticere en samtid eller at rationalisere egne oplevelser. Hendes undersøgelse går på at nærme sig individets møde med angst og derigennem forstå den tilstand, der i dag rammer flere og flere. Når Fastrup undersøger et fænomen, bliver hun i den konkrete, nære, kropslige oplevelse og forsøger at oversætte de stemninger til sprog, som kan skabe en genkendelse. Derfor læser man også Hungerhjerte med empati for den jeg-fortæller, der kæmper med sin angst. Det er den lille fortælling, der favner bredt.

Paradokset opstår, når den ydre verden, karakteren Karen frygter at forsvinde i, bedst kan bruges af forfatteren Fastrup til at begribe de indre tilstande: »Hvis jeg prøver at begribe og udsige noget om min egen psyke, må det altid blive med udgangspunkt i min krop og bredere forstået, som noget fysisk. Noget der er ude i den verden, som min krop som beholder bevæger sig rundt i på bedste fænomenologiske vis«. En paradoksal bevægelse. For hvordan kan hun skabe en grænse til verden og forstå sit eget sind, når vejen går gennem den ydre verden?

I Fastrups debutroman Brønden fra 2000 fornemmer man også en sårbar, men mere forankret fortællerstemme. Fastrup skriver sansende og opmærksomt om en ung, gravid kvinde, der rejser til Lissabon i et opgør med familie og fortid. Verdens konkreter, kroppens små bevægelser og lugten i barndommens familiebil undersøges. Fænomenerne hører omverden til, men de siver stille ind i jeg-fortælleren. I Hungerhjerte dvæler Fastrup ikke ved det ydre, det farer ind gennem Karens hungerhuller. I begge romaner står jeg-fortælleren tilbage som en container for det virvar af sansninger, der ophober sig i Fastrups krop.

Der banker en puls i hende, når hun skriver. En kropslig rytme hun ikke kan eller vil løbe fra.

Derfor er det også her, hun begynder i både sit forfatterskab og i sin oversættervirksomhed, når hun vil skabe et sprog for de sindsstemninger, der i sig selv er svære at indfange. Eller måske umulige? Fordi de netop ikke kan løsrives fra kroppens impulser eller den verden, der konstant maser sig på. Også selve skrivefasen er kropslig, fortæller Fastrup. Der banker en puls i hende, når hun skriver. En kropslig rytme, hun ikke kan eller vil løbe fra, og som hun overfører til en sproglig rytme.

Oversættelsens betydningslomme

Ud over sit forfatterskab driver Fastrup en oversættervirksomhed. Fem til seks romaner oversætter hun om året. Oftest er det nordiske forfattere som August Strindberg, Linn Ullmann og Vigdis Hjorth, men også engelske som Sally Rooney. Adspurgt til hvordan hun arbejder med at flytte stemninger fra et sprog til et andet, beskriver Fastrup: »Når jeg oversætter, har jeg en følelse af, at jeg holder mig svævende mellem to sprog. Først skal jeg sanse og fornemme rytmen og sprogtonen i originalteksten og derefter trække teksten ud af sproget og lægge den i en sprogløs betydningslomme, hvorefter jeg igen lander rytme, tone og betydning i sprog – nu i målsproget dansk.« Hun forestiller sig denne lomme som et hulrum i sin krop, hvor betydninger og meninger svømmer rundt mellem hinanden. I denne første fase af oversættelsen gælder det om at forstå fortællerens psykologi, rytmen og den helt basale sprogtone, inden hun springer fra norsk, engelsk eller svensk til dansk. Hvis ikke den kropslige registrering finder sted, risikerer hun at ramme en forkert sproglig syntaks og tone. For Fastrup starter erkendelsen af stemninger og sindstilstande igen ved kroppens vibrationer.

Netop i denne metode ligger det særegne i hendes prosa. Kampen for at forstå sindet og dets afkroge er intenst tilstede, selv om tankens forklaringer er fraværende i skriften. Refleksionen går forud for skriften, og i skriften transformeres den til en kropslig og metaforisk erkendelse - ofte af de udvekslinger, der krydser hen over kroppen, og som kan slå den ud af kurs. Fastrup går på den line, vi kender fra os selv. Grænseløsheden tilhører ikke kun angsten og døden, men også længslen. Vi hungrer efter at tage verden ind og blive opslugt, men samtidig vil vi opretholde en beskyttende grænse. En identitet, der er en konstant, når alting flyder. Nogle gange mister vi blot balancen, og når Karen Fastrup skriver om det, vækker det genklang hos læseren.