En behagelig uro

Nogle hændelser i livet er umulige at forudsige, og det kan være svært, men nødvendigt at acceptere. At tilfældigheder ligefrem skulle være det regerende princip i vores liv, er på en gang foruroligende og besnærende. I Judith Hermanns noveller, der blandt andet bærer titler som Veje krydses og Hvor vejen går hen, er det ofte de små tilfældigheder, der viser sig skæbnesvangre.

»Jeg er et meget overtroisk menneske, og for overtroiske mennesker er tilfældet en form for lov eller Gud. I sidste ende tror jeg dog ikke, at noget er tilfældigt, men altid sker af en grund,« fortæller Hermann. Vi sidder en efterårsdag med to-go-kaffe i en park i Berlin Mitte, og mens solen mildner den klare oktoberluft, forklarer Hermann, at hun dog altid forsøger at agere åbent og intuitivt i enhver situation, så hun er modtagelig for, at den kan bringe hende videre i livet. En indstilling, der synes at afspejle sig i de karakterer, som hendes forfatterskab består af.

I novellen Spøgelser, overalt fra Hermanns anden novellesamling med samme titel, er parret Ellen og Felix på rejse i USA og ender uforudset med at overnatte i byen Austin, hvor de om aftenen møder man