Print artikel

En behagelig uro

Judith Hermann. Foto: Gaby Gerster
Interview
12.11.18
Voksenlivet er en øvelse i at finde sig til rette med nuet, længslen og tilfældets magt, mener Judith Hermann. ATLAS har mødt den prisbelønnede tyske forfatter i Berlin.

Nogle hændelser i livet er umulige at forudsige, og det kan være svært, men nødvendigt at acceptere. At tilfældigheder ligefrem skulle være det regerende princip i vores liv, er på en gang foruroligende og besnærende. I Judith Hermanns noveller, der blandt andet bærer titler som Veje krydses og Hvor vejen går hen, er det ofte de små tilfældigheder, der viser sig skæbnesvangre.

»Jeg er et meget overtroisk menneske, og for overtroiske mennesker er tilfældet en form for lov eller Gud. I sidste ende tror jeg dog ikke, at noget er tilfældigt, men altid sker af en grund,« fortæller Hermann. Vi sidder en efterårsdag med to-go-kaffe i en park i Berlin Mitte, og mens solen mildner den klare oktoberluft, forklarer Hermann, at hun dog altid forsøger at agere åbent og intuitivt i enhver situation, så hun er modtagelig for, at den kan bringe hende videre i livet. En indstilling, der synes at afspejle sig i de karakterer, som hendes forfatterskab består af.

I novellen Spøgelser, overalt fra Hermanns anden novellesamling med samme titel, er parret Ellen og Felix på rejse i USA og ender uforudset med at overnatte i byen Austin, hvor de om aftenen møder manden Buddy. Et møde, som umiddelbart synes at bygge på tilfældigheder, men som afføder en dialog, der ender med at have afgørende betydning for, at Ellen og Felix senere sætter et barn i verden. Mødet i novellen reflekterer den betydning, som tilfældigheder spiller i Hermanns eget liv.

»I sidste uge havde jeg en oplæsning i den tyske provinsby Schleiden, og her fik jeg som tak en flaske vin og en fotobog, som jeg valgte at sende som pakke til min hjemadresse, så jeg ikke skulle bære rundt på det på min videre fart. På vejen fra posthuset til hotellet passerede jeg en gammel telefonboks, som var forvandlet til et bogskab.«

Hermann kastede »naturligvis« et blik på bogudvalget og fandt blandt poplitteratur og krimier en lille paperback af den amerikanske forfatter Jane Anne Phillips, som hun tog med sig.

»Havde jeg ikke fået denne gave, som jeg tog på posthuset for at sende og derfor passeret telefonboksen, hvor jeg fandt denne bog, havde jeg formentlig fortsat skrevet i dag, men det var blevet en helt anden tekst,« medgiver Hermann og fortæller, at hun tænker på telefonboksen med stor taknemmelighed.

Virkelighedens flygtighed

Hermann var senest aktuel i 2016 med udgivelsen af novellesamlingen Lettipark, der udkom på dansk samme år, og som hun herhjemme i maj modtog Zinklar-prisen for. I alt har Hermann udgivet fire novellesamlinger og en roman, men hendes opsigtsvækkende og anmelderroste debut i 1998, der skildrer unge berlineres færden i et forenet Berlin i årene efter murens fald, er medvirkende til, at hun fortsat betegnes som sin generations stemme. Og Hermanns insisteren på altings betydning i såvel sit eget som sine karakterers liv kommer også til udtryk i hendes minimalistiske skrivestil.  

Hermann skriver primært noveller, og det er der to grunde til, forklarer hun.

»Først og fremmest er en tekst altid selv herre over sin egen længde. Det lyder esoterisk, men det er et faktum. Når man begynder at skrive en tekst, påbegynder man en proces, hvor man forholder sig til forskellige elementer i teksten – anslaget, føringen, den røde tråd – og i løbet af denne proces afslører tekstens længde sig. Det sker i selve skrivningen. Mine tekster har altid ret hurtigt fundet frem til en kortere form, fordi jeg altid tager udgangspunkt i en situation, som var den afbildet i et fotografi, og så fortæller jeg en historie ud fra denne konkrete situation.«

Det var egentlig også udgangspunktet, da Hermann påbegyndte arbejdet med den historie, der blev til romanen Al kærligheds begyndelse. Men historien slog hele tiden sprækker, og på et tidspunkt i processen stod det klart, at hun var ved at skrive en roman.

Den anden grund til, at Hermann som oftest skriver noveller, er genrens psykologiske islæt.

»Noveller har oftere end romaner en åben slutning, og det foretrækker jeg både som læser og forfatter. Som læser fordi de – hvis der er tale om vellykkede noveller – gør mig længselsfuld og skaber en behagelig uro i mig. Som forfatter fordi jeg tit ikke selv kender historiens endelige slutning. Raymond Carver har engang sagt: ”I det ene øjeblik føler vi noget, og i det næste føler vi noget helt andet”. Det tror jeg passer, og det kan man bedst skildre med en novelle.«

Nu nævner du selv Raymond Carver, som – til sig egen ærgrelse – engang blev benævnt som minimalist. Vil du betegne dig selv som litterær minimalist?

»Jeg bryder mig ikke om at blive kategoriseret, for så føler jeg, at jeg mister retten til også at være andet. Men det er rigtigt, at min skrivestil passer med den forståelse som omkranser minimalisme-begrebet. Mit forfatterskab er jo karakteriseret af enkle handlingsforløb, hverdagslige begivenheder, simpelt sprog og billeder uden stor brug af eksempelvis metaforer, men det er ikke sådan, at jeg sætter mig ned og beslutter mig for, at jeg vil skrive en minimalistisk historie.«

Alligevel arbejder Hermann ud fra et ønske om at skære så meget som muligt væk, fordi hun tror på, det kan noget i forhold til læseren.

»Når jeg reducerer, opstår der tomme pladser i historien – eller tomme huller i korthuset – og herigennem bliver der formidlet noget. Noget, som jeg ikke skriver, men som alligevel er der. En form for atmosfære, som læseren – hvis han eller hun lever sig ind i historien – selv har mulighed for at udfylde og dermed personliggøre historien. De tomme pladser forårsager en kropslig indlevelse i den forstand, at læseren er nødt til at bringe sig selv i spil for at finde svaret på spørgsmålet, som den åbne slutning efterlader. Så formen udfordrer også læseren. Nogle vil måske føle det, som blev de efterladt ude i regnen, når de læser noveller og ikke oplever en umiddelbar forløsning til slut. Jeg oplever som læser selv at blive efterladt med en form for uro, fordi forløsningen ikke umiddelbart indtræder, men jeg synes, det er en behagelig uro.«

Hermann understreger dog, at beskæringen sker med en særlig nænsomhed for historien som helhed. Samtlige sætninger og detaljer, der bibeholdes, har betydning for, hvordan læseren kan personliggøre den enkelte historie.

Voksenlivet er ikke en endestation

Som Hermann er blevet ældre, er hendes karakterer det også. Fra ungdommelige og bekymringsløse fester i et forenet Berlin følger læseren dem i forfatterskabet gennem en aldringsproces, som fordrer refleksioner over kærlighed i form af mere eller mindre faste parforhold, familierelationer, død, rejser, arbejdsforhold, fødsler eller adoptioner. Selvom Hermanns repertoire over settings og navne spænder vidt, er det altid de samme karakterer, som handlingerne udspiller sig mellem.

»Jeg har en håndfuld karakterer – bestemte kvinder og to til tre mænd – som jeg fortæller ud fra, og de har det tilfælles, at de alle har svært ved at affinde sig med generelle livsforhold. Jeg begyndte med at fortælle om dem, da de var i deres 20’ere og har så fulgt dem gennem deres 30’ere og 40’ere. Nu bliver de snart 50.«

Bliver de så klogere, eller lærer de med alderen at affinde sig med livsforholdene?

»Med tiden og alderen lærer de, at der ikke findes en endestation i livet, hvor det harmoniske liv indtræder i form af lykkelige familieforhold. Det er det, som karakterne i Sommerhus, senere tror og håber på, og sommerhuset i titlen er også et billede på forestillingen om et harmonisk liv i form af en kernefamilie. Men i Lettipark har karaktererne lært, at ankomsten til denne forestillede endestation aldrig indtræder. De har alle fået huset, manden og børnene, men de oplever stadig længsel og uro. Derfor forholder de sig ikke til fremtiden, men forsøger at værdsætte det, som omgiver dem her og nu. På den måde er de blevet klogere.«

Karakterernes alder følger Hermanns egen, og hun lægger heller ikke skjul på, at hendes værker har autobiografiske træk. Alle hendes værker har rødder i de karakterer, som hun udviklede i de ni noveller i den succesfulde debut Sommerhus, senere. Disse karakterer fandt hun inspiration til i min egen omgangskreds, og lige siden har hun fundet inspiration i selvoplevede øjeblikke, som hun fastholder og skaber historier udfra.

Jeg spørger hende, hvad der optager hende – og dermed også hendes karakterer – nu. Hun tøver, før hun med en vis tyngde i stemmen siger: »Det er svært for mig at sige, fordi jeg synes, det er en svær tid. Verden er kompliceret i dag, fordi jeg ved mere om dens forfærdeligheder, end jeg gjorde for 30 år siden, og den kommer til syne i al politik og blandt alle menneskelag.«