Print artikel

Det tjekkiske kældermenneske

Kritik
02.09.19
Egon Hostovskýs roman Skjul beretter om den tjekkiske situation i den sidste, kritiske del af mellemkrigstiden og starten af 2. verdenskrig, og vidner om, hvor skjult et menneske er for sig selv i den periode.

En af de gennemgående logikker i den tjekkiske forfatter Egon Hostovskys (1908-1973) roman Skjul er det nærmest skæbneagtige sammenfald mellem fortællingens private begivenheder og den politiske situation i mellemkrigstidens Europa. Efter Münchenaftalen, der blev indgået mellem Tyskland, Frankrig og England, for at afvæbne Hitlers pres på Tjekkiet, har tjekkerne måtte afstå hele området Sudeterlandet til tyskerne. Men situationen er ikke afklaret, tjekkerne frygter stadig for en kommende invasion og den tjekkiske nationalfølelse har lidt et svært nederlag. Det er dette tjekkiske nederlag, romanens fortæller, en navnløs, jødisk ingeniør, forsøger at vende til sin fordel, da han forlader sit kuldsejlende ægteskab og rejser til Paris for at realisere sig selv og sit kærlighedsliv. Under dække af at være flygtet fra forfølgelse på grund oprørsvirksomhed (han har opfundet et forbedret kanonsigtekorn, der aldrig er kommet i produktion) opsøger fortælleren Fru Olga i Paris med et ønske om at indlede en affære. Men da han står på tærsklen til utroskab, indser han, at hans troskab og egentlige identitet stadig ligger i hjemmet og hos familien. Selvrealiseringsplanen er gået i vasken, og senere samme dag læser han i avisen, at Tjekkiet er faldet under den tyske invasionsmagt.

Kælderen bliver både fortællerens skjul fra tyskerne, men på en måde også hans skjul fra sig selv og sin dårlige samvittighed over flugten til Paris

Krigen bryder ud i Europa, og efter Tyskland har annekteret Tjekkiet i fortællingens udkant, mister fortælleren muligheden for at rejse hjem. Dækhistorien har vendt sig imod ham. Han er, som følge af sin egen løgn, en formodet tjekkisk oprørsmand, og han er jødisk. Da Paris også bliver invaderet af tyskerne, er fortælleren nødsaget til at skjule sig fra invasionsstyrkerne i den franske Doktor Aubins kælder et sted i Parisprovinsen. Franskmændene, der med Münchenaftalen har bidraget til udleveringen af et stykke af Tjekkiet til tyskerne, skjuler nu tjekken fra dem.

Romanen består af de breve fortælleren skriver til sin kone fra skjulet i Aubins »usle kælder«, hvor den eneste udsigt han har, er »et enkelt vindue, som man ikke kan se ud af, og en revne i væggen, som man kan se meget lidt igennem.« Man kunne spørge, hvad det er for et rum, og hvad denne nærmest ironiske sprække i væggen er et hul ind til: verden udenfor eksilet eller verden inde i fortælleren? Noget tyder på det sidste. Men så alligevel… Kælderen bliver både fortællerens skjul fra tyskerne, men på en måde også hans skjul fra sig selv og sin dårlige samvittighed over flugten til Paris. Brevene har en anden karakter: i dem ligger der et tydeligt ønske om at udlægge flugthistoriens sande forløb, alle minder, alle ugerningerne, der lyser ud igennem krigens bagtæppe. Brevene forsøger at udrede alle fortællerens dækhistorier og svagheder for hustruen. Fra kælderpositionen er fortælleren kun et vagt vidne til de store historiske begivenheder i starten af 40’ernes Europa. Aubin bringer ham avisen, nogle gange endda en tjekkisk, og af og til lytter de til radioens meldinger om krigens udvikling. Det er derfor kælderen og brevene, der fremstår som romanens to vægtigste rum – disse to relativt afsondrede positioner. Nærmest som to forskellige måder at være fanget på. Begge rum konstituerer det skjul, hvorfra romanen fortælles. Fortælleren er en dygtig brevskribent, skriften er sentimental, men billedrig på en måde, der kunne minde om 1700tallets store brevromaner, og den bevæger sig med en ekstremitetslogik fra den ene følelsesmæssige yderlighed til den anden. Det er som om de begrænsede rammer, kælderen sætter for eksistensen, modsvares af skriftens billedrigdom. Som om de i deres lidt påtagede følelsesfuldhed erstatter det hjem fortælleren har tabt i sit selvrealiseringsprojekt.

Det er selvfølgelig dømt til at mislykkes

På den måde bliver brevene en erstatning for Hanička og hjemmet i Tjekkiet. Men det er selvfølgelig en noget utilfredsstillende erstatning. Brevene forsøger med denne sentimentale tone at forlænge sig ind den hjemlige situations intimitet, hvilket når det kommer til stykket er en ret imponerende brug af sentimentaliteten. Sentimentaliteten kan ses som fortællerens ønske om egenret: ved at insistere på, at disse ekstreme følelser er autentiske og – ikke mindst – fortællerens egne. Selvrealiseringen bliver flyttet over i brevskriveriet, så det bliver romanens eksistentielle projekt, et forsøg på med sentimentaliteten at nå fra fortællerens eksil hjem til Tjekkiet og den identitet, der jo egentlig er hans.

Fortælleren er en dygtig brevskribent, skriften er sentimental, men billedrig på en måde, der kunne minde om 1700tallets store brevromaner, og den bevæger sig med en ekstremitetslogik fra den ene følelsesmæssige yderlighed til den anden

Men det er selvfølgelig dømt til at mislykkes. Romanen og det sidste brev slutter midt i en sætning, efter fortælleren har indvilliget i at hjælpe den franske oprørsstyrke, som Aubin igennem sin lægegerning er i kontakt med, med at synke et tysk fragtskib. Det er igennem oprørsgruppens kontakter, at brevene finder vej tilbage til Tjekkiet. Synkedåden er en selvmordsaktion, og fortælleren indvilliger til sidst i at ofre sit liv for deres oprør, da han hører en kvindestemme blandt oprørene, der er kommet for at besøge ham i kældermørket, og den minder ham om musik, han »engang for længe siden havde hørt. I bjergene eller på havet.« Den kvindelige oprører bliver en substitut for Hanička, og handlingen at-hjælpe-hende, bliver fortællerens sidste forsøg på at genvinde sin tjekkiske identitet. Spørgsmålet er, om fortællerens selvopofrelse er martyrens heltegerning eller kujonens søgen efter det endelige skjul. Brevene afslutter uafhængigt af den rejse, fortælleren ikke selv kunne afslutte, og understreger med denne sidste distance mellem mennesket og hjemmet, hvor langt eksilmennesket er fra sig selv i sit skjul.