Print artikel

»Kun kærlighed kan redde mennesker smittet med vrede«

Essay
23.11.18
Ifølge Svetlana Aleksijevitj var sovjetmenneskene frarøvet deres privatliv, og fik derfor hverken tænkt eller talt om deres intimsfære. De fik dermed ikke kultiveret det sprog for kærligheden eller lykken, som er med til at binde mennesker sammen. I en samtid præget af splittelse er det måske netop det sprog, som er vigtigst at kunne.

Alle mine temaer fødes af livet. Først blev det jo til en række bøger. En historie over den tid, den røde tid, hvor idéen var det afgørende. Alle var mere eller mindre smittet af denne idé. Ellers var de begrænset af den. Men alle var afhængige af den og mange troede oprigtig på den. Til sidst mistede mange troen på den. Men idéen forblev, som en hård, indre kerne af armeringsjern. Under dette liv, under den tid, hvor idéen herskede, skete der forskellige ting.

Jeg valgte de mest overvældende, de mest dramatiske begivenheder, som kunne belyse hvilke mennesker vi var. Hvad vi havde været igennem. Hvordan vi var blevet bedraget af utopien. Og hvordan vi til at begynde med ikke havde forstået, men langsomt begyndte at forstå. Hvordan vi overhovedet ikke ville kunne klare at leve på andre måder, end vi gjorde. Det havde ikke fungeret for os. Da jeg gik fra bog til bog, var der noget der slog mig. Folk taler om krigen eller om Tjernobyl. Men det er sjældent, folk taler om lykken. Jeg fik en følelse af, at det vigtigste i livet, det taler folk ikke om. Og jeg mindes mit eget liv. Min barndom, for eksempel. Mine forældre talte aldrig om lykke. Om at man burde være lykkelig og vokse op. Hvor smukt livet er, hvor lykkeligt der er, når kærligheden kommer til dig. Ikke bare, at du vil få børn, men også, at du vil få kærlighed. Og at det er noget så hemmelighedsfuldt, så interessant. Men alle vores samtaler handlede om døden og fædrelandet. Der var ingen samtaler om det, der var vigtigst ved at være menneske. Senere i livet var det mere af det samme. Til trods for, at folk elskede og levede. Men det var aldrig en livsfilosofi. Der var altid noget, der var vigtigere. Noget, som stod over menneskene. En slags stræben, et slags offer. Noget, som man altid måtte være forberedt på. Og da jeg havde afsluttet den der række af bøger – da utopien var blevet besejret, da vi alle stod blandt murbrokkerne – begyndte jeg at tænke, at jeg skulle skrive en beretning om, hvem vi er, men fra en anden synsvinkel.

Jeg overvejede: hvad skulle kernen i sådan en historie være? Hvis Afghanistan, krigen eller Tjernobyl tidligere var kernen – hvor fandt man den nu? Jeg tænkte, at den sikkert ville blive fundet blandt de ting, vi aldrig plejede at tænke på. I hvert fald ikke før nu, hvor privatlivet endelig er genopstået. Der var dukket en masse spørgsmål op hos dem, de havde fået begær. Hvis de ville, kunne de nu dykke ned i et slags umådeligt hav, der var fuldstændig ukendt for dem. Nemlig privatlivet. En anden slags menneskelig betydning end at tage ud og dø et eller andet sted. Det viste sig, at litteraturen – den russiske litteratur – ikke kunne hjælpe dem, fordi den altid har været optaget af nogle helt andre ting. Det vil sige, med ophøjede og overordnede idéer. Den indeholder altid noget, som nedtrykker det menneskelige liv. Hvad end det er for en overordnet idé.

Der findes rigtig meget had. Jeg tror ikke, at dette kan overvindes med normale ord, med normale argumenter.

Da tænkte jeg, at det vigtigste, essentielle aspekt af os selvfølgelig er kærligheden, og så tiden, hvor vi er på vej væk. Når vi forbereder os på at forsvinde fra den her verden. Jeg tænkte, forudgående: Kærligheden og Døden. Og så besluttede jeg mig for den idé, begyndte at udspørge folk og bad dem om at fortælle mig om deres liv. Det vigtigste skulle være kærlighed, hvad enten den var blevet fundet eller ikke. Det virker sandt, at mennesker kan inddeles i to grupper: enten ved de, hvad kærlighed er eller de ved ikke, hvad kærlighed er. Om de har børn eller ej betyder ingenting. Så i ganske lang tid, fem, seks, syv år, deromkring, har jeg aktivt tænkt på dette. Og jeg optager folk, mens de snakker. Det er en tid, hvor man ligesom begynder at få fat i materialet og får en fornemmelse for bogen, en fornemmelse for temaet.

Når jeg udspørger et menneske, spørger jeg hende ikke om ‘krigen’. Jeg spørger om hendes liv, og når hun fortæller om livet, fortæller hun selvfølgelig uundgåeligt om kærlighed. Meget ofte fortæller hun om kærlighed. I mine tidligere bøger var kærlighed trods alt ikke i centrum. I centrum var en begivenhed, som Tjernobyl. Kærligheden som sådan var ikke hovedtemaet. Vi ved jo ikke, hvor mange forskellige følelser de gik igennem eller hvordan det var. Det handlede mere om, at kærligheden krævede ofre. Kvinderne viste sig at være i stand til at ofre sig. Så stærk var deres kærlighed.

Til trods for dette var det vigtigste begivenheden – den monstrøse begivenhed, altså Tjernobyl. Denne gang bliver temaet kærlighed behandlet anderledes. Da jeg fra denne synsvinkel, for eksempel, begyndte at læse den litterære kanon og kigge på den moderne litteratur, klassikerne, så jeg, at det i vores litteratur mindst af alt handler om kærlighed. For os er det sådan her: enten er det roser og mimoser – dén type sentimentalitet. Eller også tager helten et eller andet sted hen for fædrelandet, for en idé, som hos Turgenjev. Og også hos Leo Tolstoj, hvor Vronskij tager afsted for at kæmpe i krigen. Trods alt det, der sker, siges der ikke meget om selve kærligheden. Det gælder også vores sprog, at i det er kærlighedens sprog ikke udviklet. I vores sprog er kærlighedens sprog ikke nærværende på samme måde som i den franske litteratur. På fransk findes der ti ord, der beskriver kvindekroppens tilstand efter kærlighedsakten. Eller den elskedes hænder, der bevæger sig. Hos os findes der absolut ingenting af det der. Selve frieriet og mødet, det er der, men så, selve kærlighedsprocessen, kærligheden som sådan, den ses nærmest som noget æterisk. Den har ingen materialitet. Som et barn udtrykte det, da jeg spurgte: »hvad er kærligheden for noget?« Eller, faktisk spurgte jeg: »Hvordan blev du lavet?« »Far og mor kyssede og så kom jeg.« Hvilket mere eller mindre er sådan det er i litteraturen. Jeg sigter mod at gøre dette rum til noget mere beboeligt, at få mennesker til at tænke på lykke som en form for enorm udstrækning. Som et slags hus, hvor der findes mange forskellige skabe og små rum, til hvilke man hver især skal have en bestemt nøgle. Det er præcis derfor, at jeg ville bringe det her tema ind i verden.

Mens jeg har gjort dette, er jeg desværre stødt på store problemer. Ikke nok med, at kærlighed ikke findes i litteraturen. Jeg har også fået problemer, fordi den nye bog skal skrives af et nyt menneske. Det menneske skal også tænke på en anden måde og bruge et andet vokabular. En anden slags følelsesmæssig frihed, som ikke blev krævet af mig i mine tidligere i værker. Dengang var vokabulariet et andet. Det var et andet, hårdere sprog. Jeg har følelsen af, at det her bliver en usædvanligt lang rejse. Et usædvanligt hårdt arbejde.

På den ene side er det min vej, et trin på min rejse. Den rejse hører sammen med mine nuværende intentioner. På den anden side er der forude en mulighed for at tale om de vigtigste værdier i livet – for mig er det som om, at alle andre ord er tømt for mening. Skulle jeg endnu engang rejse mod krigen og skrive om krigen? Og endnu engang tale om, hvor meningsløst mennesker slår hinanden ihjel og hvor sindssyg en beskæftigelse det er at myrde et andet menneske? At idéerne skal dræbes, ikke menneskene. At man skulle sætte sig ved et bord og snakke? Intet af det der virker længere. Det er banalt. Jeg åbner internettet og hver dag læser jeg: »I dag er tredive militssoldater i den pro-russiske milits og tyve soldater i den ukrainske hær blevet dræbt. Og fem civile.« Det er sådan dagen begynder. Jeg tror ikke, det ville hjælpe, hvis jeg blev ved med at tale om det. For jeg tror, at det folk savner mest, er kærlighed. Det er måske netop det sprog, jeg gerne ville begynde at tale. Derudover er der i dag en sådan situation, at samfundet er voldsomt splittet og folk er blevet smittet med vrede. Der findes rigtig meget had. Jeg tror ikke, at dette kan overvindes med normale ord, med normale argumenter. Familier splittes, alle skændes på grund af Ukraine. Jeg kender tilfælde, hvor børn smides ud af deres hjem, fordi de er imod at man tog Krim. Det er meget forfærdelige tider.

Familier splittes, alle skændes på grund af Ukraine. Jeg kender tilfælde, hvor børn smides ud af deres hjem, fordi de er imod at man tog Krim. Det er meget forfærdelige tider.

Forfatterinden Oksana Zabusjko publicerede for nylig en bog baseret på alt det, der blev skrevet på internettet under Majdan. I bogen skrev jeg, at alle de forfærdelige ting i den – hvordan mennesker dør og bliver mishandlet – kan bruges til had eller til kærlighed. Jeg ville ønske, at det blev brugt til kærlighed. For kun kærlighed kan redde mennesker smittet med vrede. Jeg skrev også nogle ting om Ukraine, om hvordan det er på Krim og nogle ting imod Putins politik. Det var skræmmende at læse hvordan man forbandede mig på det russiske internet. Selvom det ikke kun var mig, men mange andre. Det var simpelthen forfærdeligt at gå på internettet. Det kræver ikke meget, før folk rent faktisk går på gaderne og flår hinanden i stykker. Så stort et had. Jeg tror, at man i dag burde tale et andet sprog. Ikke prøve at bevise noget. Måske er man nødt til at kunne tale om barnlige ting såsom kærlighed. Ja, jeg kan ikke se noget andet sprog. Intet fungerer længere.

Mine to kommende bøger er fuldstændigt forskellige projekter. Den første er en bog om kærlighed. Den anden kommer således til at handle om døden. Eller lad os snarere sige om at være på vej væk – det er en lang proces. Hvordan et menneske ældes, hvordan hendes syn på verden ændrer sig, hvordan hun på en måde får en anden relation til verden. Videnskaben har trods alt givet os tyve-tredive år mere at leve i. Hvordan håndterer vi det? Vi drømmer om udødelighed, overvejende håndterer vi ikke de ekstra år særlig godt. Men en af mine helte sagde til mig, at alderdommen jo også er interessant. Projektet er egentlig bare, at jeg sammen med de mennesker, jeg har mødt i livet, vil følge den vej til ende. Bare følge dem og ligesom få set hele menneskelivet. Fra begyndelsen til enden.

Det, som de mennesker fortalte, og som ingen lyttede til, de var historiens sandkorn. Det gjaldt om at bevare de dele hos dem, som bogstavelig talt var geniale. De dele, som ellers ville forsvinde med deres liv. De der historier, som ingen lyttede til, det var følelsernes historie. Jeg ville bevare dem.

Et menneske er ikke interessant for mig, blot fordi det hører til en særlig tid. Jeg har altid været interesseret i det, som jeg har kaldt »det evige menneske« – det, der er evigt i mennesket. Jeg vil nu, eftersom der er færre bøger af den slags, kigge på vores liv, ikke fra en historisk vinkel, men fra et sted udenfor. Lad os sige som set fra kosmos. Derfor er dyr, planter, jorden og mennesker så sammenkædede for mig. Det vil sige: alt levende. Jeg vil gerne nå frem til at se på den måde, som jeg elsker ved Albert Schweitzer. Den ærbødighed for livet. Når man betragter et menneske, ikke som ukrainer eller hviderusser eller noget i den stil, men som et levende liv. Det er noget, vi fuldstændig fejler i. Som om vi var fuldstændig udødelige. Som om vi ikke havde andre mål end at få et Tjernobyl ind et eller andet sted. Eller et Donetsk. Men vi er her faktisk af en helt anden grund.

Jeg tror, at genren, jeg anvender, findes i russisk og hviderussisk litteratur, og de bøger handler fremfor alt om krigen. Da en enorm mængde mennesker var ramte, og der bogstaveligt talt fandtes en følelse af, at ikke engang et geni kunne begribe alt dette. Hvad er Anden Verdenskrig egentlig? Det var selvfølgelig en krig, der var uendeligt mere omfattende end eksempelvis Napoleonskrigene. Og derfor forsøgte man at opsamle alt det nye materiale. Og man havde en fornemmelse af, at dette nye materiale ikke bare fandtes bevaret i elitens hjerne eller hos de berømte helte. Eftersom jeg voksede op i en landsby, er det, som altid har interesseret mig ikke heltene, men de små mennesker. Jeg husker landsbyens gamle kvinder.

Det virker sandt, at mennesker kan inddeles i to grupper: enten ved de, hvad kærlighed er eller de ved ikke, hvad kærlighed er.

Herregud, det var så vanvittigt interessant alt det der, de var så komplicerede, så raffinerede, så interessante. Det, de gamle kvinder fortalte, havde jeg aldrig læst i bøger. Min farmor var for eksempel sådan. Det, som de mennesker fortalte, og som ingen lyttede til, de var historiens sandkorn. Det gjaldt om at bevare de dele hos dem, som bogstavelig talt var geniale. De dele, som ellers ville forsvinde med deres liv. De der historier, som ingen lyttede til, det var følelsernes historie. Jeg ville bevare dem. Jeg forstod, at det måtte blive sådan en ”roman af stemmer” – et mangestemmigt minde.  Derfor krævede hver bog femhundrede eller endda tusind stemmer. Til Krigen har ikke et kvindeligt ansigt var det tusind. Til Bøn for Tjernobyl var det også rigtig mange. Selv til Secondhand-tid krævedes rigtig mange mennesker. Man søger bogstavelig talt de der små dele – guldkornene, og af dem skaber man en mosaik.

Der er en sammenligning med at være skulptør, som Rodin udtrykte. Når han blev spurgt om, hvordan han lavede sine skulpturer, sagde han: »Jeg tager en blok marmor og fjerner alt overflødigt.« Det er sådan et generelt princip. Hvordan man ud af det kaos, livet er, fremtrækker bestemte billeder eller bestemte strukturer. For ham var det skulpturer. For nogle andre kan det være et tempel. Men jeg må skabe det ud af ord, dén slags konstruktion.

Virkeligheden er så fuld af hemmeligheder. For det første glider den hele tiden bort. Det er meget svært hele tiden at fange alt. Fang den og find så en eller anden form for den. Man må forstå, at mennesker ikke engang kender til meget af det, der findes i dem. Nogle gange, når man får minder frem hos folk, siger de: »Jeg vidste ikke engang, at jeg vidste det der. Jeg havde fuldstændig glemt det. Det var først da du spurgte, at jeg kom til at tænke på det.« For at høre noget nyt må man spørge på en ny måde.

Når jeg begynder, formes visse forventninger om bogen – idéer, med andre ord. Idéer, som er ret så almene. Kvinder i krig, eksempelvis, eller kærlighed. Det er meget almene idéer. Derefter fordyber jeg mig i materialet. Det bliver til en stor bunke interviews og tager en del år. Med tiden er der flere hundrede interviews, det er en kaotisk tid. Man kunne simpelthen drukne i de tusinder af sider. Tusinder af sider, hundredvis af personer, man søger og søger og tænker, og pludseligt sker det, nærmest af sig selv. Man ser pludseligt en tråd i alle ordene. De vigtigste mønstre. Ofte er der nogle få dusin fundamentale historier, i hvilke idéen og filosofien, der allerede tager form i én, finder en fælles sfære. Og så fremtræder hovedidéen. Bogens lyd, som jeg plejer at kalde det. En titel dukker op og materialet falder på plads. Men indtil jeg sætter det sidste punktum, fortsætter jeg med at arbejde. Fordi nøglen til én fortælling kan kræve, at man renser ud i en anden. Det kan ske, at noget nyt rammer. Jeg kommer i tanke om, at jeg glemte at spørge dem om noget – og så vender jeg tilbage for at snakke med den person. Det er kort sagt et vanvittigt arbejde. Et vanvittigt arbejde!

Mennesker er allerede blevet snydt og bedraget af fjernsynet utallige gange. Og af litteraturen. Hos os er de blevet bedraget af alle de utopiske idéer. Derfor vil menneskene i dag høre om begivenheder og tilstande, som de faktisk er. Så de ved, at det ikke er blevet bearbejdet eller finpudset, men er som det var. Og forfatteren, i mit tilfælde, hun må forene dette med en slags litterær struktur. Det er bestemt mit princip. Hvad end det omhandler politiske begivenheder eller hverdagslivet, er det altid ud fra et menneskes synsvinkel. Med de små detaljer – det, som menneskelivet består af.

Oversat af Kristoffer Bayer