Sproget i et diktatur
Ved middagsbordet i den tysksprogede, rumænske landsby Banat, hvor den nobelprisvindende forfatter Herta Müller voksede op, var der helt tavst: »Hemmelighederne hang på hver enkelt. Jeg var sikker på at de alle var bedrøvede fra panden og helt ud i tæerne, at de alle have kløer i hjertet og forsvarede sig, men kun indefra så man ikke kunne se det.« Det var hemmeligheden om faderens - og Rumæniens - fortid som nazi-støtter, der afslørede sig, når han i aftenens fuldskab sang tredive år gamle nazisange. Det var hemmeligheden om moderens fem år i en arbejdslejr, der kun lod sig afsløre i de daglige tæsk, det korte hår, evnen til at arbejde og nødvendigheden af at skrælle kartoflerne papirtyndt. Det var hemmelighederne om de tusindevis, der stadig i 1960’erne blev aflyttet, anholdt, deporteret og tortureret for »sovjetisk hetz«.
Det var, kort sagt, alle de hemmeligheder, som man ikke talte om i »Østeuropa før 1989.« Tavsheden var blevet til lov, som Herta Müller siger. Men hun finder en vej ud af tavsheden i poesiens sprog. Ja, faktisk finder hun i sproget en måde at skildre virkelighedens brutalitet poetisk; et sprog, der kunne vriste sig fri fra sta
