Print artikel

Det første døgn

Foto: Mathias Christensen
Interview
08.12.15
Mens Jacob Skyggebjerg lagde sidste hånd på sin roman 'Hvad mener du med vi' talte ATLAS med rapperen, forfatteren, digteren, radioværten og feuilletonisten Skyggebjerg om kunst, karriere, misbrug og kultureliten.

Vi skal mødes på Nationalmuseet, men Jacob Skyggebjerg er forsinket. Han har siddet oppe hele natten og skrevet på sin nye roman. Krøllet og iført en stor, poset vinterjakke. Vi er på vej ind i museets børneudstilling, da en kustode gør os opmærksom på, at man ikke må medbringe kaffe, og at de i øvrigt er ved at lukke. I stedet sætter vi os på nogle stole ude foran udstillingen.

Da Skyggebjerg og jeg først aftalte at lave interviewet, blev vi enige om at lade det foregå steder, som betyder noget for os hver især. Jeg bad ham om at mødes i Nationalmuseets børneudstilling, fordi at udstillingen viser, hvordan folk bor forskellige steder i verden. Mange forskellige slags hjem. Og netop hjem, og beskrivelsen af hjem, er noget der fylder meget i Vor tids helt.

»Mit hjem er altid som en campingplads. Nomadetilværelsen. Ligesom det der telt inde i udstillingen. Det er ikke bevidst, det sker, men så er der altid en sindssyg udlejer eller lignende. Det der med at have et hjem, det får jeg aldrig rigtig prøvet. Jeg er egentlig glad for der, hvor jeg bor lige nu, men på det sidste er der også begyndt at være ballade med viceværten.«

-Så nu skal du snart videre?

»Sikkert. Men det er også fint. Jeg kan ikke holde det samme sted eller de samme mennesker ud. For eksempel skiftede jeg HF tre gange.«

-Hvad sad du og arbejdede på i nat?

»I nat? Jeg er i gang med andet udkast. Det er sjovt. Jeg laver teksten om. Fortælleren er ved at blive skrevet ud af historien. Han er ubetydelig. Han gør ikke noget. Tænker ikke noget. Nu er han bare sådan en beskrivende karakter.

-Føles det anderledes at skrive denne bog end den første?

»Ja! Jeg tænker meget mere over hvad jeg gør. Da jeg skrev den første, vidste jeg slet ikke, hvad jeg lavede. Selvfølgelig sker der en masse ting med den her også, når jeg sidder og skriver, men idéen har været meget mere klar fra starten.«

-Hvad fik dig til at skrive ‘Vor tids helt’?

»Jeg gik på Vestjyllands Højskole. Hans Otto Jørgensen sagde til mig, at jeg bare skulle skrive i fem måneder og så komme til ham igen. Det gjorde jeg så. Det var skrevet meget i samme stil som Knut Hamsuns Sult. En fortæller går rundt og beskriver, hvad han laver. Ingen struktur eller formbevidsthed.«

-Hvornår begyndte du at omtale dig selv som kunstner?

»Det gjorde jeg, da jeg blev optaget i Centeret.«

-Centeret?

»Det er et form for atelierfælleskab. Der er alle mulige kreative typer. Musikere, grafikere, tatovører. Jeg er en af dem, der bruger sproget, men jeg laver også musik deroppe. Når man er med der, er man kunstner. Ingen diskussion.«

-Hvornår blev du optaget der?

»I oktober.«

-Blev du glad, da de spurgte dig?

»Ja for satan! Jeg blev beæret. Der kom en ledig plads, og så blev jeg fandeme spurgt.«

-Hvorfor gjorde det dig glad?

»Jamen Centeret, der er bare godt at være. Der sker rigtig meget dernede.«

-Når du er i en skriveprocess ligesom nu, føler du dig så usikker, eller ved du hvad du skal gøre?

»Det kan ind imellem godt virke uoverskueligt. Der er simpelthen så meget, som skal laves om, men med de her night sessions klarer det op, for når uret først passerer fem om morgenen begynder man at arbejde, som var det en opvask. Man gør det bare. Tæsker det igennem. Så bliver det faktisk som at sidde med lyd. Man drejer på den ene eller den anden knap - det kan man selvfølgelig ikke med teksten, men så gør man det i overført betydning.«

-Hvornår fandt du ud af det med sprog? At det glæder dig at sætte ord sammen.

»Det fandt jeg ud af, da jeg var helt lille. Min farmor har fortalt, at jeg tit brugte udtryk, jeg havde samlet op rundt omkring. For eksempel ‘gris på gaflen’. Engang sad vi og spiste frikadeller. Jeg samlede én op og spurgte hvad det var. “Svinekød.” Fortalte de mig. “Så er der gris på gaflen,” svarede jeg. Da har jeg været to år gammel, men allerede dengang oplevede jeg en stor fornøjelse ved ord.«

-‘Fornøjelsen ved ord’. Kan du sige noget mere om det?

»Altså der er jo forskellige typer litteratur. Der er fortællingerne, hvori der ingen skriftglæde er, hverken i måden ordene står på eller ved sprogets lyd. Det er ganske fint, men det bibringer ingen glæde ud over, at man få en masse information. Men så er der den slags litteratur, hvor forfatteren har villet mere end blot at fortælle. Der fyldes sproget med alliterationer og rytmik, og det hele passer sammen som tetrisbrikker og alle ordene bliver til sætninger eller linjer. Det er det samme med rapmusikken. Det der med at have det sjovt med ord. Det er ikke tilfældet med det meste danske rap, men der bliver lavet nogle rigtig vilde ting nede I Centeret. Derfor ved man også, at når man er der, er man verificeret. Der er rappen kunst. Det er meget smukt.«

-I Vor tids helt faldt jeg over en sætning, som jeg gerne ville have dig til at uddybe: “Som barn kunne jeg ikke finde nogen anden forklaring på min intelligens, end at jeg skulle stamme fra rummet.”

»Ja. Sådan var det. Altså nu er vi jo nede i det der personlige, men jeg havde jo ikke noget som helst at gøre med de der folk, jeg boede sammen med.«

-Din familie?

»De var der bare. Hvad skulle jeg der? Hvorfor var jeg blevet sat der? Var det en straf for et eller andet, eller hvad handlede det om. Det med rummet var så en af teoriene. Jeg var ikke særlig gammel.«

-Hvordan fandt du ud af at andre verdener eksisterer? Teorien om rummet går jo ud på, at man har en idé om, at der er noget andet et andet sted.

»Jeg synes, det var spændende med ufoer. Folk siger jo det der med, at de har en højerestående intelligens. Det var en form for forklaring.«

-Hvordan kunne du mærke, at du var mere intelligent?

»Man får at vide, at man har arvet ens hår fra ens far og ens temperament fra ens mor, med så prøvede jeg at finde ud af, hvem jeg kunne identificere mig med i forhold til det der med at være så skarp. Det kunne jeg ikke. Der var ikke nogen lighedstegn.

-I hvilke situationer kom det til udtryk?

»Det var i det hele. De var så lade og ligeglade med det hele. Det hele er jo så pisseligegyldigt. Man står op og går på arbejde. Ligge på sofaen og se fjernsyn. Være fuld. Sidde ved bordet og sove. Det hele var bare ligegyldigt. Livet skulle bare overstås. Der var ikke nogen mening med noget. Alt hvad man har af tanker i hovedet, skal man bare skide på. Der skal helst ikke være nogle tanker. Men vi var i gang med at tale om fortælleren?«

-Hvad sker der egentlig, når man ikke har nogen at spejle sig i. Får man brug for at finde det et andet sted, eller bliver man ligeglad med andre?

»Så vil man gerne finde en der er sej – og fejlfri. Det kan man jo ikke, så det stopper man også med. Man kaster sig over folk. “Det der var sgu da min biologiske far.” Men man bliver smidt af. Det gider folk jo ikke…«

-De gider ikke én der klamrer?

»Nej. En klammeraffe – en plageånd på tysk. Det gider de ikke.«

-Er du holdt op med det?

»Ja. Det gør jeg ikke mere. Nu er det mærkeligt, når man selv oplever det. Jeg har mange fans blandt efterskoleleverne – på grund af min musik. 18- og 19årige drenge som skal imponere mig. Det er irriterende. Så skal man være der for dem, og man kan ikke slappe af i deres selskab. Så kan jeg bedre lide at tage ned i Centeret.«

-Hvor tit tager du derned?

»Tre til fire gange om ugen. Det er trygt og godt at være dernede. Jeg kan drikke mig fuld uden at komme galt afsted. Jeg kommer ikke op at slås. Jeg møder ikke folk, som jeg ikke vil have noget med at gøre.«

Foto: Mathias Christensen
Foto: Mathias Christensen

-Hvis du ikke var begyndt at skrive ‘Vor tids helt’, hvad havde du så lavet?

»Jeg havde nok rappet mere. Brugt mere energi på det. Koncerter, pladekontrakter. Men musikbranchen er latterlig. Nu laver jeg udelukkende musikken for at have det sjovt. Jeg er ikke interesseret i at få den i radioen med alt det der børnemusik de spiller. Tror de, at jeg er en syvendeklasse på vej til sodavandsdiskotek? Jeg vil ikke have noget med den verden at gøre.«

-Foretrækker du at skrive?

»Det skifter. Hvis jeg er i mit meget energiske humør, så kan jeg ikke sidde stille og arbejde med en tekst på den måde, men jeg kan godt lave rap.«

-Hvornår er det? Når du er vred eller sur?

»Det er forskellige påvirkninger. Det sociale liv stimulerer min energiske side. Det isolerede liv stimulerer sumpen. Det er også derfor, jeg har de her night session, da er jeg ligeglad med andre mennesker. Jeg skal snart en uge til jylland til min far, hvor jeg planlægger at arbejde mig igennnem alle de der punkter, som jeg mangler.«

-Fortæller du ham så om, hvad du laver?

»Nej, nej, nej, nej, nej, nej. Det ville være at ødelægge det. Han er demonstrativt ligeglad. Hvis jeg fortale ham, hvad jeg lavede, ville han tage én seddel og skrive ’nå’ med en sprittusch. Han ville ingen gang gide at sige det.«

-Hvorfor tager du så over til ham?

»Derovre er der ikke hele tiden noget, der trækker i mig. Det er der i København. Fester, musikstudiet, folk der vil noget.«

Museet lukker, og vi sætter os ind på en nærliggende bodega. Skyggebjerg fortæller, at han gerne vil ud at rejse. Helst Hviderusland. Der vil han skrive den store digtsamling. Jeg spørger hvorfor.

»Fordi det er fedt at komme ud og opleve noget. ”Det er godt at rejse.” Sagde Celine. ”Det sætter fantasien i gang.”«

-Sagde han virkelig det?

»Ja, ja. Det skriver han i Rejse til nattens ende. Den er fucking fed. Både fortællingen, men også måden den er skrevet på. I starten var jeg lidt nervøs. Jeg havde lige læst Ernst Jünger, og jeg var bange for, at det var endnu en fortælling om Første Verdenskrig. Granater og skyttergrave. Det bliver kedeligt i længden. Men i Celines roman handler det ikke om selve kampene; det handler om hans tilstand. Om at være i krigen. Nu er han i Afrika.«

Forsiden af Vor tids helt forestiller en skovbund. Det er neongrønne blurbs, og titel og forfatternavn er trykt med gotiske guldbogstaver. Lige i midten af siden står Jacob Skyggebjerg. Han er iført røde hængerøvsbukser, sorte boksershorts og en guldkæde. Han har bar overkrop. Rækker fuckfinger med den ene hånd og holder en joint i den anden. Badass-klichéen overlader intet til fantasien. Jeg spørger Skyggebjerg, hvordan han har det med sin offentlige persona.

»Folk har rigtig mange fordomme. Jeg har mange venner, hvor det er startet sådan. Jeg har en mur, som folk ser. Den kommer fra dem, og så laver jeg den. Mange har sådan en idé om, at jeg skulle være et svin.«

-Hvor kommer det fra?

»Både fra andre men også mig selv. Jeg er vandt til folks fordomme, og med tiden har jeg taget dem til mig. Det kan tage et par år, før folk gennemskuer det, men så bliver jeg også rigtig gode venner med folk.«

-Hvad er det for nogle fordomme?

»De ser mig som én der vil ødelægge deres tilværelse. Forstyrre deres ro. For nyligt spillede jeg med i en film. En af de andre gennemskuede det fra starten. ”Da jeg først mødte dig, troede jeg, at du var en idiot.” Fortalte han mig. ”Men det tror jeg ikke, at du er.” Så fik jeg en kniv af ham. Sådan én hans bedstefar havde brugt til at kastrere grise. Desværre blev jeg nødt til at smide den ud på et flytoilet på vej til Kina.«

-Du virker selv ekstremt opmærksom på for eksempel klassemarkører og andre menneskers idiosynkrasier. Er du selv også meget fordomsfuld, eller er det anderledes?

»Det er jeg. Men jeg forsøger ikke at forholde mig til det. For eksempel er det en virkelig dårlig idé at skrive på en fordom. Man skal ikke skue hunden på hårene, det vil jeg gerne sige. Det er virkelig irriterende, når folk ikke kan hæve sig over det.«

I en af anmeldelserne af Vor tids helt står der: »Han ser alt, har lidt under alt, men tilgiver og holder af.« Hvordan finder man balancen mellem at være ærlig uden at blive hånende eller ironisk?

»Altså igen; man skal ikke skue hunden på hårene. Tag for eksempel Bo Warming, hvis kælder jeg boede i en periode. Man skal kende sin karakter; ikke bare udefra.«

-Kunne du godt lide ham?

»Ja. Men han var jo også irriterende. Han ville gerne provokere folk, og så var han jo ulækker. Han stank. Grunden til, at jeg ikke blev boende var, at han hele tiden kom på besøg. Forestil dig nøgen gammel mand på 70 år, som kommer på besøg midt om natten og vil tale om robotbiler. Jeg sagde stop, og så blev jeg smidt ud. Han sendte både advokater og bøller efter mig.«

-Og hvordan føles det så, når man endnu engang pakker sine ting og skal finde et nyt sted at bo?

»Jeg føler stor frihed, hver gang jeg starter forfra. Det er selvfølgelig også et helvede at skulle spørge folk, om man må sove på deres sofa, men grundlæggende giver det mig mest energi. Det er langt bedre end at stå op og gøre det samme dag efter dag.«

Hvad kendetegner de ting, du laver, og som du interesserer dig for?

Skyggebjerg vil først på toilettet, før han svarer. Han vender forventningsfuldt tilbage. Det er tydeligt, han har brugt tiden til at formulere et svar.

»Form.«

-Form?

»Jeg interesserede mig rigtig meget for biler, da jeg var lille. Jeg var ikke interesseret i teknikken, men i hvordan de så ud i forhold til hinanden. Særligt var jeg optaget af japanske biler. Samme ur; men en ekstra knap. Samme håndtag; men et lidt andet design. Uanset om der er tale om musik, lyd, ord eller tekst, handler det om, hvordan man vælger at forme ting.«

Foto: Mathias Christensen
Foto: Mathias Christensen

Nogle uger efter aftaler vi at mødes i Centeret. Jeg tager en bus til Fuglebakken ved ti-tiden om aftenen, og Skyggebjerg henter mig i en baggård og fører mig ned i kælderen, der ifølge ham selv lægger lokaler til byens svar på Andy Warhols The Factory. Der er tekøkken og bag en lukket dør er nogen ved at lave en tatovering. Vi sætter os ind i lokalet, der bliver brugt som musikstudie, Skyggebjerg serverer Nescafé og viser en ny musikvideo. I videoen går en vandkæmmet Skyggebjerg rundt ved Horsens Fjord, men som musikken intensiveres erstattes solnedgangen af flimrende sort-hvid klip, hvori han danser, næsten dæmonisk, på en måde der får ham til at ligne et offer for delirium tremens. Han nikker tilfreds.

Når Skyggebjerg ikke ryger, begynder han ofte at tegne, tromme med hænderne eller ryste med det ene ben. Måske er det rastløshed, eller måske keder samtalen ham. Jeg spørger ham, om han kan illustrere, hvordan en typisk dag ser ud for ham. Han begynder at tegne en omvendt trekant, som han deler ind i tre underfelter.

»Karriere, kunst, mis(brug). Det består min tid af. Hele sidste uge stod på druk. Det kan man godt kalde misbrug, men det handler om at balancere de her tre ting. Man skal ikke falde herover.«

Han peger på misbrugsfeltet.

»For her får man ikke produceret noget, og det er det, man gerne vil.«

Men, som han tilføjer, er der også brug for det, han kalder misbruget ind imellem.

-Hvorfor er der brug for det?

»Det renser ligesom ud i hovedet, og der kommer rigtig mange nye idéer og tanker.«

-Hvordan kommer man så ud af det her igen?

»Ja…. Det er det svære. Det værste herovre for mig er alkohol. Det ødelægger rigtig meget for mig. Sådan har det altid været. Den lammer mig fuldstændig. Jeg kan tage alle andre stoffer, og det er bare godt. Der kommer intet dårligt ud af det, men alkohol gør mig sløv, dum, doven og aggressiv. Hvis jeg først får en øl, kan jeg ikke stoppe igen. Det har ødelagt rigtig mange ting. Både menneskelige relationer, men også karrieremæssige muligheder.«

-Er du bange for at gå i hundene, eller kan du godt styre det?

»Nu er jeg jo gået fra Underdanmark til kultureliten. Så gider jeg ikke falde ned igen.«

-Din bog udkom nogenlunde samtidig med Yahya Hassans digtsamling. Hvad synes du om den og hans budskab?

»Jeg kender ikke hans digtsamling så godt. Jeg er ikke den store digtlæser, men jeg synes, at han er rigtig fin. Han bliver misforstået, gjort til grin og udstillet, men formår at stå imod og forblive sin egen person fremfor deres maskot.«

-Hvis maskot?

»Altså det man kalder Politiken-segmentet og alle de politiske korrekte, men også Dansk Folkeparti.«

-Følte du selv, at du blev brugt som maskot?

»Altså for eksempel blev jeg hevet ind i Deadline lige da bogen var udkommet for at tale om nye stemmer fra Underdanmark. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tale om. Hva' fanden; jeg har aldrig set Deadline. Men før jeg tog derind holdt jeg pressemøde med Jakob Sandvad fra Gladiator, hvor vi talte om, at det er irriterende, at man kommer til at udlevere sig selv på en måde, hvor de tegner et bestemt billede af én, så i stedet for at svare på deres spørgsmål, kørte jeg det bare over på samfundskritik. ”Vi kører på kapitalismens kulsorte dødsrute” og sådan noget. Men det vil de jo ikke høre. De vil gerne høre en stemme fra Underdanmark, men når den så siger det, som stemmen fra Underdanmark har at sige med dens indsigter og sociale indignation, lukker de ned for den. Det kan de ikke bruge. I hvert fald blev jeg aldrig inviteret igen.«

Skyggebjerg tænker sig om et øjeblik, før han fortsætter.

»Men altså, man rykker jo også ud af det og bliver i stedet en del af kultureliten.«

Man kan ikke høre på hans stemme, om han mener det seriøst.

-Så du mener også, at du er en del af kultureliten nu?

»Ja bestemt. Jeg skrev for nyligt et indlæg om, at ytringsfriheden er noget overreklameret lort. En eller anden såkaldt professor (Red. Erik Holstein politisk kommentator fra Altinget) påstod i et modsvar, at kultureliten ikke er i stand til at forstå, hvad ytringsfrihed er. Et af eksemplerne han brugte var mig. Jeg er bare glad for, at han sætter mig i boks med kultureliten. Yes; kultureliten!«

-Hvad vil det sige at tilhøre kultureliten?

»Det ved jeg heller ikke. Men det viser jo i hvert fald, at jeg ikke var var en døgnflue. Jeg har i hvert fald overlevet det første døgn. Men selvfølgelig skal jeg fortsat kæmpe.«

-Men hvad betyder det?

»Det her har jeg også talt med andre om. Når man kommer fra en jordhule og så kommer op, så vil man gerne bo i Holte. Mennesket vil gerne stræbe opad. Hvis man bliver født i noget, der er normalt, så stræber man måske ikke opad, men videre henad. Men os dernedefra, hvis vi først får mulighed for at komme op, så vil vi altid højere. Man har jo i hvert fald ikke levet forgæves, hvis man har taget sin families navn fra at være ingenting – en arbejder der kunne blive sparket rundt af uduelige, uintelligente, grimme, dumme, fede chefer og man ved, at man ikke hører til der. Så er det klart, man gerne vil tilhøre kultureliten.«

-Er drømmen en villa i Holte?

»Nej. Ikke for mig, men det er det for andre. Min drøm handler om at have frihed til at rejse, så derfor er hverken en villa eller en bil, som man skal betale af på, drømmen.«

-Er der kontinuitet i de mennesker du har i dit liv?

»Nej. Jeg går altid videre til nogle andre. Jeg gider ikke blive ved med at hænge fast i noget, der ikke kommer nogen vegne. Man skal videre, så derfor bliver der selvfølgelig skrottet nogle mennesker, hver gang jeg flytter til en ny by. Men lige nu er det godt. Dem nede i Centeret kan jeg bruge til noget, og det samme gælder dem i litteraturmiljøet.«

-Kan du sige noget om din nye roman i forhold til den første?

»I den første bog har man den uerfarne forfatter, der skriver om sit eget liv. I den næste har man mere erfaring. Han ved, hvad han laver. Han er klar over, hvilke greb man kan bruge. Hvordan han kan strukturere den. Derudover er den også mere humoristisk. Det er en komedie.«

-Tror du, at du bliver ved med at skrive bøger?

»Ja. Men kun hvis der er interesse for det. Jeg vil ikke skrive noget, som ikke bliver læst.«

Skyggebjerg tænker sig om et øjeblik, før han fortsætter.

»Men altså toeren er bestemt ikke bare en parentes. Det er nu forfatteren for alvor folder sig ud. Jakob Skyggebjerg var ikke bare Vor tids helt-forfatteren, som lavede én bog, Nu træder han ind i de rigtige forfatteres rækker. Det er det samme med Yahya Hassan. Kan han lave andet end den digtsamling? Jeg glæder mig til at få den ud.«