Print artikel

Den syges tale

Essay
19.02.20
Det er i kraft af sproget, at den syge opnår erkendelse, og at behandleren opnår viden om lidelsens forskellige manifestationer. Karen Fastrup har læst Amalie Skrams naturalistiske og højaktuelle romaner.

»Men kanske Hieronimus virkelig troede, hun var gal. Han havde jo omtrent slet ikke talt med hende, så han kunne jo ikke vide det.«

Sådan reflekterer Amalie Skrams hovedperson, Else Kant, mens hun er indespærret i en celle på Kommunehospitalets sjette afdeling i slutningen af 1800-tallet. Hun har frivilligt ladet sig indlægge i den tro, at den berømte psykiater, pro­fessor Hieronimus, gennem samtaler kan hjælpe hende ud af den krise, hun befinder sig i. En krise, der først og frem­mest er foranlediget af den krise, hun oplever som kunstner. Men han taler ikke med hende.

Og de få gange han endelig gør, positionerer han hende som gal, sindssyg og utilregnelig. Et væsen blottet for for­nuft og rimelighed. Han ikke bare spærrer hende inde i en simpel celle og nægter hende besøg. Han nægter også at lytte til hende, at lære hende at kende. Og helt centralt nægter han at indse, at det er hans egen positionering af hende, hans attitude mod og behandling af hende, der fremkalder hendes vredesreaktioner over for ham. Og ikke hendes påståede sindssyge. Hun er et dyr, der observeres. Berøvet sin stemme og sin menneskelighed.

»Nej, herregud, det er jo personer, som man ikke sådan kerer sig om [...] Den sort skabninger er jo mere som et slags dyr. « Som en gammel kone, der assisterer ved fragten af pa­tienter fra Kommunehospitalet til Sct. Jørgen, svarer, da Else Kant spørger, om hun ikke føler medlidenhed med de sinds­syge. Sådan var det udbredte syn på de sindssyge i datiden. Så­dan har det været i århundreder. Og at det forholdt sig såle­des for ikke så rasende mange år siden, bidrager til forståel­sen af, hvorfor psykisk sygdom stadig her i 2020 er stigma­tiseret i den grad, vi ser.

Amalie Skrams romaner Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen er på én og samme tid sjælssønderrivende værker og hæsblæsende, opslugende romaner. Kondenserede og samtidig vidtforgrenede kunstværker, som undervejs i læs­ningen folder sig ud og blad for blad afdækker et flor af temaer: kunstneridentiteten, identiteten som mor og hustru, det mandsdominerede, patriarkalske samfund, kvindehisto­rie (herunder kvindens ret til at føle vrede), sindssygdom og psykiatrihistorie, det klaustrofobiske i den andens fast­låste blik på én, når man ikke selv har taleret – og meget mere. Men det er samtidig naturalistiske romaner, der i kraft af de­res moderne sprog og sansekonkrete tilgængelighed og tematikker, som stadig er højaktuelle, er letlæste for den nu­tidige læser.

Jeg læste dem ikke, inden jeg skrev min egen roman Hungerhjerte, men nu ser jeg, hvor beslægtede de tre romaner er – blandt andet i deres desperate insisteren på individets ret til at blive set som, ja, individ i sin egen ret og særegenhed. Samt i deres kredsen om kunstneridentiteten, den fortvivlede følelse af, at det syge indfinder sig, når kunsten ikke strømmer. Amalie Skrams hovedperson, Else Kant, er maler. Og det er især hendes krise som kunstner, der gør hende syg. Bille­derne bliver ikke, som hun ønsker, og vi fornemmer kampen mod et voldsomt præstationspres, en dybere og dybere tvivl på, om hun overhovedet er en god nok kunstner.

Det var, da Amalie Skram flyttede fra Norge til Danmark, at hun begyndte at skrive. Og det var her, hun lod sig indlægge på Kommunehospitalets sjette afdeling og derfra senere blev overflyttet til Sankt Hans (fiktionens Sct. Jørgen). Professor Hieronymus og På Sct. Jørgen er selvbiografi­ske romaner. Og efter dem fulgte da også et stormombrust efterspil, hvor virkelighedens professor Hieronimus, psykia­teren Knud Pontoppidan, som var bror til forfatteren Henrik Pontoppidan, måtte forlade sin stilling som overlæge på Kommunehospitalet.

Professor Hieronimus blev anmeldt af Edvard Brandes i en stort opsat artikel på forsiden af Politiken den 7. marts 1895. Han indleder med en formaning til læseren om ikke at lægge noget særligt i romanens kritik af forholdene på Kom­munehospitalet:

»Naar man skal bedømme rent kunstnerisk Fru Skrams opsigtvækkende og talentfulde Bog, bør man selvfølgelig se bort fra det Angreb, der netop nu vækker Opsigt, og holde sig til den Iagttagelse og Skildring, hvori Fru Skrams varm­blodige og kraftige Talent fremtræder. Man kan derfor til-raade Læseren helt at bortse fra det personlige Angreb mod den bestemte Læge og kun fornøje sig over Professor Hieronimus’ kunstneriske Værdi«.

Senere i anmeldelsen står det dog klart for læseren, at Brandes forstår og lægger dyb afstand til den behandling, ro­manens professor Hieronimus udsætter Else Kant for. Men at gøre virkelighedens professor Pontoppidan ansvarlig, det er alligevel at gå over stregen.

Romanerne afdækker side for side et hierarkisk, patriarkalsk samfund, hvor ægtemænd og mandlige psykiatere egenrådigt træffer beslutninger om kvinders ve og vel. Som øverstpræ-siderende i denne struktur (mand og overlæge) afgør Hiero-nimus egenhændigt, hvor og hvor længe Else Kant skal an­bringes. I sin autoritetstro og loyalitet over for denne sam­fundsnorm adlyder Elses mand Hieronimus’ beslutninger – uden at aftvinge sig ret til at rådføre sig med den kvinde, hvis liv og helbred, dette drejer sig om. Dog har de at gøre med en kvinde, som midt i krisen bevarer en imponerende styrke og vilje til oprør mod dette formynderiske patriarkat, hvilket Hieronimus imidlertid betragter som endnu et tegn på hen­des sindssyge og fravær af sund og passende dømmekraft.

Men romanerne giver os også indsigt i den opfattelse, der gennem hele psykiatrihistorien har været fremherskende: Psykiateren bør ikke lede efter mening i den syges tale. Før Freud og psykoanalysens indsigter fra og med slutningen af 1800-tallet men især fra begyndelsen af 1900-tallet var det uhørt at tillægge den syges tale betydning. Den blev affær­diget som betydningsløs og meningsløs. Som galskab. Selv op i vores tid, hvor man for længst er af en anden opfattelse og har taget psykoanalysens indsigter om den afgørende vig­tighed af terapeutisk samtale til sig, har man ment, at det ikke gav mening at have undersøgende samtaler med skizo­frene eller psykotiske patienter – selvom et værk som for ek­sempel Bent Rosenbaum og Harly Sonnes Det er et bånd der taler afdækker, at der er mening i galskaben i selv den mest psykotiske tale.

I dag ved vi, at hvis behandlingen skal bære frugt, skal psykiateren (eller psykologen) i samtalen med den syge åbne sit sind og bruge sig selv som klangbund for de følelsesmæs­sige tilstande, den syge udtrykker. Den slags relationsdan­nelse og empatiske tilgang er afgørende for, at det psykote­rapeutiske arbejde kan fungere.

Det er i kraft af samtalen, af sproget, af den syges beskri­velse af sine indre følelsestilstande, at den syge opnår større erkendelse, og at ikke mindst behandleren opnår øget viden om sygdommens eller lidelsens forskellige manifestationer.

Romanerne afdækker et hierarkisk, patriarkalsk samfund, hvor ægtemænd og mandlige psykiatere egenrådigt træffer beslutninger om kvinders ve og vel

I Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen beskriver Ama­lie Skram glasklart hvad, der sker, hvis dette element er fra­værende: Psykiateren bliver ikke klogere, psykiateren kan ikke hjælpe patienten, og patienten står tilbage med en de­sperat følelse af ikke at blive set og hørt. Eller af at blive manipuleret og positioneret. Som i Else Kants tilfælde. Selv midt i krisen er hun i stand til at hæve sig op og se sig selv og professor Hieronimus udefra – og mønstrene mel­lem dem:

Hans forudindtagede opfattelse af hende er, at hun er sindssyg, og at hendes tale og ageren alene er udtryk for denne sindssyge. Det er dén tilgang, han møder hende med. Med et nutidigt ord ville vi sige, at han „stigmatiserer” hende. Det reagerer Else Kant sundt og adækvat på. Hun bliver vred og fortvivlet. Denne reaktion bekræfter imidlertid yderligere Hieronimus i hans opfattelse af hendes sindssyge, og vi har således at gøre med en selvopfyldende cirkeldannelse.

Nutidens forskning i området (og mine egne erfaringer) viser, at denne figur stadig er forekommende. Og det lykkes Amalie Skram at skrive den frem litterært, så vi som læsere instinktivt føler den knugende, klaustrofobiske afmagtsfø­lelse ved dette. Ligesom vi også får et smukt indblik i den solidaritet, der vokser frem blandt de syge, indlagte kvinder – og mellem disse kvinder og de kvindelige plejere på afdelingerne. De ser, at Else Kant ikke er sindssyg. De ser, at tegnene på hendes påståede sindssygdom alene er fremprovokeret af Hieronimus. De forstår hendes vrede. Selvom de forsøger at gøre hende det klart, at hun må undertrykke den og ikke lade den mani­festere sig over for Hieronimus. Vrede blev anset som upassende for kvinder. Vrede blev betragtet som en ukvindelig følelse. Ved at tematisere dette bliver Amalie Skrams romaner ligeledes feministiske værker, som udpeger den patriarkalske undertrykkelse af kvinden helt ind i hendes følelsesliv.