Print artikel

Den sære kærlighed

Interview
04.11.16
Mens Erdoğans regime fortolker Tyrkiets historie politiserende og forvrængende, fortolker Orhan Pamuk landets historie gennem sine bøger. Men selvom det står slemt til i Tyrkiet, får det ikke landets mest fremtrædende forfatter til at føle mindre kærlighed til sit land. ATLAS har mødt ham i New York til en snak om hans seneste roman, tyrkisk identitet og kupforsøget.

Orhan Pamuk beder mig møde ham på Café Le Monde, der ligger et stenkast fra Columbia University, en efterårsdag i New York. Indhyllet i en frankofil stemning med skakternede gulve, Le Figaro på avisstativet og duften af coq au vin fra køkkenet, udbryder forfatteren som noget af det første, at han bliver »deprimeret af hele den her udvikling i Tyrkiet.«

Han er lige ankommet til New York. For to dage siden var han i Istanbul. Da vi et par dage senere mødes igen, spørger jeg, om han føler sig i eksil. Som svar kaster han hovedet bagover i en slags undvigelsesmanøvre og udbryder et højt »nej.« Men hvis han var, fortæller han, ville han ikke afsløre det for mig, fordi det ville antyde, at han iscenesatte sig selv om et offer.

»Der har aldrig været et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke kunne tage tilbage til Istanbul. De værste tider for mig personligt er ikke nu, selvom jeg tror, at Tyrkiet har flere politiske problemer nu end, lad os sige, i 2005 og 2006, da jeg følte mig tættest på at være i eksil,« siger han.

I 2005 blev Orhan Pamuk tiltalt efter en omstridt paragraf i den tyrkiske straffelov (§301), der forbyder offentlig nedrakning af tyrkiskhed, af landets nationalforsamling eller af republikken. Tiltalen kom i kølvandet på en udtalelse omkring drabene på armeniere og kurdere i Det Osmanniske Rige, som forfatteren havde givet til et schweizisk magasin. Senere blev anklagerne droppet, og i 2006 modtog han nobelprisen i litteratur.

»Det ironiske er, at i 2005 og 2006 var landet ikke i så store problemer. Alle var håbefulde og troede, at Tyrkiet ville starte forhandlinger med den Europæiske Union. Samtidig, i denne positive atmosfære, havde jeg den værste tid overhovedet. Tyrkiet er nu er i større vanskeligheder, men jeg er ikke i så store problemer - måske på grund af nobelprisen.«

Sidste år blev han, af Gottlieb Duttweiler-Instituttet i Zürich, placeret som nummer fire på en liste over verdens mest indflydelsesrige stemmer. Selvom hans tanker deles med resten af verden, har det meste af hans fysiske liv foregået i Tyrkiet, mere specifikt i Istanbul, som han kærligt og dedikeret skriver om i romanen Istanbul, der udkom på dansk i 2007. Første gang han bosatte sig udenfor hjemlandet var i 1985, da han kom til New York og stiftede bekendtskab med Columbia University. På universitetets Butler Bibliotek skrev han Den Sorte Bog (da. 1996), samtidig med, at de litteraturstuderende begyndte at læse hans værker. Han bruger nu hvert efterårssemester på at undervise selvsamme sted. Og selvom han nu kun har én bodyguard i Tyrkiet, mod tre i 2005, har han besluttet at blive et semester ekstra, fordi hans fædrelands tilstand er så kritisk.

En særhed i mit sind

Da vi forlader cafeen, prajer Pamuk en taxa mod Lower Manhattan for at tage på sin ugentlige kunsttur i New York, hvor han genoplever sin tidligere drøm om at blive maler. En drøm, han opgav i starten af sine tyvere for at blive forfatter. Nu er det skrevne ord så stor en del af ham, at han beskriver sit hjem som der, »hvor mit bibliotek er,« og sin tyrkiskhed som funderet i sit sprog, som han drømmer, tænker og skriver på. Da vi mødes igen, denne gang på universitetet, spørger jeg ikke kun ind til definitionen af hjem som noget af det første, men også Tyrkiets politiske situation, hvortil Pamuk løfter højre håndflade op i luften og bevæger den hurtigt op og ned, som om han er ved at lægge låg på noget, mens han griner. »Bare rolig, vi skal nok komme til alt det med politik, men lad os først tale om bøgerne,« siger han.

Da Tyrkiet blev grundlagt i 1923, var det med en lang historie og tradition fra Det Osmanniske Rige i ryggen, hvor Istanbul var hovedstad (i dag er hovedstaden i Tyrkiet, som bekendt, Ankara). Mange af Orhan Pamuks værker drager linjer til denne historie eller tager plads midt i den, som for eksempel Det Hvide Slot (da. 1992). Og hvis ikke, drager de paralleller til en mere nutidig tyrkisk historie, som man kan se i Sne (da. 2006). Det er også tilfældet med hans seneste roman Dette fremmende i mig, der netop er udkommet på dansk.

Romanens hovedperson er Mevlut Karatas, som kommer til Istanbul i slutningen af 1960’erne, hvor han arbejder som bozasælger. Boza er en fermenteret drik med lavt alkoholindhold, som dagligt blev indtaget af osmannerne, men som næsten er forsvundet fra gadebilledet i vores tid. Romanen strækker sig helt frem til 2012 og giver ikke blot et indblik i Mevluts liv; som en pointillistisk maler skildrer Pamuk livet i Istanbul fra 1954 til 2012. Bagest i bogen finder læseren en tidslinje, der både dækker Mevluts bryllup, Erdoğans udnævnelse som borgmester i Istanbul i 1994 og adskillige militærkup. Det brede vue gør nærmest romanen til en encyklopædi over Tyrkiet.

»Regeringen taler om nødsituation, og den demokratiske ånd er forsvundet.«

»I et normalt liv er 99 procent af os ikke involverede i særlige begivenheder. På valgdagen går vi måske til valgstedet og afgiver vores stemme. Vi føler os glade og tror, vi har kontrol over demokratiet og at vores stemme kan ændre historien. Måske er det rigtigt. Mevlut er ’every man’. Han er ikke en gennemsnitlig mand, men en, der ikke skaber historiske begivenheder,« konstaterer Pamuk.

Han oplever sin by gennem øjnene på en gadesælger, en fra underklassen, hvilket er anderledes end perspektivet i hans tidligere romaner, der tager udgangspunkt i den øvre middelklasse. »Jeg blev træt af min egen klasse,« som Pamuk selv formulerer det. Han sammenligner Mevlut med Dostovjevskis Idioten, blot er Pamuks karakter mere naiv end noget andet. Mevlut udtaler sig derfor sjældent om politiske anliggender, men optræder snarere som diplomat. Pamuks ønske var at skabe en karakter, som kunne være med til at undersøge, hvordan holdninger bliver skabt i et samfund – og særligt i underklassen, hvor undertrykkelsen både var og er stor.

Pamuk har flere gange udtalt, at Sne er den første og sidste politiske roman, han har skrevet. Selv griner han i dag af den udtalelse. Alligevel mener han ikke, at Dette fremmende i mig kan falde ind under samme betegnelse, selvom den berører nogle af de samme emner.

»Men siden det er en episk roman, siden du ikke kan forstå en by uden politik, er det også en roman fyldt med politik. Mevlut besøger for eksempel en sheikh fra et moderne dervish-hus, den islamiske sufi-kulturs mere mystiske og søgende retning, som giver ham råd og vejledning omkring meningen med livet. Tilblivelsen af denne figur handler også om opblomstringen af politisk islam,« siger han og tilføjer med en vis ironisk distance til den sidste sætning:

»Jeg vil gerne skrive flere politiske romaner. I dag er Tyrkiet en stor inspiration for kafkaske politiske romaner.«

Impulser fra øst og vest

Omkring en halv million tyrkere har læst Dette fremmende i mig, og samlet set er Pamuks værker oversat til 60 sprog. Men ikke alle er lige begejstrede. Han tager sin mobil op ad lommen og begynder at fortælle om, hvordan den for et par dage siden var rødglødende, fordi prominente stemmer i Tyrkiet havde kritiseret ham på Twitter. Jeg spørger, hvem hans fjender er, hvortil han svarer: »Jeg ser dem ikke som fjender. Men der er de såkaldte politiske kommentatorer, som aldrig læser romaner, som ikke er interesserede i liberale ideer. De vil naturligvis angribe mig på opfordring af regeringsvenlige aviser.«

Dette fremmende i mig spænder over nogenlunde samme periode, som Orhan Pamuk har levet sit liv i (Pamuk er fem år yngre end Mevlut). Alligevel identificerer han sig ikke på samme måde med Mevlut, som han har gjort med sine tidligere karakterer. Romanen Sne tog fat på nogle af de store problematikker i Tyrkiet og Mellemøsten, særligt med fokus på konflikten mellem den sekulære stat og den islamiske regering. På randen mellem to faldne imperier, det osmanniske og det russiske, fungerer byen Kars i Øvre Anatolien som et mikrokosmos for alt dette. Hovedpersonen er Ka (ikke at forveksle med byens navn); en poet, der er taget til byen for at undersøge, hvorfor så mange kvinder begår selvmord, efter et tørklædeforbud er blevet indført. Selv er han hjemvendt fra 12 års eksil i Tyskland.

»Kas problematikker er mest af alt mine problematikker. Ka tror på vestlige værdier i form af ytringsfrihed, demokrati, sekularisme, lighedsprincippet, liberale værdier. Han kendte allerede til dem i Tyrkiet, men det faktum, at han er i politisk eksil i Tyskland, gør at han ser dem blive ført ud i livet der. I Sne har Ka også et selvmodsigende håb: håbet om at høre til i samfundet, selvom folk i Kars er bondeknolde, undertrykte og vrede, fornærmede radikale. I Kars ser han, særligt i lyset af den fremherskende politiske islam, at hans ønske om at høre til og hans vestlige værdier strider imod hinanden. Sne er baseret på denne modsigelse. Den selvmodsigelse ligger mig meget nær.«

Forholdet mellem øst og vest i Tyrkiet er en del af landets identitet, særligt i form af landets geografiske placering mellem to verdener. I Osmannerriget flirtede sultanerne med begge sider, og Pamuk ser politikere i nyere tid, der gør det samme. Mustafa Kemal Atatürk fulgte den vestlige impuls og Recep Tayyip Erdoğan den østlige. »For et par år siden ønskede Erdoğan også, at vi blev en del af EU,« understreger Pamuk. Når man spørger ham, hvad tyrkiskhed og tyrkisk identitet betyder for ham, er det derfor her, karakteristikken starter.

»Den tyrkiske identitet bekymrer sig om disse ting hele tiden. Når du har ændringer, bliver kulturen pludselig noget meget politisk. Hvordan skal formen være på gadelamperne i Istanbul? En kommune er islamistisk og bruger arabiske former. En anden er moderne og vil imitere Paris, og så videre. Faktum er, at Kemal Atatürks forsøg på modernisering gjorde tyrkisk kultur ekstremt politisk. Kultur virker meget politisk for tyrkere, på grund af krav om både modernisering og krav om tradition og islam.«

Historieforvrængning

Pamuk tager en lille brun Moleskine notesbog frem af inderlommen på sin velourjakke. Han slår op på de første sider, bladrer lidt og begynder at forklare, hvad han skrev ned dagen inden, han kom til New York.

En af hans forfatterkollegaer, Ahmet Altan, og hans bror, Mehmet Altan, var blevet anklaget, løsladt og fængslet inden for få dage. Pamuk former en cirkel med sine arme og fortæller, hvordan det hele kommer tættere og tættere på, som reaktion på det fejlslagne militærkup 15. juli i år.

»I dag er Tyrkiet en stor inspiration for kafkaske politiske romaner.«

»Først og fremmest respekterer jeg de mennesker, som gik på gaden for at forsvare demokratiet – hvis man vil kalde det det - forsvarede deres leder, deres parti, alt afhængig af, hvordan man ser på det. De risikerede deres liv. Jeg respekterer deres mod. Men hvad er der sket her et par måneder efter? Regeringen taler om nødsituation, og den demokratiske ånd er forsvundet.«

Siden kupforsøget er 134 journalister, kommentatorer og redaktører blevet arresteret, ifølge tal fra PEN International (inden kupforsøget var tallet 32). Få dage inden Pamuk kom til New York, publicerede han sammen med en række andre fremtrædende forfattere et åbent brev til den tyrkiske regering i The Guardian. Med udgangspunkt i sagen om Ahmet Altan og Mehmet Altan, opfordrede de den tyrkiske regering til at afslutte den såkaldte »vendetta« mod intellektuelle og forfattere, som ikke deler regeringens syn på verden.

»Jeg har forfatterkollegaer, som bliver smidt i fængsel. Jeg kender mange prominente kommentatorer i Tyrkiet, som man med Habermas’ ord ville sige hørte til den offentlige sfære i Tyrkiet. Nogle af disse kommentatorer, som sågar forsvarede Erdoğan otte år tilbage, er nu i fængsel. Det er uacceptabelt.«

Billedet, Erdoğan og AKP-regeringen tegner af Tyrkiet, genkender han ikke. Det handler ikke kun om tiltagene efter det fejlslagne kup, men det nye narrativ, præsidenten trækker på. Tidligere på året markerede Erdoğan årsdagen for overtagelsen af Konstantinopel i 1453 (Istanbul hed Konstantinopel under Det Byzantiske Rige), med et event på størrelse med en dansk musikfestival. Billedet, Erdoğan forsøgte at tegne, er ifølge Pamuk, at muslimer og kristne altid har kæmpet mod hinanden i blodige kampe.

»Jeg køber den ikke,« siger han med reference til, at fortællingen er noget, de konservative kræfter i samfundet fandt på i 1950’erne for at få gang i nationalismen.

»Indtil 1950 var Det Osmanniske Rige ikke en god ting for den regerende elite. Man ønskede ikke at lovprise det for meget. Siden starten på den tyrkiske republik ønskede Kemal Atatürk, at tyrkerne skulle se mod Vesten, mod Europa. Det Osmanniske Rige havde fejlet, og tyrkerne var fattige. Jeg ser nu en ny fremtrædende gruppe af konservative kræfter, der er rodfæstet i det regerende AKP-parti, som har en glorificerende tilgang til perioden.«

Pamuk ser sit land som et sted, hvor muslimer og kristne i tusinder af år har levet i fredelig sameksistens. »At genopfinde historien i politisk øjemed, er jeg ekstremt kritisk over for. Jeg kan ikke tage det seriøst.«

I øjeblikket skriver han på en historisk roman, der finder sted i perioden under Sultan Abdul Hamid II, som herskede i 1900-tallet. Ligesom med nogle af hans tidligere værker, er det en undersøgelse af en tid, han er optaget af, men ikke forsøger at glorificere.

»Jeg sætter ikke Det Osmanniske Rige op på en piedestal, kigger ikke på det og græder, som de gør nu. Jeg kigger på det og prøver at forstå det i dag. Vi skal ikke forkaste interessen for hele denne her periode, bare fordi konservative kræfter vælger at bruge det på den måde.«

Pamuks artikulation bliver langsomt tydeligere og voldsommere i løbet af interviewet. Selvmodsigelsen Ka oplevede i Sne, og tilhørsforholdet Mevlut har til sin boza og sine gader, drager en klar linje til forfatterens egen splittelse.

Selvom vreden lyser ud af øjnene, skal den adskilles fra den kærlighed, han stadig har til sit fædreland. En person, der bliver vred på sin regering og dermed stopper med at elske sine gader, sin familie, sit land, kalder Pamuk for en »overfladisk person.«

»At jeg nu er i New York, gør faktisk, at jeg ser mere blidt, mere kærligt mod min fortid, mod min by. Det er helt umuligt for mig ikke at elske Tyrkiet. Men jeg vil ikke understrege det kærlige aspekt for meget, jeg vil heller ikke forsøde mit forhold til min by.«