Print artikel

Den evige tjener

Foto: Ivar Kvaal
Anmeldelse
20.11.17
Norske Matias Faldbakken har skrevet en fuldstændig suveræn og stærkt foruroligende roman. Den tilsyneladende tilforladelige historie om en tjener på en restaurant i Oslo, viser sig at være en ituslået allegori om en verden på vej mod undergang.

Som kunster er Matias Faldbakken blandt andet kendt for sine skulpturer af udbrændte og ødelagte biler. Faldbakkens kunstværker opløser både bilernes brugsværdig og bytteværdi, og i stedet bliver de del af Faldbakkens readymade-objekter og collagekompositioner.

I stedet for at være funktionelle biler eller æstetisk tilfredsstillende kunstværker, er de monumenter over en kultur, der har mistet retningen og er på vej mod en uundgåelig undergang. Der er ingen åbenbarende eller befriende kraft i mødet mellem kunst, kultur og objekt, ingen dannende eller oplysende værdi, ingen skønhed eller forløsning.

Denne tro på kunst som intet andet end underholdning, civilisatorisk staffage eller finansiel spekulation slog også igennem i Faldbakkens første litterære værker, som han udgav under pseudonymet Abo Rasul i form af trilogien ”Skandinavisk misantropi”: The Cocka Hola Company (2001), Macht und Rebel, (2002) og Unfun (2008).

Med de tre romaner pressede Faldbakken grænserne for, hvilke emner man kunne betone positivt i litterære tekster i form af vold, pornografi, massemord, pædofili og nazisme. Samtidig benyttede Faldbakken et bevidst overgearet og til tider grimt sprog, som sammen med teksternes tematikker udfordrede grænserne for, hvad litteratur kunne være. Der var en tydelig kritik af nutidens kapitalisme i alle tre romaner, som blandt andet kom frem gennem en satirisk fremstilling af moderne værdier, som for eksempel troen på demokrati og frihed. Men romanerne var samtidig en pastiche over muligheden for at fremføre en sådan kritik, hvilket gjorde det lettere at afvise deres misantropiske beskrivelser af kunsten og virkeligheden.

Det er især på den baggrund, at The Hills er så forbløffende, nærmest chokerende. For bogen er en suveræn litterær bedrift, hvor Faldbakken bruger subtile og elegante litterære virkemidler til at skabe et virkningsfuldt kunstværk, der i langt højere grad formår at fremstille en subtil og indtrængende samtidskritik, end de tidligere bøgers meste bastante og pointerede samfundskritik.

Længslen efter en tabt tid

Historien i The Hills fortælles af den navneløse jeg-fortæller, som har været tjener i 13 år på den fiktive restaurant The Hills i Oslo. Det er et velrenommeret spisested med næsten 150 års historie, og for vores fortæller vækker det minder om den klassiske wienercafé med brune vægge, marmorborde, original kunst på væggene og huspianist. For en osloboer er det nok nærmere Theatercaféen, det minder om – stedet hvor velhavere mødes og bliver set.

Der er ikke den store ydre handling i romanen. Første del af fortællingen opridser restaurantens historie og opbygning, stamgæsternes vaner og betydning samt restaurantens organisering, alt sammen båret af tjeneres dragende stemme. Et godt eksempel på hans beskrivende og vurderende tonefald er hans beskrivelse af kunden Blaise:

»Bakhodet til Blaise er avlangt og ungdommelig. Han strekker hals og kikker mot inngangspartiet. Hårfestet er klassisk og rent og speiler hakelinjen på en fordelaktig måte. Også nesevinkel, bryn og kinnbeinas krumning gjentas med fin rytmikk i hårlinjen slik den løper fra tinningen og ned mot øret. Nakken er guttaktig, tross alderen, blikket våkent. Skjortekragen ligger behagelige 6-7 millimeter ut fra nakkeskinnet i en flott fold. Blaise er trent, men ikke overtrent, han er skarp, men ikke stram.«

Ved romanens begyndelse opretholder vores fortæller og restauranten en skrøbelig balance. Det gælder både tjeneren, som lever for sit erhverv, for den stivede tjenerjakke, og for tjeneridentiteten, som han kan leve igennem, så han ikke behøver leve noget liv uden for The Hills. Også restauranten eksisterer på kanten af en samfundsforandring, hvor dens blanding af tradition og imødekommenhed over for en kunstnerisk avantgarde står for fald. Avantgarden har mistet sin betydning, og traditionen er ikke vigtig længere.

Den truende forandring bliver manifesteret i en ny gæst – »barnedamen«, som tjeneren kalder hende – hvis ankomst i restauranten begynder at ændre den skrøbelige balance mellem de forskellige stamgæster: velhaverne, som altid kommer tidligt på eftermiddagen og drikker hvidvin, og kunstneravantgarden, som kommer tidligt på aftenen og drikker rødvin. Grupperne bliver vævet sammen af barnedamen, og denne forandring påvirker tjenerens hårdt tilkæmpede ligevægt, der har fungeret som et skjold mellem ham og verden uden for det tunge filttæppe, som hænger for indgangsdøren og holder kulden ude af restauranten.

Barnedamen udfordrer restaurantens rytme, og vores tjener bliver usikker og begynder at begå uvante fejl – og mod slutningen må tjeneren endda, til sin store angst og forvirring, tage ansvar for vennen Edgars datter,  som laver lektier i restauranten, mens Edgar rejser til København. Hendes tilstedeværelse kommer til at spille en afgørende rolle i romanens urovækkende slutning, som ikke skal røbes her.

Det virker ikke af meget, men det hele bliver iscenesat af tjenerens mere og mere maniske og paniske stemmeføring, efterhånden som vante rutiner bliver udfordret. Og det, som vi måske først kunne opfatte som en pastiche, bliver langsomt til en allegorisk beskrivelse af verden, inden allegorien også opløser sig selv i en urovækkende og foruroligende afslutning.

Tjenerens traume

Det er specielt fortællerens stemme, der gør romanen til noget særligt, og som gør kammerspillet til noget ubehageligt og stærkt foruroligende. Hovedpersonens stemmeføring låner mange træk fra hovedpersonen i den schweiziske forfatter Robert Walsers Jakob von Gunten, der beskriver verden i en upersonlig, analyserende og distanceret tone.  I Walsers roman går hovedpersonen på tjenerskolen Institut Benjamenta – og på samme måde som hovedpersonen hos Faldbakken bruger Walsers karakter tjenerfaget til at trække sig væk fra verden. Drømmen er at slippe for at have en selvstædig identitet, men i stedet at leve gennem tjeneridentiteten, der er rygraden i restaurantens sociale institution.

Faldbakkens tjener bruger von Guntens upersonlige stemmeføring, men den bryder hele tiden sammen – specielt efter barnedamens ankomst. Der er et nutidslag, hvor tjeneren fortaber sig i internettets verdens af memer og kattevideoer, der er en ekstremt vidende intellektuel, som ved alt om kunst og historie, og så er der hans samtaler med vennen Edgar, der meget præcist mimer den østrigske forfatter Thomas Bernhards kværnende gentagelser og voldsomme kritik af verden.

Alle disse stemmer folder sig ind i hinanden og gør tjeneren til en besnærende karakter. Til sammen giver hans fortællerstemme en oplevelse af et menneske, som lever med et voldsomt traume, som han aldrig nævner i historien, men som tydeligvis har formet hans personlighed og hans ønske om at gemme sig bort fra verden. Det er et ønske om at glemme sin egen krop, sin egen identitet, og i stedet påtage sig tjenerjakken og tjeneridentiteten, som opretholder en illusion om at leve i begyndelsen af det 20. århundrede i stedet for i begyndelsen af det 21. århundrede. Tjeneridentiteten er på den måde et forsøg på at vende ryggen til moderniteten. At leve et liv, som ikke anerkender verdens forfald og pengebegærlighed, hvor kunst, historie og tradition ikke bliver værdsat.

Det er en skrøbelig orden, som tjeneren og hans kolleger opretholder, og som er bygget på usympatiske spekulanter, adeliges idiosynkrasier og bohemers vægelsindethed, alt sammen bundet sammen af restaurantens sociale lim. På denne måde opretholder stedet og tjenerhvervet et skin af social orden. Uden tjenere ville verden ikke eksistere:

»Tenk på antallet kelnere og kusker (nå taxisjåfører) som stille har gått inn i historiens glemsel.  Tenk på antallet menn som har forsvunnet i kelnergerning eller kuskeri, i Europa, opp gjennom årene. Den evige kusk. Den evige kelner.«

Den fortabte avantgarde

Det er også en verden, hvor avantgarde og provokation har mistet sin betydning og indflydelse. Den provokation, som var så vigtig en del af Faldbakkens tidligere bøger, er tilstede som ornamentik på væggene og sølle kunstnerskæbner. I stedet er det lykkedes Faldbakken at skabe noget meget mere ildevarslende gennem sin vandring mellem tradition, allegori og social kritik. Denne flertydighed mellem den tydelige glæde ved traditionen og en fremkaldelse af en verden, der er i fare for at forsvinde, bliver tydelig, når vi ser på bogens udseende.

Det hvide smudsomslag er en kopi af det franske forlag Gallimards klassiske hvide bind. Under omslaget er der et grønt papbind påtrykt bogens titel og et træ i guld, bogen har en smuk, rolig og meget klassisk sats og hvid- og blåstribet forsatspapir. Det er flot bogobjekt, der kun forstærker bogens fokus på tradition, værdsættelsen af materielle objekters kvalitet og kunstens betydning. På den anden side viser bogens udseende også værkets flertydighed, da der er noget næsten provokativt gammeldags over de grafiske valg. Det er dog stadig meget langt fra tidligere provokationer, for eksempel den sorte nazistlignende gotiske skrift på en rød og hvid bund på forsiden af Macht und Rebel (2003).

Det er smuk og ildevarslende bog, Matias Faldbakken har skrevet, fuld af forvirring og afmagt,  af præcise iagttagelser af en kultur, der er på nippet til at bryde sammen. En af de stærkeste erkendelser i romanen er, at der ikke længere er noget sted at gemme sig, ikke i kunsten, ikke i traditionen og ikke i tilstand som tjener for kapitalen.