Print artikel

Narkoatlas Oslo

Europas narkohovedstad?
Feature
16.09.17
Oslo er blevet kaldt ”Europas heroinhovedstad” på grund af sine høje overdosistal. Men det er den åbne stofscene, som er blevet flyttet frem og tilbage i Oslos gader, der har været baggrund for de sværeste politiske kampe. Med bogen Narkoatlas - Oslo fortæller den norske kunstner Lars Sandås historien om det åbne stofmiljø i Oslo gennem 50 år.

I 2013 overtog Tallinn og Estland førstepladsen som det land i Europa med flest narkotikaforårsagede dødsfald per indbygger. Før dette, fra omkring tusindårsskiftet, var det Oslo og Norge, der toppede overdosisstatistikken i Europa. Tallene er usikre, men med udgangspunkt i undersøgelser fra det norske politi og Statistisk sentralbyrå, anslås det, at der hvert år dør omkring 250 mennesker som følge af overdosis i Norge. De fleste af dem i Oslo. Denne uheldige statistik har gjort, at Oslo har fået tilnavnet ”Europas heroinhovedstad”. Da overdosistallene var på sit højeste i 2002, rapporterede den britiske avis The Guardian, at »Norway is in the grip of a heroin epidemic« og den udsendte journalist beskrev et bybillede »som taget ud af Edvard Munchs malerier.«

Men hvordan kan det være, at et rigt skandinavisk velfærdssamfund som det norske har så store narkotikaproblemer? Hvorfor er overdosistallene højere i Norge end andre steder i Europa?

Umiddelbart kan man jo selv gøre sig mange spekulationer omkring hvad, der har skabt denne situation. Jeg spekulerer selv i lave priser (relativt til alkohol for eksempel, som jo er berygtet dyrt) og effektive smuglerruder fra Rusland (altså en rude, der ikke ville gå igennem resten af Europa på sin vej fra Afghanistan, hvor det meste af heroinen i Europa kommer fra). Teorien om de lave priser viser sig at holde vand på den måde, at prisen på et gram heroin har sunket fra 13.500 kroner i 1980 til 4.900 kroner i 1997 til 1000 kroner i dag. Det vil sige at man kan få et fix for cirka 200 kroner. Men denne prisnedgang er ikke unikt for Norge i europæisk sammenhæng. Renhedsniveauet spiller også en rolle i prisen og den var langt højere omkring tusindårsskiftet end i 2016, hvor det norske politi rapporterede en renhedsgrad på 19 % på gadeheroinen. Til spørgsmål om teorien om smuglerruden fra Rusland er den eneste kommentar fra politiet: »Hvor har du hørt det?« Og jeg bliver pludselig nervøs for at politiet skal tro at jeg ringer til dem for at finde ud af hvor meget information de har, fordi jeg selv er i gang med en mindre smugleoperation.

Der er to forklaringer på overdosistallene, der bliver trukket frem både i litteraturen, fra politiet og organisationen Uteseksjonen, som beskæftiger sig med narkoproblemerne i Oslo. Den ene er den store injektionskultur blandt brugere i Norge. Mens de fleste brugere af heroin i Europa ryger stoffet, er det mest almindeligt i Norge at injicere det med sprøjte, hvilket øger risikoen for overdosis mange gange. Den anden faktor er kulturen for at blande forskellige stoffer. Især brug af heroin sammen med beroligende benzodiazepiner og alkohol øger risikoen for overdosis. Leder af organisationen Uteseksjonen, Børge Erdal, refererer til det, han kalder et ”Oslo-miks”, som er en kombination af heroin, syntetiske opiater, dæmpende piller og alkohol.

Arild Knutsen fra brugerorganisationen Foreningen for Human Narkotikapolitikk mener, at det også er en kulturel faktor, at »nordmænd er kendt for at drikke med begge hænder,« og altså også tage stoffer på den måde. Alligevel er lovgivningen på rusmiddelområdet er stærkt præget af afholdsbevægelsen arbejde, der er en stærk kraft i norsk politik og går ind for et rusfrit samfund både i relation til alkohol og stoffer.

I bogen Narkoatlas - Oslo fortæller den norske kunstner, Lars Sandås historien om det åbne stofmiljø i Oslo gennem de 50 år, det har eksisteret. Bogen redegør for stofmiljøets udvikling og flytten rundt mellem forskellige lokaliteter i byen. Teksten er akkompagneret af kort over Oslo centrum og illustrationer af stofscenen og dens brugere, hvor de stofafhængige er markeret som farvede pletter på kortet. I modsætning til at se Oslos stofscene fra enten fortabte brugeres synsvinkel eller forskræmte politikere, naboer og turister, er historien her fortalt ud fra byens geografi. Hvilket illustrerer Sandås' eget mål med projektet, der bliver beskrevet i forordet som, »at vise hvordan handlinger på nationalt og lokalpolitisk plan skaber en reaktion i byrummet«.

Historien om narko i Oslo er nemlig i stor udstrækning en historie om forflytning i byrummet. For hvad gør man, når noget man efter nultoleranceideologien ikke kan tillade, men der alligevel foregår åbenlyst midt i byen i dagslys? Man fjerner det selvfølgelig. Men hvad hvis det ikke lader sig fjerne, fordi miljøet ikke kun er et marked for køb og salg, men også en social arena og et hjem? Sandås viser hvordan politikernes og politiets tilgang i 50 år har været præget af uenighed og halvhjertede løsninger, hvor stofmiljøet er blevet flyttet rundt i byen ved hjælp af gentagne politiaktioner og bøder.

Bybilledet er dermed blevet en vigtig brik i narkotikapolitikken i Oslo. Debatten har i høj grad fokuseret på spørgsmålet om den åbne stofscene, der har eksisteret i byen siden 60’erne. I en rapport, Universitetet i Oslo udgav i 2011, blev det slået fast, at der i hovedtræk var politisk enighed om, at store grupper af stofbrugere, åbenlys injicering eller salg af narkotika ikke skulle tolereres i bybilledet, fordi »ingen grupper skal monopolisere dele af det offentlige rum.« Men samtidig, »er der ikke nogen enighed om hverken ”nultolerance” eller ”skadereduktion”«. Oslos narkotikapolitik bærer præg af at være spændt ud mellem disse to tilgangene i mangel på en overordnet strategi.

Sandås beskriver i Narkoatlas - Oslo, hvordan miljøet blev etableret i slutningen af 60'erne, da en relativt lille gruppe mennesker begyndte at opholde sig i Slottsparken for at ryge hash. I 1979 delte miljøet sig mellem cannabisrygerne og brugere af hårdere stoffer, der hovedsageligt bestod af heroin og amfetamin. Efter en række politiaktioner op igennem 80'erne, der hovedsageligt flyttede stofmiljøet rundt i to-tre forskellige gader omkring Oslo Sentralstasjon, skete der i den første halvdel af 90'erne en etablering af et hårdere miljø. Den første del af 90’erne bevidnede en mangedobling af mængden af stof på gaden og en fordobling af antal overdoser, samtidig med at heroinen blev mindre ren og billigere end i nogen anden skandinavisk by. Smuglerruten gik nu også for første gang fra Oslo til Göteborg og Malmö og ikke omvendt.

Efter en politiaktion i 1998 samlede miljøet sig omkring "Plata". Området og navnet var (og er stadig) berygtet i hele Norge på grund af størrelsen på stofscenen, og placeringen udenfor centralstationen, der gjorde det til det første syn, der mødte turister og tilrejsende til Oslo. Til trods for flere aktioner lod miljøet sig ikke opløse, og politiet rettede i stedet sin opmærksomhed mod at holde miljøet væk fra skoler og boligområder. Man kan ikke læse andet end magtesløshed ind i politiets udtalelse fra 2000: »Vi har mødt væggen hernede.«

I 2004 formåede politiet alligevel at opløse miljøet på Plata, hvorefter det samlede sig igen i Skippergata, der ligger cirka hundrede meter væk. I dag er miljøet til dels samlet omkring Brugata, der også ligger et stenkast fra centralstationen, bare i en anden retning end Skippergata.

Det er ikke entydigt, hvad sammenhængen mellem en åben stofscene og overdosistal er. En rapport fra Universitetet i Oslo, der har kortlagt overdosistilfældene i Oslo, fastslår at de færreste dødsfald sker på gaden. Derimod kan et stort åbent miljø føre til et øget antal hårde brugere, fordi dem der har et lille forbrug havner i et miljø sammen med nogle, der har betragteligt hårdere vaner.

»Oslo er byen med det varme hjerte, men mod en særlig gruppe, er der kun en kold skulder.«

I de senere år har der imidlertid været et stigende fokus på problemerne med at kriminalisere stofmisbrugerne. Den norske sundhedsminister Bent Høie udtalte i 2016, at narkomaner skal have »hjælp, ikke straf« og fremlagde et forslag om at flytte ansvaret for narkomaner til sundhedssektoren i stedet for justitssektoren. I modsætning til denne nye tilgang står udtalelsen fra Oslo-politiet i 1973 om den første aktion mod det åbne stofmiljø i Slottsparken, hvor »aktionen gav ønskede resultater mod uønskede mennesker.« Noget tyder altså på, at politikerne er slået ind på en ny kurs i bestræbelserne på at komme narkoproblemerne til livs. Væk fra fortidens hårdt-mod-hårdt-strategi og hen mod en mere blød velfærdsstatslig.

Alligevel er der stadig en tendens til at behandle problemerne knyttet til misbrugere som en form for "oprydningsarbejde". I 2003 malede politiet en hvid streg på Plata, hvor narkomaner fik besked på at holde sig på den ene side, hvilket skabte en del kontrovers. Efter kun et par dage malede lederen for Foreningen for Human Narkotikapolitik, Arild Knutsen, og generalsekretær i Human-Etisk Forbund, Lars Gule, stregen over med sort maling og udtalte samtidig, at strategien var sammenlignelig med praksisser i regimer, Norge ikke ville sammenlignes med.

Nultolerancetilgangen fungerer nemlig som en mekanisme, der fjerner en særlig gruppe mennesker fra byrummet. Bortvisning af brugerne sker hovedsagligt på baggrund af udseende og ikke som konsekvens af åbenlyst køb, salg eller brug af narkotika. Efter den norske politilov kan politiet gribe ind når omstændighederne giver grund til frygt for forstyrrelser af den offentlig ro og orden. Og det er her, det bliver svært, for selv om det er de færreste, der vil gå ind for at lukke byrummet for en særlig gruppe mennesker, er stofmisbrugerne jo netop defineret som gruppe ud fra, at de bruger, køber og sælger stoffer. Derfra er det ikke langt til at definere brugernes tilstedeværelse som grund til frygt for forstyrrelser af ro og orden. Selv om det også af mange opfattes som uværdigt for brugerne at injicere stoffer på åben gade, er det som oftest pres fra lokalsamfundet, der gør at det offentlige rum ”ryddes”. Desuden har flere forretninger i Oslo centrum haft en vane med jævnligt at skylle fortovet med vand for at ”gøre rent” og dermed også gøre fortovet et mindre attraktivt tilholdssted.

Nogle brugere har i flere omgange udtalt til pressen, at de længtes tilbage til en større åben stofscene som Plata, men Arild Knutsen fra Foreningen for Human Narkotikapolitikk mener, at det er ikke i nogens interesse at have åbne stofscener. Derudover mener han, at stofscenerne eksisterer som et resultat af den politik, der føres. »På grund af en nultolerancepolitik samles brugerne nogle særlige steder, fordi det er det eneste sted de må være.« Og det er også grundet indsatsen mod disse særlige miljøer og ikke for eksempel mod dem, der bruger kokain (som i Norge er dyrt og hovedsagelig bliver brugt af en anden befolkningsgruppe), der får Knutsen til at påstå, at der ikke er tale om en krig mod narkotika, men mod særlige mennesker, som også er de allersvageste. »Oslo er byen med det varme hjerte, men mod en særlig gruppe, er der kun en kold skulder.«

Siden 2011 har politiet i samarbejde med kommunen, flere frivillige organisationer og brugerorganisationer fulgt en fælles strategi kaldet Sentrumsarbeidet. Børge Erdal fra Uteseksjonen forklarer, at et af målene er at give folk hjælp i lokalmiljøet gennem at decentralisere tjenester, så man ikke skal blive tvunget til at tage ned til de tungere miljøer i Oslos centrum, fordi det er der hjælpetilbuddene er. Med andre ord går projektet ud på at løsne et miljø op i centrum af Oslo og sprede det ud over bydelene og landet i øvrigt. Sandås skriver i Narkoatlas - Oslo, at spredningen har medført, at miljøet er mindre overskueligt og problemet virker mindre, men at det ikke nødvendigvis er det.

Et af de vigtigste mål med Sentrumsarbeidet er øget samarbejde mellem de forskellige parter i arbejdet. Børge Erdal siger, at »i stedet for kun at tale om, hvad man er uenige om, er fokus her, hvad man er enige om. Før var der meget diskussion, og der blev gjort lidt.«

Hovedgaden i Oslo, Karl Johans gate, går fra slottet til Oslo Sentralstasjon, og er altså i grove træk den samme strækning den åbne stofscene er blevet flyttet siden 60’erne. Arild Knutsen har selv været stofmisbruger og kalder strækningen »skammens sti.«

»Jeg er sikker på, at den periode jeg sad i Karl Johans gate, lærte mig, hvordan det var at være jøde i Tyskland i årene før Anden Verdenskrig.« Fra hans synspunkt er det største problem afholdsbevægelsen, der stadig har politisk indvirkning i Norge. Måske er det også en rest af det puritanske og kristenmoralske Norge, der gør den åbne stofscene så problematisk – man kan ikke acceptere, at den findes.

At behandle stofmisbrug som en umulighed er hele problemet ifølge Arild Knutsen. »Målet er at stofmisbrugerne skal få det så dårligt, at de stopper med at være narkomaner. Men når vi behandler rusmisbrugere som fjender af samfundet, så legitimerer vi, at andre lande behandler brugerne som fjender af sine samfund på sin måde.«