Print artikel

Genkendelsens ar

Foto: Jo Michael
Anmeldelse
27.03.17
Den norske forfatter Ole Robert Sunde skriver aldeles suveræn og hypnotisk kortprosa, senest i samlingen ’Tenk fort’, hvor Anden Verdenskrig og galgenhumor, grusomhed og leksikalsk viden, hverdagslivets magi og grænsen for vores forståelse af selv de simpleste ting glider sammen i fremragende tekster.

Lad os begynde med en kort gengivelse af en typisk Ole Robert Sunde-tekst fra hans seneste og betagende kortprosasamling Tenk fort (Tænk hurtigt), der udkom i slutningen af 2016. Teksten Tyttebær starter med en beskrivelse af det røde bærs udseende og natur, for at bevæge sig over i barndomserindringer, hvor tyttebærret var et våben for de unge gutter, før den går videre til en af unge Sundes venner, der skød sin bror med tyttebær, derfra via krig over til Sundes mor i Kairo og kameler og landevejsrøvere i ørkenen, for til slut at ende hos Lenin i Vinterpaladset i Skt. Petersborg, der forsøger at styre revolutionen via paladsets eneste telefon, og alle de bekymringer de vakkelvorne telefonsystemer giver kommunisterne midt i vinterens sne og kulde og kaos. Alt sammen i løbet af 11 sider.

Tyttebær er et perfekt eksempel på Sundes litterære teknik, hvor det, der virker til at være næsten frie associationer alligevel, på næsten magisk vis og med hjælp af et hav af kommaer og semikoloner, føjer ting, begivenheder og personer sammen, som man ellers altid har betragtet som værende strengt adskilte. Den giver også et godt indtryk af Sundes glæde ved leksikalske fakta og hans fortælletekniske finurligheder, der gør teksterne til noget helt specielt, som fortjener større opmærksomhed uden for Norge.

For der er mere på spil hos Sunde end fri association og leg med det erindringsstof, der er et genkommende tema. Fortællingerne fremstiller også en hyperaktiv bevidsthed, der ikke er i stand til at lukke af for verden. Denne tilstand skaber en næsten paralyseret og paralyserende opmærksomhed, som ikke kan se vende blikket bort. Dette er parret med en erkendelse af, at det aldrig er muligt at forstå verden til fulde. Sunde har i en tidligere tekst beskrevet det som »genkendelsens ar«, hvilket jeg synes er en smuk betegnelse for accepten af, at erkendelse og genkendelse altid er forbundet med en smerteligt viden om, at der altid er noget, der ikke kan erkendes, uanset anstrengelse, og med en potentiel sorg, for enden af den lange associationsrække. Her venter ofte krigen og døden.

Herhjemme har Ole Robert Sundes banebrydende forfatterskab desværre ikke modtaget den store opmærksomhed. Det eneste tidspunkt, hvor hans forfatterskab er blevet bemærket, var, da han blev nomineret til Nordisk Råd Litteraturpris i 2013 for romanen Krigen var min families historie. Altså i forbifarten, en blandt mange på listen. Han vandt ikke, og så forsvandt han igen. Desuden er han besynderligt nok ikke oversat til dansk.

I Norge har Sundes værker haft en stor betydning, og siden debuten i 1982 har Sunde inspireret mange yngre forfattere med sin eksperimenterende stil, der er kraftigt inspireret af modernismen og forfattere som Joyce og Proust.

Sunde er berømmet som essayist og romanforfatter, men her vil jeg holde mig til kortprosaen, hvor Tenk fort er fjerde selvstændige bind af en bemærkelsesværdig serie af værker. Uanset genre udmærker Sundes tekster sig ved den samme glæde ved at udfordre traditionelle genrer, sproglige udtryk og måder at opbygge sætninger og tankerækker. Et godt eksempel er begyndelsen på teksten Kålrabi (han er glad for frugt- og grøntafdelingen) fra Tenk fort:

Den er på størrelse med en håndball; men fargen er svakt gul og lett rosa; toppen har en snittflate etter en stor kniv, kanskje en machete, men da forandrer alt seg, og jeg tenker øjeblikkelig på de 581 000 machetene som forretningsmennene i Rwanda, ettersom de var billigere enn geværer, kjøpte inn til utdeling blant hutuer for å drepe tutsier; jeg snur kålrabien for å se om den også har blitt hugget løs, eller om noe annet har blitt hugget vekk – jeg aner ikke hva som er opp eller ned på den.

Som man kan se i Kålrabi, binder semikolonet de forskellige tankerækker sammen, så springene føjer sig sammen til et tilsyneladende hele. Det fungerer ikke altid helt overbevisende, men når det gør, så åbner teksterne for en følelse af at få udvidet sin bevidsthed, at alt er føjet sammen, og det fik mig til at tænke på det berømte Willam Blake-digt: »at se verden i et sandkorn/ Og himlen i en vild blomst/ Holde evigheden i din håndflade/ Og evigheden i en time«.

De tidslige elementer i Blakes digt spejles i Sundes tekster, hvor man bliver ført ind i forfatterens tænkning. Både via associationsprocessen og via fortællerens tøven og tvivl, og når han retter sig selv i løbet af teksterne. På den måde understreger titlen, Tenk fort, det processuelle i teksterne, der griber fortællerjegets trang og behov for menings- og betydningsdannelse og samtidig hans bevidsthed om denne trangs grænser og umulighed.

Det, man kunne sammenligne med en moderne type alkymistisk tænkning, hvor alting er forbundet med alt andet enten i form eller i substans, eller et raritetskabinet, hvor hver enkelt ting er med til at understrege det forunderlige ved eksistensens rigdom, er i virkeligheden en grænsegang over afgrunden, hvor sammenhænge er tilfælde.

Thereses Gate
I centrum for teksterne i de fire kortprosasamlinger, der ud over Tenk fort er All verdens småting (1996), Løsøre (2003) og Selvomsorg (2010), er et distræt og let overtroisk forfatterjeg, der for det meste sidder i sin lejlighed i Thereses Gate i Oslo med sine leksika, sine samlinger og sit mikroskop, som han bruger til både at undersøge verden og holde den ud fra sig.

De 30 tekster i Tenk fort er inddelt i seks afsnit, der omfatter fisk, frugt & grønt, musikinstrumenter, insekter, fugle og hverdagsobjekter. De fleste ting er små eller mikroskopiske objekter, levende, døde eller immaterielle, der lader sig nærstudere, som den døde bi, fortælleren finder i en bakke hindbær fra Mexico, han har købt i supermarkedet, og som ryger under fortællerens mikroskop.

Men fortællerens gang rundt i lejligheden åbner også historierne ud mod resten af verden, som hans forsøg på at finde ud af, hvem der har efterladt en tepose i hans køkken. Refleksionen over den brugte tepose fører, via naboens lugtende støvler, til Claude Lanzmanns film Shoah om jødiske overlevende fra Holocaust. De voldsomme historier, der bliver genfortalt i teksten, bliver til slut punkteret, da fortælleren begiver sig ud i byen og bliver hilst på af én, han ikke ved hvem er, og teksten slutter: »hvem i all verden kunne det ha vært?«.

Anden verdenskrig og galgenhumor, grusomhed og leksikalsk viden, hverdagslivets magi og grænsen for vores forståelse af selv de simpleste ting glider på den måde sammen i Sundes fremragende tekster.

Ud over den tydelige forbindelse til modernismens store helte og heltinder, som fx Joyce, Proust og Wolfe, så er der tydelige linjer i kortprosasamlingerne til den franske forfatter Francois Ponge (1899-1988), der beskrev den fysiske verdens mindste objekter, og som med sine egne ord forsøgte at fremskrive en sammenhængende kosmogoni, altså intet mindre end en model af verden. Men Sundes skrive- og tænkemåde har også linjer tilbage til fx Lawrence Sternes værker og  Erasmus af Rotterdams essaystik, der gennem samme associative form forbinder umage dele af verden på både humoristisk og alvorlig vis.

Med andre ord: Læs Ole Robert Sunde. Læs ham både for teksternes blærede stilistiske overlegenhed, for deres humor og for deres evne til både at forføre læseren og efterlade ham eller hende fortumlet og perpleks, når man igen får vævet sig ud af labyrinten. Og endelig: Læs dem for deres dybe medmenneskelighed og kærlighed til en forvirret og frustrerende verden, der aldrig er helt, som man gerne ville have, at den skulle være. For i Sundes tekster er verden altid interessant og værd at genopdage til trods for den dybe smerte, der er forbundet med det. Et godt eksempel er Tenk forts sidste tekst, hvor fortællerjeget er i Italien med sine børn og børnebørn og glæder ved at være sammen med sin familie også bliver en påmindelse om dem, der mangler i gruppen:

»alle mine barn og barnebarn var, er gode på til å leke; på skrå, på min høyre side, landet en svarttrost; var det den samme som sist; det kunne det ikke være, for denne begynte å synge, og jeg tok til å skjelve og tårene sto i øynene mine, og mitt eldste barnebarn, som er lik sin mor, min datter, som ser alt, sa: Bestefar gråter.«