Print artikel

»Vi skal tillade hinanden mere«

Hvid, heteroseksuel, mand og privilegeret. Dog anmelder Ken ikke litteratur i Weekendavisen
Artikel
19.06.14
Den såkaldte hvidhedsdebat har handlet meget om, hvad kritikerne kan tillade sig at udtale sig om. Det er begrænsende, mener litteraturkritikere, og nu skal vi begynde at tillade hinanden mere igen. Samtidig skal vi dog være opmærksomme på, om alle har mulighed for at komme til orde i debatten.

»Jeg sad der på Nordatlantens Brygge og skingert og desperat råbte ud i luften til mine meddebattører, som insisterede på, at det gjorde en forskel i min læsning, at jeg var hvid og mand og heteroseksuel,« fortæller Lars Bukdahl, anmelder for Weekendavisen, om paneldebatten om hvidhed på litteraturfestivalen txt.ville.

Telefonen skratter lidt, når han sætter ekstra tryk på et ord. Han taler energisk, også når han fortæller om, at hvidhedsdebatten har gjort ham bange for at læse. Og at han, selvom han nu er mere bevidst om sin position, stadig ikke kan se, hvad han skal bruge det hele til.

»De kan ikke beskylde mig for ikke at være bevidst om at være hvid og mand og heteroseksuel nu. Det er jeg jo fuldstændig åndssvagt bevidst om. Jeg har bare svært ved at finde ud af, hvad jeg skal stille op med den bevidsthed.«

Lars Bukdahl ville på en måde ønske at debatten ikke havde fundet sted. Den giver ham hovedpine, som han siger. Fordi den nærmest har gjort ham »overbevidst« om den position, han skriver fra. Og fordi der pludselig er en masse ting, han føler, at han skal passe på med. Som han formulerede det på txt.ville. »Det sætter mig i en umulig position.«

Ekstern lektor i Litteraturvidenskab og anmelder på dagbladet Information Kamilla Löfström har tidligere i debatten peget på, at alle fra tid til anden kan befinde sig i en umulig position. Det gælder både for ikke-hvide kritikere som svenske Athena Farrokhzad, men det gælder altså også for »hvide eller blinde anmeldere,« som til tider »bare må tie.«

Oven i købet er debatten kommet til at handle meget om, hvem der kan tillade sig at udtale sig om hvem. Men nu håber Kamilla Löfström, at kritikerne og dem der ellers deltager i debatten kan begynde at give hinanden mere plads. »Jeg synes hellere, at vi skal til at tillade hinanden mere igen. Jeg kunne godt savne, at vi måske spørger ’tillader vi hinanden nok?’ I stedet for at tale om, hvad den enkelte kan tillade sig at sige.«

Alle skal have rum til at udtale sig

I det åbne brev med titlen ”Kære Lars Bukdahl, du taler fra en privilegeret position, racisme og homofobi er ikke en del af din hverdag” (Information 20. februar 2014) tager forfatterne Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey til genmæle over for Lars Bukdahl. De mener, at han misbruger dem og deres bøger »som eksempel på identitetskarnevalisme og postmodernistisk leg.« At han som hvid, dansk, heteroseksuel mand ikke har blik for, at deres projekter ikke handler om at lege med identitet. I forlængelse af det har en stor del af hvidhedsdebatten handlet om, hvem der kan udtale sig om hvem. Er det for eksempel problematisk, at Lars Bukdahl som hvid privilegeret mand går ind og lægger definitioner ned over forskellige minoriteter som i tilfældet med identitetskarnevalismen?

Tue Andersen Nexø, som er lektor på Litteraturvidenskab i København og ligeledes anmelder på Information, mener ikke, at der er noget problematisk i den måde at udøve litteraturkritik på. Samtidig mener han, at Maja Lee Langvad og Kristina Nye Glaffey gør det rigtige, når de protesterer over Lars Bukdahls kategoriseringer.

»Pointen er ikke, at Lars ikke skal gøre det. Pointen er, at selvfølgelig skal man opponere, hvis man synes, det er upræcist eller krænkende eller et eller andet. Ud fra devisen om, at man ikke har ret til selv at bestemme, hvordan man bliver defineret, men man har ret til at protestere, hvis man synes definitionerne er krænkende.«

Tue Andersen Nexø mener, at forestillingen om, at man som minoritet skal »sætte navn på sig selv« er forfejlet. »Det afgørende er ikke, om man definerer sig selv. Det afgørende er, at man har rum til at protestere over de billeder, man bliver påduttet.« 

»Det afgørende er, at man har rum til at protestere over de billeder, man bliver påduttet.«

Ikke alle holdninger får spalteplads

Tue Andersen Nexø ser det ikke som noget stort problem, at den danske anmelderstand er hvid, så længe der ikke er »nogen barrierer, som gør det umuligt for andre end hvide at træde ind og blive anmeldere og kritikere og deltage i samtalen.« Der må med andre ord ikke være faktorer, som skævvrider debatten. Men er der det?

Den 23. februar udgav litteraturforsker Peer Bundgaard og forfatter Niels Lyngsø et langt essay i Politiken med titlen ”Er det danske samfund 'strukturelt racistisk'?” Her afviser de blandt andet sort på hvidt, at der skulle findes en strukturel racisme i Danmark. Nogle dage senere indsender kønsforskerne Mons Bissenbakker, Mathias Danbolt og Michael Nebeling Petersen et debatindlæg til Politiken, hvor de kommenterer på Bundgaards og Lyngsøs essay og argumenterer for, at der rent faktisk findes strukturel racisme i Danmark. Politiken afviser debatindlægget, og de tre kønsforskere udgiver det i stedet på websitet peculiar.dk.

En måned senere får Bissenbakker, Danbolt og Nebeling trykt et nyt debatindlæg i Politiken. Det minder meget om det første, og noget kunne derfor tyde på, at der er sket en holdningsændring fra debatredaktionens side. Ikke desto mindre ligner episoden stadig et eksempel på, at nogle synspunkter har nemmere ved at få spalteplads end andre. Som de tre kønsforskere selv peger på i indledningen til deres første debatindlæg.

»Selv om Politiken i sit standardsvar skriver til os, at de er kede af at de ’dagligt må skuffe mange’ debattører, som ikke får sine indlæg på tryk, så er vi ikke skuffede. Vi er derimod vrede over, at nogle udsagn nemt når frem til debatsektionerne, mens andre bliver henlagt til stilhed. Selv om avisen har begrænset spalteplads, har sådanne beslutninger politiske effekter. For eksempel forbliver det nemt at anklage begrebet om strukturel racisme for at være formuleret ”uden nogen særlig argumentation”, som Bundgaard og Lyngsø hævder i Politiken, når samme argumentation ikke tildeles nogen spalteplads.«

Som forfatter Julie Sten-Knudsen skriver i artiklen ”I kultureliten findes ingen racisme” (Information 13. marts 2014). »Selvfølgelig har vi alle sammen principielt set ytringsfrihed til at udtrykke vores tanker offentligt. I praksis er der bare mest spalteplads til de tanker, som ikke udfordrer majoritetens selvbillede.«

Vi skal bruge kritikkens autoritetstab konstruktivt

For Tue Andersen Nexø har hvidhedsdebatten fungeret som en »reminder« om, at alle ikke har de samme privilegier, og at alle ikke har de samme sæt af erfaringer. Men hvad kan kritikeren så bruge denne her reminder til? »Jeg synes den [debatten] peger på nogle fænomener, som vi skal være opmærksomme på. At det sted man taler fra selvfølgelig er vigtigt, og at de erfaringer, man nu har gjort sig, ikke nødvendigvis er universelle.«

Noget lignende peger litteraturforsker ved Københavns Universitet John Chr. Jørgensen på, når han siger, »at ’hvidhedsdebatten’ skal ses i sammenhæng med kritikkens generelle autoritetstab. Ingen anfægtede Tom Kristensens ret til at anmelde hvem som helst, mænd, kvinder, arbejdere, bønder.« Hvidhedsdebatten er altså udtryk for, at vi i endnu højere grad end før opfatter kritikerens stemme som en subjektiv stemme.

Og kritikeren skal også være selvkritisk. Kamilla Löfström peger på, at hun gerne vil væk fra det, hun kalder »den traditionelle smagsdom,« hvor kritikkens retorik »kommer til at minde om en retssalsretorik, hvor man argumenterer, og ’her er der begået en forbrydelse så nu skal I høre hvordan.’ Altså, der er der meget lang distance til værket, hvor jeg hellere vil opfatte kritikeren, som en der kaster et kritisk blik på værket og på sig selv.« Hun kalder det, at kritikeren skal have en slags »dobbeltblik.«

Selvkritikken og åbenheden hænger godt sammen med en af de pointer, Kamilla Löfström tog med sig fra paneldebatten på txt.ville. »Det blev også ret klart, at det at tie også er et valg. Ligesom det at vælge at lytte selvfølgelig er det.« Så selvom vi skal tillade hinanden mere, er det vigtigt, at vi er lydhøre over for de andre stemmer i debatten.