Ingen kan gå rundt med et åbent sår

Det er varmt og fugtigt udenfor, som det kan være varmt og fugtigt i Seoul. Jeg læser Hun er vred, med hjertet halvt i Danmark, halvt i Korea, jeg læser den som en splittet kerne, for at forstå hvad der er og hvad der siges, når Maja Lee Langvad skriver om at være fremmed i sproget og hjemme i huden. At møde genkendelsen i blikket, men tavsheden når sproget kommer til kort.

»The substitution is unconditional, absolute, total and seamless.«

Det er den martiniquesk fødte afrofranske postkoloniale kritiker Franz Fanons ord fra hovedværket Fordømte her på Jorden. En beskrivelse af, hvilken proces individet må gennemgå under en dekolonialisering af et territorium. Hos Maja Lee Langvad er landet udskiftet med kroppen og sproget. Det er den vestlige kolonialisme i transnational adoption, der bruges som udgangspunkt for at undersøge personen i det industrielle maskineri, hvis overflade præsenterer sig som humanistisk godgørenhed, men som under overfladen afslører en kapitalistisk grundstruktur. Det er vreden over at være fanget i det strukturelle.

»Hun er vred på sig selv over at betragte sin adoptivmor som en kolonisator.«