Print artikel

Ingen kan gå rundt med et åbent sår

Foto: Morten Germund
Anmeldelse
07.06.14
I Hun er vred skriver Maja Lee Langvad knusende vredt om at være fange i strukturen. Igennem skarpe og monotone gentagelser undersøger hun vredens ophav og punkterer på vejen alle romantiske forestillinger om transnational adoption. Her må idealismen dø for den kritiske tanke.

Det er varmt og fugtigt udenfor, som det kan være varmt og fugtigt i Seoul. Jeg læser Hun er vred, med hjertet halvt i Danmark, halvt i Korea, jeg læser den som en splittet kerne, for at forstå hvad der er og hvad der siges, når Maja Lee Langvad skriver om at være fremmed i sproget og hjemme i huden. At møde genkendelsen i blikket, men tavsheden når sproget kommer til kort.

»The substitution is unconditional, absolute, total and seamless

Det er den martiniquesk fødte afrofranske postkoloniale kritiker Franz Fanons ord fra hovedværket Fordømte her på Jorden. En beskrivelse af, hvilken proces individet må gennemgå under en dekolonialisering af et territorium. Hos Maja Lee Langvad er landet udskiftet med kroppen og sproget. Det er den vestlige kolonialisme i transnational adoption, der bruges som udgangspunkt for at undersøge personen i det industrielle maskineri, hvis overflade præsenterer sig som humanistisk godgørenhed, men som under overfladen afslører en kapitalistisk grundstruktur. Det er vreden over at være fanget i det strukturelle.

»Hun er vred på sig selv over at betragte sin adoptivmor som en kolonisator.«

»Hun er vred på sig selv over at betragte sig selv som en, der er blevet koloniseret.«

»Hun er vred over at være blevet koloniseret.«

I en konstant kværnende gentagelse af grundfiguren vreden, zoomer Langvad mellem en personlig skam og et kollektivt fængsel. Jeg’et er bevidst om oprindelsen til sin egen vrede, og den uretfærdighed der er indbygget i at rette det udad mod hendes nærmeste. Men det er ikke noget som i næste sætning ikke kan vendes væk fra hendes egen person. Hun er vred, fordi hun ikke havde noget valg. Hun er blevet domineret, koloniseret og frarøvet hendes oprindelige identitet. Hun er blevet frarøvet det allermest grundlæggende navnet og sproget.

Normdiskursen for adoption i Danmark, har i lang tid været, at det er en slags ret at få børn. Derfor opfylder adoptionssytemet en funktion, den opfylder et behov og tilfredsstiller et begær for barnløse forældre. Dette har medført en slags blind plet, et hvidt sted som denne tekst overbevisende bevæger sig ind i. Det er konsekvenserne ved at få erstattet sit koreanske navn med et dansk og få overskrevet sit oprindelige sprog.

»At flytte til Sydkorea handler for hende om at forsone sig med det, der er sket. At forsone sig med fortiden.«

Forsoningen blusser hele tiden under teksten som et mål for vreden. Når vreden er slukket, kan forsoning opnås. Implicit beskæftiger Langvad sig med tiden, i tiden kan vreden bearbejdes, og denne tid er hvad, der kan lukke det sår hun går rundt med. Det er her det tabte sprog får en rolle. Bogen er delvist skrevet under hendes ophold i Korea, hvor hun har kontakt til sine biologiske forældre, og forsøger at stable et forhold på benene. Desværre skaber sproget forhindringer for hende, og i stedet for at hele, katalyserer forældreforholdet blot endnu mere vrede, men også endnu mere eftertanke, endnu mere tid og måske et håb om forsoning.

»Hun er vred på sine biologiske forældre over, at de ikke tilbyder hende at bo hos dem. Det ville også være en god måde for hende at lære koreansk på.«

I løbet af fortællingen, opnår hun ikke at mestre sproget, men hakker sig igennem på turistsætninger og skoleengelsk. Hun føler sig som turist overfor sine forældre. Dette er helt centralt, og en mesterlig personlig observation af Langvad, fordi den stiller sig kritisk overfor forestillingen om blodets bånd. Hvordan skal man i et land som Danmark, der er dybt forankret i et heteronormativt verdenssyn, forstå det at have flere forældre, det at have flere hjemlande eller måske være så fremmedgjort at intet sted er et hjem.

Det er en vigtig personlig erfaring, der gør sig aktuel i en kollektiv forståelse af, hvor stor en hjemhedsfølelse, der er i et sprog, og hvilke konsekvenser transnational adoption kan have for en voksende befolkningsgruppe. Det er klart, at denne læsning af bogen er meget normativt funderet, fordi det fylder så meget i bogen. Men det er også det der gør den interessant, da den hele tiden balancerer mellem vidnedsbyrd litteratur og reel videnskabelighed. Det er den personlige videnskab bedrevet med egen krop i centrum. Teksten er spækket med fodnoter, der gendriver, at det personlige traume kollektiv kan observeres hos personer involveret i transnational adoption. Således står værket og balancerer, mellem den sproglige frustration og umulighed i at skabe klarhed mellem Langvad og forældrene og den videnskabelige kølighed, der utvetydigt påviser problematikken.

Med Hun er vred følger også Find Holger Danske – Appendix, der er opfølgeren til Langvads debut fra 2006. Denne lille tekstsamling er sat op som et spørgeskema med en række familiebilleder i vilkårlig rækkefølge. Spørgsmålene er alle henvendt til hendes biologiske familie, som her hvor hun skriver til hendes biologiske mor. 

»18.

Er der ting, du ikke fortæller mig, fordi der altid er en tolk til stede, når vi kommunikerer? Og hvis ja: Hvilke ting?

19.

Forventer du, at jeg lærer koreansk?«

For mig bidrager det lille appendix, som en videre undersøgelse af smerten i sproget. Det er det uindfriede sprog, der får lov til at folde sig ud, og underbygger derved ideen om, at hvis hendes oprindelige sprog ikke var væk, ville denne uindfriede identitet ikke spøge i hendes krop. Spørgsmålene i appendixet er således det, der ikke gør hende hel.

Samlet set har Langvad færdiggjort et både essentielt og meget unikt stykke arbejde. Bøger der elegant stamper rundt og støver op i et område, der forsøges glemmes eller i hvert fald undertrykkes. Nu er der her værker, der insisterer på minoritetens berettigede stemme, og genkalder erfaringen fra dekolonialiseringen. En erfaring, der i Danmark hurtigt glemmes i den gode stemning. Det er en stemme, der højlydt siger, at ”Ingen kan gå rundt med et åbent sår”, fordi såret skaber permanente turister, som vreden rusker ulykkeligt i.