Nu er jeg hvid igen
Jeg har været hvid én gang i mit liv. Eller rettere sagt i tre måneder. Jeg boede i en lille landsby i Zambia og var den eneste hvide mand i miles omkreds.
Resten af mit liv har jeg været hudfarvet. Hvid blandt hvide. Jeg har næsten ingen brune venner, og min hvidhed er blevet usynlig for mig. Derfor gør det stort indtryk, når nogle, hvide eller ikke-hvide, kritiserer denne hvidhed, eller bare gør opmærksom på den.
Den vrede, brune unge mand
Lige pludselig fik den danske litteratur det, den har sukket efter i årevis: En stærk indvandrerstemme, der kan udnytte perkerdansk poetisk, og som, ifølge Lilian Munk Rösings anmeldelse i Politiken d 13. Oktober, »giver den fuld gas på ghettosprog«. Men hun synes også at se den fælde, hun går i, når hun siger, at der også er en hilsen til den forventningsfulde litteraturlektor. Netop at vi forventer os, at en ung mand med navnet Yahya Hassan, kommer fra ghettoen eller i det mindste kender ghettoen.
For Yahya Hassan skruer netop op for det, ghettosproget. Op til det sidste digt, LANGDIGT, har bogen bare foregået i ghettoverdenen, med de sproglige markeringer der følger med. Men plu
