Print artikel

»Tre er tallet, hvorved folket skal ødelægges og drives gennem ødemarken«

Kritik
14.09.18
Søren Mosdal tegner i vanlig kantet stil når Kim Leine debuterer som tegneserieskaber med et postapokalyptisk fængselsdrama, der handler om, hvad katastrofer kan gøre ved et samfund. 'Trojka 1: Skarabæens time' blander kultisk mystik, brutal vold og iskold undergangsstemning.

Throndr er kroppen, Perikles er hjernen og Jehuda er det åndelige. Sammen er de trojkaen, kroppen, der styrer Den nordlige fangekoloni. Vagterne er alle forsvundet eller døde efter en ukendt katastrofe. Men forude venter det helt store sammenbrud, der indvarsler en ny tid.

Trojka 1: Skarabæens time, første bind i en planlagt trilogi, er Kim Leines første forsøg med en tegneseriefortælling. Sammen med den garvede tegner Søren Mosdal har han skabt en solidt spændende og hårdkogt dystopisk nærfremtidsforestilling, der tegner begyndelsen af en løfterig spændingsserie.

Da den nordlige fangekolonis indsatte pludselig bliver efterladt da vagterne pludseligt rømmer fængslet – nogle fanger taler om jordskælv, andre om store eksplosioner – griber Throndr, Perikles og Jehuda chancen og tager magten. Men efter et år er forsyningerne ved at slippe op, de sanitære forhold gør fængslets beboere syge og de forsøgsvise ekspeditioner ud i den omkringliggende og tilsyneladende permanente isvinter har været uden resultat. Throndr har rabiate og voldelige medløbere. Profeten Jehuda følges af en gruppe religiøse fanatikere. Kun den rationelle Perikles synes ikke at have nogle tilhængere. »Lejren repræsenterer en forholdsvis tryghed,« som Perikles siger. Throndr vil lede mændende ud i sneen på jagt efter noget bedre. Men Jehuda forudser »Skarabæens time« og den totale destruktion: »Tre er tallet, hvorved folket skal ødelægges og drives gennem ødemarken.«

Kim Leines replikker flyder forventeligt let og fortællingen bliver flere gange kastet frem og tilbage i tid i dramatiske ryk, der hele tiden holder det ildevarslende og uundgåelige klimaks ud i strakt arm. Trojka er enkelt orkestreret og effektivt overfladisk som en god actionfilm. Og Søren Mosdals på én gang skødesløse og kantede streg klæder den arktiske fangekoloni godt – gråmeleret og digitalt skraveret fremstår de monokrome, let flimrende, sider skummelt livløse, som det liv fangerne henslæber indtil det hele eksploderer voldeligt.

Her går alt op i flammer, det hele går af helvede til, og ud af det opstår – måske – noget nyt. Men hos Kim Leine og Søren Mosdal er der ingen løfter om, at det nye også er bedre. Tværtimod.

Trojka er på mange måder en klassisk action-fortælling, der gør flittig brug af arketypiske figurer til at trække fronterne op. Som sådan ingen stor nyskabelse, men Kim Leine og Søren Mosdal har stor sans for at kombinere referencer og inspirationskilder til at skabe et miljø, der både virker originalt og som noget de fleste filmseere og tegneserielæsere kender indgående. Troper fra klassiske B-fængsels- og sci-fi-film findes overalt, men en stor af del af sit visuelle udtryk skylder Trojka Jacques Lob og Jean-Marc Rochettes franske firserklassiker Le Transperceneige (eller Snowpiercer på engelsk), hvor hele menneskeheden, efter en miljøkatastrofe har udløst en ny istid, lever ombord på et tog med 1001 vogne. Men det er særligt et massivt katalog af mytologiske referencer, der præger bogen: Navnene på trojkaens medlemmer er hentet i græsk, nordisk og jødisk tradition, bogens store symbol, skarabæen, var en egyptisk gud mens bibelske fortællinger om syndefald, exodus og apokalypse gennemsyrer tegneserien. Med omslaget i noget, der minder om suprematistisk stil er sovjetkommunismens fejlslagne utopi også repræsenteret.

Trojka handler om, hvad katastrofer gør ved samfundet og hvordan nye samfund kan vokse ud af katastrofer. Udover at repræsentere krop, sind og ånd, er Throndr, Perikles og Jehuda nemlig også billeder på fascisme, demokrati og religion. De er alle tre repræsentanter for en styreform, for et menneskesyn, et verdensbillede – og for disses indbyggede fejl. I det ideelle samfund, fornemmer man den skjulte undertekst sige, ville de hver især bidrage til en magtens tredeling, der lader samfundet blomstre. Men i Den nordlige fangekoloni støder trojkaens medlemmer mod hinanden og sender kolonien mod tilintetgørelse, ikke overlevelse.

Trojka vidner også om hvor farligt mytomani og den blinde tro på store fortællinger kan være for et samfund. De kan bygge civilisationer op, og få dem til at gå til grunde. Her træder tre mænd frem og overskygger resten af befolkningen, der næsten forsvinder helt ud af historien. Her går alt op i flammer, det hele går af helvede til, og ud af det opstår – måske – noget nyt. Men hos Kim Leine og Søren Mosdal er der ingen løfter om, at det nye også er bedre. Tværtimod.