Sex, drugs og kopimaskiner

Anmeldelse

08.11.16

Den italienske kultserie om kopimaskinecyborgen Ranx er frydefuldt voldelig og befriende brutal. Det er action for fulde gardiner, hvor blod og sæd og motorolie strømmer og hvor seksuelle og sociale tabuer konstant bliver torpederet. Cobolts genudgivelse af firserfænomenet Ranx er lige hvad vi har brug for!

Felix Rothstein

En nævenyttig fyr får kappet sine fingre af til tonerne af The Ramones. En baby får slået ansigtet ind af et knytnæveslag mens moren får en støvle i fjæset. En isenkræmmer får en pistol stukket i munden og baghovedet plaffet ud. Og så sætter en 12-årig pige sig overskrævs på en limsniffende cyborgs stive pik. Alt dette sker på første seks sider af den eksplosive og fuldstændigt skamløse cyberpunktegneserie Ranx som italienerne Stefano Tamburini og Tanino Liberatore skabte i 1978 – og som Forlaget Cobolt nu udgiver i den første danske samleudgave fermt oversat af Birgitte Grundtvig Huber.

»Stodderrobotten« Ranx er den perfekte androide, bygget af en kriminel student med dele fra en Xerox-kopimaskine, stjålet under optøjer på universitetet i Rom. Ranx (eller Rank Xerox som han rent faktisk hed indtil 1980, hvor kopimaskinefabrikanten af samme navn indgik forlig med serieskaberne og figuren skiftede navn til det knapt så åbenlyse Ranx) kan tage stoffer, drikke og spise. Og have sex. Han er ultravoldelig, hensynsløs og brutal. Og så er han sanseløst forelsket i den 12-årige Lubna.

Det hele udspiller sig i Rom i 1988, hvor den italienske storby er blevet til én g