På bustur med Snowden-klanen
Juni 2013. Systemadministratoren Edward Snowden starter NSA-skandalen fra et hotelværelse i Hong Kong.
Den nyslåede whistleblower vælger efter eget udsagn briternes tidligere kronkoloni som opholdssted på grund af dens uafhængighed i forhold til andre vestlige stater og hongkongkinesernes lange tradition for ytringsfrihed og protestkultur.
Et år senere bor Snowden i Rusland. Og det er ikke Hong Kong, men Berlin, der har vundet titlen som overvågningmodstandens hovedstad med sin gode blanding af Stasi-erfaring og samfundsengagerede aktivister, akademikere og kunstnere.
Den Berlinbaserede kunstfestival for mediekunst og digital kultur transmediale har derfor set sit snit til at proppe overvågningsdebattens ledende skikkelser ind i en bus sammen med verdenspressen, ni timer gennem Berlins spionage-seværdigheder, for at skabe det tætteste, man kan komme på en officiel fejring af etåret for NSA-skandalen.
På The Magical Secrecy Tour skal der ske interventionistisk sjov og ballade som på enhver anden skoleudflugt. Men ambitionen er først og fremmest at lade overvågningdebattens stemmer støde sammen i det rullende format, håbe på ny indsigt langs lan