Menneskehedens Marseillaise

Efter House of Commons i februar stemte om, hvorvidt de skulle gennemføre artikel 50 og give Brexit grønt lys, florerede en video på nettet, hvor man kan se en række politikere fra Det Skotske Nationalparti (SNP) fløjte og senere synge Beethovens Ode til Glæden som protest mod afstemningen. Og da den Europabegejstrede Emmanuel Macron gik på scenen efter sin valgsejr d. 7. maj over højrenationale Marine Le Pen, var det også til tonerne af samme Beethoven-stykke.

Ode til Glæden, Friedrich Schillers digt sat til musik i den fjerde sats af Beethovens niende symfoni, blev officielt annonceret som Europas hymne i 1972. Beethoven selv er også flere gange blevet kaldet ”Den Store Europæer”. Måske var det hele ment som en satirisk spøg, da den EU-fjendtlige politiker Boris Johnson i et valgmøde i maj sidste år blærede sig med, at han kunne synge oden, eller An die Freude, på tysk som bevis for, hvor europæisk han var.

Hvis menneskeheden som ikke-national størrelse ville have en nationalsang, skulle det være Beethovens ode.

Men Ode til Glæden er med sin umådelige popula