Kongen er folket
På søndag den 14. januar 2024, får Danmark en konge. Og den konge skal, som alle andre regenter de sidste 500 år, finde sit valgsprog, som det hedder, selvom konger og dronninger som bekendt aldrig er på valg. I et halvt årtusinde har vores monarker haft et valgsprog, som i én sætning har defineret deres styre. Et royalt slogan. Et guddommeligt motto. En metafysisk tagline.
For den første regent med et decideret valgsprog, Christian 1., Danmarks konge fra 1448 til 1481, var det: »Dyden viser vejen.« For den seneste, Dronning Margrethe 2., var der andre metafysiske kræfter på spil: »Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke.« Gud, folket og Danmark. Det lyder håbløst gammeldags. Hvad stiller Pingo op med det?
Dronning Margrethes valgsprog er en reference til det nok mest legendariske valgsprog af dem alle: »Folkets kærlighed, min styrke,« fra Frederik 7., der regerede fra 1848-1863. Det er et underligt rørende valgsprog, smukt ligefrem, for det indkapsler den stiltiende forudsætning, det venskabelige håndslag, mellem demokratiet og monarkiet, som er så indlejret i vores danske folkesjæl. Her mødes to styreformer, der ellers i årtusinder har været
