Hvornår skal vi snakke om problemhunden?

Jeg har ikke noget problem med hunde. Jeg synes, de er søde ret mange af dem. Jeg synes, de er livsbekræftende. Ikke at jeg kunne finde på at kysse en hund eller have den oppe i min seng eller sofa. Og nogle gange lugter de lidt, men det gør vi vel alle. Jeg har såmænd også trådt i min andel af hundelorte, men det er okay. Det er slet ikke det, det her handler om.

Det handler om de mange voldsomme oplevelser, jeg har haft med hunde gennem livet. Og, ikke mindst, deres ejere, desværre. Ikke at jeg skærer alle hundeejere over én kam. Det kan man ikke. Eksemplerne på problemhundeadfærd og problemejeradfærd er bare så mange og så absurde. Jeg har slet ikke har plads til at opliste dem her, og jeg tør heller ikke af frygt for retraumatisering. Men et par stykker er jeg nok nødt til at nævne.

Der var dengang min bror, mig og vores mor var ude at gå en tur, og en hund forfulgte min bror (som en form for impulsiv leg?), indtil han væltede på sin trehjulede cykel og slog sig og begyndte at græde – og ejeren? Hun kaldte spagt på sin hund, men den lyttede jo ikke efter. Det var først, da min mor og jeg begyndte at råbe og vifte med armene, at hunden løb væk fra min bror – og ej