Hvis du sigter efter stjernerne...
Det er en fremmed fugl på banen. De tændstiktynde mørkebrune arme stikker lidt akavet ud til siden i en alt for stor hvid fodboldtrøje og flagrende blå shorts, mens han svæver ind i feltet forbi tre rødblusede spillere. Balancepunktet er lavt hos AGF-spilleren, og det hele synes at foregå i langsom bevægelse, da han dribler forbi målmanden med lange sikre træk, hvor fodbolden knap kan skelnes mellem fødderne, og den ind imellem frustrerende fodboldirrationalitet hos den afrikanske spiller et øjeblik synes at have fundet en sublim form. Mens bolden sejler ind i nettet, danser fodboldspilleren ud over sidelinjen med en lidt fraværende mine, som om Dioh Williams i virkeligheden befinder sig et helt andet sted.
Tolv år tidligere er det en endnu tyndere og mindre Williams, der træner sammen med en flok af sine landsmænd på rækkerne af fodboldbaner udenfor Göteborg. Det er en eksotisk flok af afrikanske drenge, der løber rundt på rækkerne af fodboldbaner omkring Göteborg i sensommeren 1997. De 12-13-årige drenge fra Liberia er hurtigt blevet populære hos de andre deltager i Nordeuropas største ungdomsturnering, Gothia Cup, der trækker deltagere til fra først og fremmest re