Hvem er egentlig svinene her?
I Vi danskere fra 2010 spørger digteren Henrik Nordbrandt, om man kan »digte på et sprog, hvor ordet “svineproduktion” ikke straks får den, der hører det, til at kaste op«. Spørgsmålet fortjener at blive stillet igen – og at blive flyttet fra det semantiske til det eksistentielle. Kan man virkelig leve i et land, hvor svineproduktionen ikke straks får den, der hører om den, til at kaste op?
En ny og vigtig dokumentarserie på TV2 kan endnu en gang afsløre, hvad alle i forvejen vidste: Danske slagtesvin har det helt forfærdeligt.
Hvem passer på grisene? dokumenterer svinebranchens brækfremkaldende behandling af dyr og besvarer meget hurtigt og implicit det spørgsmål, den selv stiller: Det er i hvert fald ikke grisebranchen, der passer på grisene.
Men hvordan i alverden skulle grisebranchen også kunne passe på grisene? Den eksisterer jo for at gøre præcis det modsatte af at passe på, nemlig at slå ihjel. Egentlig er det ikke nogen afsløring, at danske slagtesvin har det helt forfærdeligt, for det ligger allerede i ordet ”slagtesvin”, at de lever nogle helt forfærdelige liv.
Det selvindlysende ved afsløringen afslører egentlig svineproduktionens grundlæggende problem: at den overhovedet findes. Slagtesvin burde slet ikke findes. Det samme gælder svineproduktion og i øvrigt ordene” slagtesvin” og ”svineproduktion”. Ingen af delene, hverken ordene eller tingene burde findes.
Det samme gælder de behov, som svineproduktionen tilfredsstiller, og derfor er det ikke bare svinebranchens skyld. Vi burde slet ikke spise industrielt ”producerede” dyr, hverken heste, grise, kør eller får. Det er absurd (og brækfremkaldende) at man overhovedet kan ”producere” et dyr. Og det er endnu mere absurd (og brækfremkaldende), at man kan ”producere” dyr og samtidig tale om ”dyrevelfærd”, hvilket er et ord, der ikke fortjener at blive skrevet uden anførselstegn.
I Danmark er det nemlig ”dyrevelfærd”, hvis et dyr har haft det godt, inden man slog det ihjel, hvilket er en vanvittig måde at bruge ordet ”velfærd” på. Hvornår blev det nogensinde et argument for at dræbe nogen, at de havde det godt? Er gode liv ikke som udgangspunkt værd at leve?
”Godt” betyder i denne sammenhæng selvfølgelig kun ”bedre” og refererer til nogle ofte meget dårlige forhold. Sådanne forhold har vi herhjemme i dyrevelfærdsdanmark, hvor det faktisk længe er gået rigtig ”godt”: Målt per indbygger er Danmark nemlig verdens største eksportør af levende smågrise.
V E R D E N S!
Er det virkelig noget, vi gerne vil være? Skal vi være stolte af, at vi i 2024 eksporterede 16,7 millioner svin, svarende til 45.000 om dagen? Er svineproduktionen Danmarks kronjuvel? Er det derfor, det hedder Danish Crown?
Kronjuvel eller ej, svinet er ægte Danish design. Vi sælger hvert år flere svin, levende eller døde, end vi nogensinde kommer til at sælge Kay-Bojesen-aber. Vi spiser dem også, og det skal vi faktisk være stolte af, i hvert fald hvis man spørger vores kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, der sidste år ville have pølsevognen optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.
»Vi har rigtig meget at være stolte af her i Danmark«, sagde ministeren, der i samme ombæring nævnte smørrebrødet og den »særlige danske hygge«. Danskerne er jo som bekendt det eneste folkefærd i verden, der ved, hvordan man rigtig hygger sig, f.eks. ved at gå i pølsevogn.
Vi fortjener ikke, at svinene redder vores liv, mens vi ødelægger deres.
Man må rose kulturministeren for at kende den danske kultur, han arbejder for at fremme. Det er nemlig rigtigt set, at pølsevognen indkapsler det allermest danske ved Danmark: Hygge, svineproduktion og dansk design.
Ift. det sidste kan vi virkelig godt glemme y-stolene og PH-lamperne. Målt på antal solgte designenheder burde Danmark retfærdigvis kendes for Danish Crown og ikke Royal Copenhagen.
Vores største og mest definerende danske design er i virkeligheden: at slagte ca. 13 millioner svin om året, putte dem ind i deres eget røvhul og spise dem med remoulade og ristede løg.
Henrik Nordbrandt kunne brække sig, og det gjorde han også mellem linjerne i det digt, jeg citerede ovenfor. Her skriver han om organtransplantationen fra svin til mennesker: »Når jeres kroppe og svinenes ligner hinanden så meget, at de kan ombyttes, må jeres følelser også være temmelig ens, kan I sikkert føle, hvis I tør at føle efter«.
Det tør vi selvfølgelig ikke, og svineproduktionen er her endnu. Men hvad er det egentlig, der mangler at blive afsløret? Venter vi på, at svineproducenterne begynder at korsfæste eller waterboarde deres dyr? Hvor ondt skal det blive, før vi begynder at føle efter? Hvor meget skal man kaste op, før nogen gør noget?
Desværre er det allerede meget ondt, og derfor sammenligner Nordbrandt danskerne med svin, hvilket svinene selvfølgelig ikke har fortjent. For hvordan kan man eje et andet levende væsen så meget, at man overtager dets organer—og samtidig respektere det så lidt, at man laver pølser ud af resten? I modsætning til os er dyrene altid uskyldige.
Derfor fortjener mennesket ikke, at svinenes hjerter snart kan indopereres i menneskers brystkasser. Vi fortjener ikke, at svinene redder vores liv, mens vi ødelægger deres. Vi fortjener til gengæld at blive kaldt, hvad vi er: Verdens største svinesti. Det er endnu en verdensrekord, vi holder her i lille Danmark, hvor der næsten er dobbelt så mange svin, som der er danskere.
Undskyld igen til svinene (dyrene) for den tarvelige sammenligning. Og undskyld på forhånd for den jul, der står for døren, hvor svinene (menneskerne) fylder tallerkenerne med svin (dyrene) og fejrer ”hjerternes fest”, der fra svinenes (dyrenes) synspunkt i virkeligheden er en hjerteløs fest.
Vi burde slet ikke spise dem, og alligevel er der hvert år danskere, som skal på hospitalet over juledagene, fordi de overspiser dem. Man fristes (apropos opkast) til at citere den tyske kunstmaler Max Liebermann, som så nazisterne (nazisvinene?) overtage magten i Tyskland og ytrede: »Jeg kan slet ikke spise så meget, som jeg har lyst til at brække mig«.
Glædelig jul!
