En parcelhusiraners erindringer fra krigen mod terror

Få øjeblikke efter at de første grynede billeder af Osama Bin Laden og hans mørkøjede flykaprere når gennem ruinstøvet, synes parametrene for vestlige civilisationers sikkerhed fortrængt af ét altoverskyggende fjendebillede: den mellemøstlige mand. Ham, der herhjemme går fra at være en utrygskabende faktor i nattelivet, til at blive en potentielt samfundsomstyrtende kaoskraft. 

I dag er det et kvart århundrede siden. Terrorangrebene mod USA d. 11. september 2001 indvarslede en ny epoke.

Jeg husker havet som oprørt. Gråt skummende. Min sandwich med pastrami som klæg. Jeg sidder i min bonusmosters bil og stirrer ud på bølgerne, mens hun fortæller mig, at lærere også bare er mennesker. 

At ottende klasse er en voldsom tid for mange. 

Tonerne fra en steelguitar ebber ud. Radioværten glider ind. Han rømmer sig og hvisker nærmest, da han siger, at få sange giver mening at spille på en dag som denne, hvor alt føles meningsløst. 

For et fly har ramt et højhus i New York. 

Jeg forestiller mig et lille sportsfly. En rig, rødmosset pilot. Måske lidt fuld. Truckerkasket og spejlsolbriller. En tilsodet væg og lidt knust glas på et hjørnekontor. 

Tænk