Egensind som samfundssind
Der er efterhånden ved at blive gjort status over landenes håndtering af Corona-krisen. 'Dydsmønstre' lød dommen over danskerne i en Weekendavisen-artikel, der kunne henvise til samme dom fra flere internationale medier.
Spørger man en dansker, hvori grunden til landets effektive krisehåndtering skal findes, får man formentlig svaret: samfundssind. Vi har fået et nyt ord for dansk exceptionalisme, som garanteret snart vil flankere 'hygge'-bøgerne på lufthavnskioskernes boghylder.
Men opblomstringen af samfundssind under Corona-krisen er ikke den egentlige sensation. Det mest utrolige er snarere, at det skulle være noget ekstraordinært at udvise samfundssind. Hvad gjorde vi mon før?
Hvad gør vi efter, når krisen er reddet af? Er egensind virkelig normalstilstsanden i det danske samfund? Jeg vil påstå, at vi hele tiden udviser samfundssind, men at der skulle en krise til at indse det. I lyset af tidens andre kriser, bør vi gribe anledningen til at diskutere, hvilket samfundssind vi fremover ønsker.
Vi har fået et nyt ord for dansk exceptionalisme, som garanteret snart vil flankere 'hygge'-bøgerne på lufthavnskioskernes boghylde
