Asken over Europa
Gruppen af weekendferiebyer – fra Rom over Barcelona, Berlin og København – har det til fælles, at de er geostrategiske backwaters, i bedste fald museer over den gang verdenshistorien foregik dér. Det kan synes lidt paradoksalt for os, der er vokset op med Erasmus-støttede udenlandsophold i kosmopolitisk grundtone, at den europæiske virkelighed overordnet set er en flødeskumsfront, hvor zeitgeisten hviler ud mellem sine slag. Men verdenshistoriens epicenter har faktisk flyttet sig.
Verdenshistorien foregår i Washington, Beijing og Bruxelles. Og i Ouaddai, Helmand, Waziristan, Sanaa, Mogadishu, Puntland og Congo. For verdenshistorien skabes mellem to korresponderende ekstremer – dér hvor reglerne laves, hvor nogen bestemmer, og dér hvor reglerne ikke bliver fulgt, hvor nogen ikke følger dem og nogen prøver at få dem til det, eller som bare ignorerer dem. Verdenshistorien er det, der når oversigtskapitlerne skal skrives om 50 år vil fremstå som nutidens vigtigste tendenser og begivenheder. Det, der fremprovokerede de vigtigste begivenheder som igen havde indledende brudflader, der var synlige for de særligt opmærksomme før de sprak.
Den ty
