Alderdommen er en ørken

»At blive gammel er stadig det eneste middel, man har fundet til at leve længe«

Sainte Beuve

I sin selvbiografiske bog, Verden af i går fra 1942, beretter Stefan Zweig om, hvordan den offentlige mening i slutningen af det 19. Århundrede i Wien, i det østrig-ungarske rige, regeret af en kejser på 70 år omgivet af bævende ministre, mistænkeliggjorde ungdommen. Det var ærgerligt for den, der havde bevaret et ungdommeligt udseende: han fandt ikke arbejde, og udnævnelsen af Gustav Mahler på 38 år til bestyrer af Statsoperaeren var en skandaløs undtagelse. At være ung udgjorde således en hindring for alle karrierer. For de ambitiøse skulle man således se ældre ud: fremskynde skægvæksten, tørre sin næse i lommetørklæder med guldindfatninger, stille stivede flipper til skue, gøre sig bemærket ved at bære en lang, sort skødefrakke og, hvis muligt, fremvise en begyndende overvægt, garanti for seriøsitet. Man måtte straffe ungdommen for at være ung, så man kunne fremskynde dens modning.

Udsættelse og overlevelse

Hvilken kontrast til vores tid, hvor enhver 50— eller 60-årig håbløst forsøger at anlægge ydre, ungdommelige tegn, sammen