Print artikel

Alderdommen er en ørken

»Det er Platon, lang tid før Scott Fitzgeralds Benjamin Button, som i Staten forestiller sig, at før i tiden »forlod de døde gamle mænd jorden for at leve deres liv baglæns« og kom tilbage som nyfødte.«
Essay
17.01.20
På den ene side stiger levealderen og forærer os tid, vore forfædre kun kunne drømme om. På den anden side er de sidste mange leveår præget af fritidens og det gradvist skrantende helbreds kedelige ørkenvandring. Men ifølge den franske filosof Pascal Bruckner bør der i alle aldre være en lyst til at leve fremfor et afsluttet liv.

»At blive gammel er stadig det eneste middel, man har fundet til at leve længe«

Sainte Beuve

I sin selvbiografiske bog, Verden af i går fra 1942, beretter Stefan Zweig om, hvordan den offentlige mening i slutningen af det 19. Århundrede i Wien, i det østrig-ungarske rige, regeret af en kejser på 70 år omgivet af bævende ministre, mistænkeliggjorde ungdommen. Det var ærgerligt for den, der havde bevaret et ungdommeligt udseende: han fandt ikke arbejde, og udnævnelsen af Gustav Mahler på 38 år til bestyrer af Statsoperaeren var en skandaløs undtagelse. At være ung udgjorde således en hindring for alle karrierer. For de ambitiøse skulle man således se ældre ud: fremskynde skægvæksten, tørre sin næse i lommetørklæder med guldindfatninger, stille stivede flipper til skue, gøre sig bemærket ved at bære en lang, sort skødefrakke og, hvis muligt, fremvise en begyndende overvægt, garanti for seriøsitet. Man måtte straffe ungdommen for at være ung, så man kunne fremskynde dens modning.

Udsættelse og overlevelse

Hvilken kontrast til vores tid, hvor enhver 50— eller 60-årig håbløst forsøger at anlægge ydre, ungdommelige tegn, sammenblander jakkesæt, har langt hår og jeans, og mødre klæder sig ligesom deres døtre i et forsøg på at udligne enhver afstand mellem dem. I gamle dage levede folk deres forfædres liv, fra generation til generation, i dag vil forældrene leve deres efterkommeres liv. Det skyldes, at værdierne gennem tiden er blevet vendt om; ifølge Platon skulle videnstigen følge aldersstigen, kun et individ på over 50 kunne kontemplere det Gode. Hans Republiks autoritet skulle tilfalde de ældste i en form for »mådeholdent gammelmandsvælde«, som Michel Phillippe skriver. Kun de gamle viste sig egnede til at lede bystaten, til at afværge lidenskabernes anarki, til at orientere borgerne mod den højeste grad af humanitet. 

Magtudøvelsen var en funktion af åndelig autoritet. Det er Platon, lang tid før Scott Fitzgeralds Benjamin Button, som i Staten forestiller sig, at før i tiden »forlod de døde gamle mænd jorden for at leve deres liv baglæns« og kom tilbage som nyfødte. Han så således barndommen som en eksistensform. En tilbagevenden til udgangspunktet efter en lang rundrejse. Jeg har udviklet en anden vision om dette emne: i løbet af et århundrede, siden Første Verdenskrigs blodbad, hvor en hel aldersklasse døde efter ordrer fra uansvarlige gamle mænd, er vi begyndt at opfatte modenheden som et fald, som hvis det at modnes var lig at dø en lille smule. (jeg henviser til første del af La Tentation de l’innocence, Grasset, 1995, hvor jeg analyserer ændringen i synet på den høje alder og valoriseringen af barndommen og umodenheden i Vesten). Alt imens ungdommen med Rimbaud, surrealismen og Maj 68 er blevet stedet for alle løfterne, selve krystalliseringen af det menneskelige geni. »Stol aldrig på nogen over 30 år« sagde den amerikanske aktivist og pacifist Jerry Ruben i tresserne før han selv, efter at have passeret 40, blev en velhavende forretningsmand.

I dag er man ung, indtil man bliver gammel: den voksne alder er forsvundet. Vi er mere end nogenside ligesom J.M. Barrie, opfinderen af Peter Pan, børn, som ikke vil blive voksne. Det er selve idéen om modenhed, som forsvinder, man løber hornene af sig i modsat retning af det biologiske ur, de unge slår sig ned i en alder af 20, mens deres gråsprængte forældre fjoller rundt og forøger intrigerne

Men fremfor alt, så er livet ikke længere kortvarigt, det er ikke længere flygtigt som et tog, der passerer forbi, for at bruge Maupassants metafor. I løbet af de sidste hundrede år har menneskeheden nemlig søgt at trække tiden ud, i hvert fald i industrilandene, hvor den forventede levealder er steget med tyve år. Medicinen, som Michel Foucault kaldte »vores endelighed i bevæbnet skikkelse«, har skabt en overskydende generation. Umådeligt fremskridt, eftersom der til denne vilje til at leve fuldt ud kommer en tilbagerykken i indgangstærsklen til alderdommen, som for 200 år siden begyndte ved 35 år. (i 1750 nåede kun 7-8 % af den franske befolkning at fejre deres 60 års fødselsdag, i 1985 var det 82% og 92% for kvinderne). En ud af to små piger født idag vil blive hundrede år.

Over halvtresårsalderen oplever menneskedyret en form for suspension: ikke længere ung, ej heller rigtigt gammel, i vægtløs tilstand. I gamle dage var tiden en bevægelse mod et mål, åndelig perfektion eller fuldendelse, den var orienteret. Barndommen stræbte mod ungdommen, som stræbte mod voksenalderen, som lige så stille og roligt vippede mod den store modenhed og alderdommen. Således åbner der sig en usagt parentes mellem de to perioder. Hvad handler det om i dette tilfælde? Om en udsættelse, der holder livet åbent som en svingdør. Et formidabelt fremspring, som vender op og ned på alting, forholdet mellem generationer, finansering og sociale forsikringer, prisen for den store afhængighed. En ny kategori opstår mellem den modne alder og alderdommen: “seniorerne”, for at bruge en latinsk term (romerne brugte “senior” som en betegnelse for en mand mellem 46 og 59 år), disse grå tindinger, aktive, i god fysisk form og ofte bedre bemidlet end resten af befolkningen. Det er det øjeblik, hvor mange, efter at have opfostret deres børn og fuldført deres ægtesskabelige forpligtelser, bliver skilt eller gifter sig igen, drømmer om et nyt forår i deres livs efterår. Denne forandring påvirker ikke kun den vestlige verden: i Asien, Afrika og Latinamerika går et fald i frugtbarhed hånd i hånd med en stadigt aldrende befolkning, uden at de materielle betingelser for denne tilstand er blevet gennemtænkt. (I Japan, for eksempel, vil 40% af befolkningen være over 65 år i 2040).

Overalt drømmer de offentlige myndigheder om, ved hjælp af Silver Economy, at bringe denne del af befolkningen tilbage i arbejde indtil de er 70 eller 75 år. Alderdommen er ikke blot et lille antal overleveres lod, den er fremover fremtiden for størstedelen af menneskeheden med undtagelse af den amerikanske, hvide underklasse, som oplever en foruroligende stigning i dødelighed. (ifølge nobelprismodtager Augus Deaton er den forventede levealder for befolkningen i Appalacherne, pga. opioid-krisen og social håbløshed, lavere end i Bangladesh). Med andre ord, så er der ikke længere blot en, men mange alderdomme, og det er kun den, der kommer lige før døden, som er berettiget til navnet. Livet er således på én gang for langt og for kort, det strækker sig i endeløse perioder, går forbi som en drøm. Det svinger frem og tilbage mellem lynende korthed og overskud.

Hedonismen må udvise anstændighed, genfinde begærets taktfuldhed for ikke at synke ned i liderlig senilitet

Det er derfor nødvendigt at skelne fremtid [futur] som grammatisk kategori fra det kommende [avénir], en eksistentiel kategori, som indebærer et i morgen, som ikke blot er noget kontingent, men noget der ønskes og begæres. Vi kan holde os i live meget længe, men spørgsmålet er, om vi bliver ved med at eksistere, i den betydning hvor Heidegger adskilte den væren, som er hvad den er, fra det eksisterende, som kun er for så vidt som det projicerer sig ud. Hvad skal vi stille op med de 20 overskydende år, som er faldet tilfældigt ned over os? Ligesom soldater, der er blevet hjemsendt fra krigstjeneste, og som man hverver påny hvert tiende eller tyvende år. Terningerne er kastet for det væsentlige, opgørelsens time er kommet og alligevel er vi nødt til at fortsætte. Denne udsættelse, umiddelbart tom for indhold, er på én gang spændende og foruroligende. Denne indhøst af overskydende dage venter på at blive fyldt ud med begivenheder, med planer. »Mit fremskridt, det er at have opdaget, at jeg ikke længere gør fremskridt« skrev Sartre i Ordene i 1964, der var han 59 år, og indrømmer sin nostalgi efter »bjergbestigerens ungdommelige beruselse«. Er vi stadig der? Tidsfristerne bliver kortere, mulighederne svinder ind, men der kan stadig være opdagelser, overraskelser, overvældende kærlighed.

Tiden er blevet en paradoksal allieret, nærmest en risiko. Alle dens velgerninger, hvis de indtræffer, kommer fra nåden, man må modtage dem på knæ, når man har passeret en vis alder, mens man takker Forsynet for dets velsignelser. Når alt kommer til alt, kan det sidste kapitel af en roman være ligeså spændende som de foregående, hvis det sammenfatter og udvider dem. Det er Udsættelsen: den midlertidige suspendering af afslutningen, en grundlæggende usikkerhed. Levetiden er ikke længere en pil, som fører fra fødsel til død, men en kompleks struktur, en mille-feuille af temporaliteter, som overlapper hinanden. At opleve en udsættelse, det er at sørge over sorgen ligesom de aids-ramte, der blev reddet af kombinationsbehandlingen i sidste øjeblik. Bødlen udsatte sit økseslag. Efter 50 år er enhver blevet mere eller mindre det, som vedkommende havde forventet at blive og føler sig fri til fremover at holde fast i sin væren eller til at genopfinde sig selv. En ny ungdom [adolescence], som mange har fremhævet, i forfaldets alder, en ny seniordom [séniorescence]: det handler ikke længere om at vælge sit liv, men om at bevare eller ændre det.  Den overskydende tid inviterer til at genopfinde sig selv.

Tilbage står et grundlæggende bedrageri: det er ikke livet, som videnskaben og teknikken har forlænget, det er alderdommen. Det sande under ville være at holde os i en tilstand af og med et udseende som en voksen på 30 eller 40, friske og med fuld færdighed lige til dødens porte. Imidlertid er disse sabbatår forgiftede: vi lever i længere tid, men er så syge, at den forventede levealder med godt helbred er stagneret. Medicin er blevet en maskine til at fabrikere handicap og demens. Det er tyve års nedslidt liv, som man tildeler os. Tilgiv mig denne truisme: at blive gammel er kun udholdeligt, hvis man forbliver ung i krop og sind. Rædslen ved at ældes bliver større efterhånden som den aldrende alderdom udvider sig. Så mange onder er blevet besejret, så mange uretfærdigheder er blevet ophævet: man undrer sig over, at de ikke alle sammen kan være øjeblikkelige.

Kroppen lyver under alle omstændigheder ikke, kroppen befaler. Den siger til os: livet er stadig muligt, men på mine betingelser. Det er derfor, transhumanisterne, ligesom primitive kristne og gnostikere, vil likvidere kroppen som et arkaisk symbol på vores usikkerhed i en ny teknologisk skabelsesberetning.

Til de gamle elendigheder kommer elendigheden i ikke at kunne overvinde elendigheden som sådan. Lægevidenskabens imponerende fremskridt får os til at skimte modgangens kvasi-forsvinden. »Det er snart slut med at blive gammel« var titlen på et magasin i 1992. Utrolig nyhed. Hvis alderdom ikke er andet end et spørgsmål om tid, hvis det er muligt at få det biologiske ur til at gå baglæns, så ville den ultimative fjende, døden, være slået i jorden. Det er først og fremmest nødvendigt at helbrede os for den dødelige sygdom, som livet er, for det stopper en dag. Vi forbliver delt mellem rædslen for forfald og det vilde håb om et mirakel: den fornuftsstridige sikkerhed på, at vi, takket være lægevidenskabens udviklinger, er blevet fri for sygdom og død. Det er sådan, vi skal forstå samtidens oprør mod døden. Man skelner mindre og mindre mellem foranderlige omstændigheder - at bremse fysisk forfald, forlænge eksistensen - og uforanderlige omstændigheder, afslutning og død. Sidstnævnte er ikke længere et livs naturlige grænse, men en terapeutisk ulykke, som må ændres uden omsvøb. Der kommer et øjeblik, hvor man bliver forarget over at lade dem dø, som videnskabens fremskridt for nogle år tilbage havde lovet os kunne overleve. Moderniteten får os til at skimte muligheden for et herredømme over det levende, for en “ny skabelse”, som ikke længere skylder naturens tilfældigheder noget. Det er ikke længere disse ambitioner, som forekommer os fjollede, men derimod forsinkelsen eller de forhindringer, der har været for deres realisering. Vi har, med Marx’ ord, formået at »gøre intervallet mellem det ideelle og det reelle uacceptabel«, en tilgang, som kan være drivkraft for enten den reformerende handling eller for ufrugtbar beskyldning.

Ved at ophøje den lange levetid til en absolut norm stopper civilisationen med at se senilitet, tab af kræfter og afhængighed som noget uacceptabelt. Uacceptabel konstatering: vi fortsætter med at blive gamle og dø. De eventyrlige løfter fra transhumanisterne, begærlige efter at omforme livet ved hjælp a genteknologi og kunstig intelligens, afsløres som det de er: elskværdige kimærer, Faust genskrevet med et digitalt sprog i de nye teknologiers æra. Vi skal ikke bebrejde dem for at være prometheiske, men for ikke at være det nok. Vi blev lovet evigheden til næste år, sortseerne begyndte endda at begræde dødens død, og vi registrerer en kløft mellem de opslåede ambitioner og de opnåede resultater. Det uundgåelige er ikke blevet tillintetgjort, det er blot blevet udskudt.

Lad os ikke føje mere til den forbandelse, det er at blive gammel, absurditeten i at benægte tristheden i det eller at love dets tilintetgørelse. Vores magt, på én gang betydelig og ubetydelig, består i at tilbagerulle virkningerne, at bremse skaderne: dette spillerum er vores friheds spillerum. Det er ikke blot fra forskningens fremskridt, at man kan forvente en forbedring af de ældres status, det er først og fremmest fra et fremskridt i vores mentalitet. Kroppen lyver under alle omstændigheder ikke, kroppen befaler. Den siger til os: livet er stadig muligt, men på mine betingelser. Det er derfor, transhumanisterne, ligesom primitive kristne og gnostikere, vil likvidere kroppen som et arkaisk symbol på vores usikkerhed i en ny teknologisk skabelsesberetning.

En resignation kaldet visdom?

I den ottende bog af Erindringer fra hinsides graven fortæller Chateaubriand, hvordan han i 1792, på vej tilbage fra Nordamerika, lige netop undslap et uvejr mellem England og Frankrig. »Jeg udviste ingen uro i løbet af dette semi-forlis og følte ingen glæde ved at blive reddet. Det er bedre at give afkald på livet, mens man er ung, end at blive jagtet af tiden.« Dette er en pralhals’ refleksion, overbevist om at have evigheden foran sig. Lede ved tilværelsen som tyveårig virker dermed til at være en luksus for det forkælede barn. Mere dybsindig er Jean Paulhans bemærkning: »Jeg håber på at leve helt indtil døden«, som genkalder denne vittighed fra dissidenterne i Sovjetblokken »Partiet fortæller os, at der ikke er noget liv efter døden. Men er der et liv før døden?«

Den eneste mening med livet, vi ved det allerede tidligt, er at holde det ud. Men når varigheden er kortere, når virkeevnen svækkes for hver dag, der går, ligesom blomsterblade, som vinden tager med sig, så er det nødvendigt at smede en midlertidig morale. En halvtredsårig idag er i samme situation som mænd i Renæssancen: hans forventede gode levetid er omkring 30 år, hvilket svarerede til et helt liv for en europære for fire århundreder siden. For alder er stoppet med at være en dom: alder er ikke længere den tærskel, hvor mennesket bliver ubrugeligt, det kan stadig ændre sin skæbne lige til de sidste øjeblikke. »At blive gammel, det er gradvist at trække sig tilbage fra det ydre«, sagde Goethe. Det er formidabelt, at de der er over 50 ikke ønsker at sidde på udskiftningsbænken, men vil forblive i det ydre, kæmpe mod den diskrimination, de udsættes for på trods af, at de repræsenterer 30% af befolkningen. De kæmper konstant for at blive i lyset, for ikke at forsvinde i kategorien af Usynlige.

Medicin er blevet en maskine til at fabrikere handicap og demens

Filosofien har traditionelt set sat alderdom lig visdom. I samfund, som før i tiden var orale, såsom Vestafrika, blev enhver olding, som havde gennemgået en særlig optagelsesceremoni og var i stand til at kommunikere med de døde, anset for at være en rigdom af spiritualitet. »En gammel person, der dør, det er et bibliotek, der forsvinder« sagde den senegalesiske forfatter Amadou Ampate Ba i 1960. På vores breddegrader er det nærmere en ridset plade, der stopper. Den høje alder har altid været genstand for en kontradiktorisk definition: sødmen i at svinde hen med agtelse og respekt, men også tristheden ved et liv i lave højder, ved en uendelig dvale i forfald. Man svinger her mellem forsigtig lovprisning og nedsættelse, beundring og afsky. Senioren skylder lægevidenskaben, og ikke sine egne fortjenester, sin lange levealder. Før var han sjælden, omgivet af en glorie og en vis prestige, nu vrimler det med ham. Men det er en vaklende senior ude af stand til at definere sin status eller til at begrænse sine skæbnesvangre cyklusser.

Traditionelt set var alderdommen øjeblikket for ro og for klarhed. Bedsteforældrenes ro, som tager imod deres børnebørn med en elskværdig godhed, og som kan forstå og tilgive alt. Man skilte det væsentlige fra det uvæsentlige: på tværs af kroppens udtørring vedblev kun det væsentlige, åndens storhed og sjælens skønhed. Livet blev udtyndet, det holdt sig fuldstændigt i en flamme, men denne flamme var sublim, den vakte respekt og beundring hos alle. Med forlængelsen af levetiden bringes denne model i uorden. På den ene side et stadigt aktivt liv, på den anden side et stakåndet liv, som man afviser som et spøgelse, den store oldings spøgelse, en sengeliggende på hospice, som udveksler uendelige betroelser om sin prostata, sine lunger, sine nyrer, lægger sine små elendigheder i fælleskassen sammen med sine lidelsesfæller. Alt hans energi går til at bevare sig, holde en kamp mod opløsning kørende dag efter dag, tætne hullerne, reparere de defekte veje, spise, sove, slæbe sig afsted. Her må man skelne mellem den modtagede krop, den oplevede krop, og den vedligeholdte krop, som lige indtil udløbet skal lappes sammen, rekonstrueres, ændres stykke for stykke som en maskine, mens den venter på hjernens overførsel til en harddisk.

Der kommer et tidspunkt, hvor man accepterer det, som man er, med sine kvaliteter og begrænsninger. Men denne accept af sig selv er ikke lig en opgivelse. Det er derfor, vi mistænker klassikernes visdom for at være et andet navn for opgivelse, og at det er nødvendigt med alle sine kræfter at modstå svækkelsen af livet, at modstå forvisningen til de blomstrende huse, som plejehjemmene for de medikaliserede døende er. Heraf det tvetydige i pensionen: som en formidabel social erobring skaber den også den alderdom, som den bliver anset for at aflaste. Visse trættende erhverv kræver en standsning af aktiviteter for en krop udmattet af ensformige handlinger. Men for alle de andre er denne afsked en dobbelt byrde, foreningen mellem svækkelse og alder, udgangen fra det aktive liv koblet med en faldende indkomst.

»En gammel person, der dør, det er et bibliotek, der forsvinder«

Vi smider en række mennesker i skraldespanden, som er fuldstændigt sunde på sind og legeme, og som efter nogle måneder med inaktivitet sygner hen. Hvordan kan man ikke forundres, når en kendt økonom forklarer os, at man er mere lykkelig som tresårig end som fyrreårig, fordi man har frigjort sig fra materielle ting? (Daniel Cohen, Homo Economicus: Prophète des temps nouveaux). Man postulerer en sammenhæng mellem arbejdets ophør og sindsro og overser hermed de pensioneredes protester mod nedskæringer i deres pension og den følelse af tomhed, som følger overgangen til pensionen. Simone de Beauvoir beskrev i 1970’erne kvinden på over 50 år, blottet for økonomisk afhængighed, som ramt af en ubrugelig væren til rådighed: hun har ingen forpligtigelser, børnene er blevet voksne, rollen som bedstemor er ikke så fristende, hun er stadig ved sine fulde fem men lever et passivt liv i kedsomhedens ørken. Hun betragter de mange år, hun har tilbage at leve i og mumler: »Ingen har brug for mig.«

Hun føler sig ugyldig. Så snart erfaringen er opnået, så er de opnåede kompetencer blevet diskvalificeret med den begrundelse, at man skal give plads til de unge og mindre erfarne, som er ivrige efter at bevise deres værd. En sand skuffelse for dem, som man tvinger i hvile, selvom de hverken ønsker hvile, ro eller fred, og gerne ville forblive i deres felt. Sandheden om et rigt liv findes i den prøvelse, som styrker det, ikke i den hvile, der svækker det. Den pensionerede er blevet, men han vil blive ved med at blive. Han er fuldendt i samfundets øjne, men ikke i sine egne øjne. Fra nu af bebor vi vores liv i stedet for at være forbigående, ufrivillige værter for det. Alderdommen er en ørken, som man fremover krydser uden guide, vi vil gerne have de gamle til at vise os en vej, som vi ikke vil følge. De er tidsambassadører på dette land, hvor vi endnu ikke er, nemlig fremtiden, menneskehedens udsendinge på disse fjerne egne, som skræmmer os, de sidste vidner på en bevidsthed, som stadig er i live. De fortæller os, at derovre, på tidens fjerne egne, er livet ikke blot svækket, det er stadig muligt. De er tidsspejdere for så vidt som de har været syge, har rejst sig igen og er kommet triumferende ud af deres konfrontation med prøvelserne. De er fortroppen på livets vej, som trækker flokken gennem vanskelighederne.

Man må blive gammel med ro, muligvis, men ikke med opgivelse, man må anerkende det uundgåelige uden at bukke under for det på forhånd. Det er paradokset. Vi bliver uden tvivl overvundet, men ikke uden at have kæmpet. »Hvad vi kalder visdom, er vanskeligheden i vores sindsstemninger, leden ved de nuværende ting« sagde Montaigne. Tror man en allestedsnærværende kliché, så ville man trinvist skulle gøre sig fri fra de jordiske glæder, hellige sig til grublen, til studier, komme med orakelsvar i form af absolutte leveregler, lige så stille og roligt forberede sig på Den Store Afrejse.

I en alder af 80 år, glædede Sofokles, hvis man skal tro Platon, sig over endelig at være blevet befriet for begærets smertefulde åg, en erfaring, som ligner et folks, der omvælter en tyran eller en slaves, som befrier sig for sin herre. Det er ikke sikkert, at en sådan opgivelse virker forførende på vor tids verden. Faktisk kan det godt være, at hemmeligheden bag en lykkelig alderdom meget præcist består i den omvendte fremgangsmåde: i at dyrke lidenskaberne helt til det sidste, i hverken at afstå fra nydelse eller eventyr, i at fortsætte til det sidste med at elske, at arbejde, at rejse, i at forblive åben mod verden og mod andre. Hvad skal vi give afkald på, hvis vi vil bevare det væsentlige? Først og fremmest på opgivelsesimperativet, som sidestiller alder med den tiltagende svækkelse af vores begær og med opgivelsen af vores fortrin. Selvom den slutter med at besejre os og berøve os for os selv, så bliver vi nødt til at genopfinde alderdommen. Vi skal ikke afskaffe den som biologisk realitet, men som metafysisk diktat, der påbyder os at gå i seng, at opgive.

Sidste akt eller ny etape?

I en alder, hvor vores forfædre allerede var gået ind i mørket, er der en blanding af glæde  og angst ved at have undsluppet alderdommens elendighed, farerne og bitterheden, visheden om at livet har narret os, at vi fortjener bedre. Men ethvert individ bliver, på den anden side af en vis grænse, indimellem grebet af en vild følelse af ulovlig bemægtigelse: som hvis han havde stjålet brød fra de næste generationer. Ikke blot har vores forfædre, ved deres anstrengelser og uden vores hjælp, skænket os en ufortjent komfort, men vi ser endda ud til at nyde godt af denne fortjeneste bagom ryggen på vores børn og børnebørn. Vi bliver kannibalgenerationen, som nyder godt af begge sider af historien og tilraner os privilegier, som lige så meget er tyvekoster.

Alderdommen er en ørken, som man fremover krydser uden guide

Vi er derudover hadet af dem, som ser det i os, som de selv en dag skal blive, deres helbreds forfald, deres illusioners ruin, og de dømmer os for at foregribe det, som venter dem. Er det ikke ved at være på tide at forlade scenen? For at modvirke denne modvilje er der kun en løsning; at bringe alle dem over tres tilbage på arbejdsmarkedet på frivillig basis. At gøre en hel aldersklasse til en fritidsklasse, indesluttet med konsumerismen alene, er en katastrofe, realiseret med de bedste intentioner i vores samfund efter anden verdenskrig. Klarsynet og intelligensen i verden går ofte i modsat retning af årene: at genfinde en aktivitet, det er at give personerne en plads og en retning igen, i andres service, at gøre dem til aktører igen, i denne terms fulde betydning. Det er at gøre op med fordommen om de ældste som en snyltende klasse, som man tålmodigt venter på fordufter, så de kan give plads til de unge.

På vores breddegrader finder eksistensen kun sted én gang: der er ikke en opsamlingsklasse som i buddhismen eller hinduismen. Disse to religioner har, med begrebet om karma, opfundet ideen om en skæbne på prøve, et terningeslag, der starter forfra: i vores nuværende liv betaler vi for tidligere livs synder og vi bliver, kredsløb efter kredsløb, renset for vores skavanker, indtil vi bliver befriet fra reinkarnationerne. Den kristne udspiller sin uendelighed i en eneste flygtig eksistens, mens hinduen, for at kunne nå til befrielsen, fordeler det på en række på hinanden følgende genfødsler. Men reinkarnationen findes også i den vestlige verden takket være den lange levetid: gennem årene stifter vi bekendskab med mange versioner af os selv, som vi lægger sammen, hver gang vi forlader vores forrige jeg. Aldrig har den tredje alder været så meget den filosofiske alder par excellence, som den er i dag. Den er det øjeblik, hvor alle det menneskelige vilkårs udfordringer bliver lagt frem i deres klarhed, sådan som Kant definerede det: hvad er det tilladt mig at håbe, hvad er det tilladt mig at kende og at tro?

Den indiske sommer er virkelig denne »samtale, som sjælen fører med sig selv«, som Sokrates mente, en permanent undersøgelsestilstand. Man stopper ikke med at lære at leve, mens man lever, og dette indtil sidste åndedrag, kunne Seneca godt lide at gentage. Vi er stadig gamle studerende i eksistensens skole, og denne vilje til at fortsætte signalerer lige præcis åndens ungdom. Vi råder stadig over nok tid til at lære verden at kende påny, fordybe os i viden igen, blive et lille barn igen på det tidspunkt, hvor man i gamle dage allerede var gået i graven. Hvad gør man, når man én gang er blevet sig selv? Alt er fuldendt, og alligevel står alt tilbage at opdage. I alle aldre bør der være en lyst til at leve fremfor et afsluttet liv.

Vi er fuldendte [faits], men uperfekte [imparfaits]: er det ikke det rette tidspunkt til at blive det, som man gerne har villet være? Hvis vi idag ikke forstår os på at blive gamle, så er det fordi vi lever ved hele tiden at genopfinde livet, hvilket helt til sidste åndedrag er en maskine til at afvise fataliteten, selv når svækkelse af kroppen bliver større og større. Det virkelige liv er ikke fraværende, for der er ikke noget “virkeligt” liv, men mange interessante veje, som står tilbage for os at udforske.

Bliv det, du er; men skønheden i en skæbne er ikke at realisere sine drømme eller ikke blot det, det er at fuldføre noget andet end det, man har drømt om, at blive noget andet end sig selv hvis muligt, frigøre sig fra sin væren, udvide sig til en anden virkelighed, pågribe stykker af verden, som intet havde forberedt en på. Et vellykket liv er ikke blot, som Vigny skrev, »en ungdomsdrøm realiseret i den modne alder«, det er også en skæbne, som har krydset det uventede, overraskelsen, som har overvundet noget, der er større end den selv gennem frivillig fordrivelse, ved at åbne sig for en vis anderledeshed.

Mindst to modeller viser sig for os, når vi er over halvtreds, og som vi kan møde: spille gamle gadedrenge eller gå ind i rollen som udmattede forfædre. Slutte sig til folket af små gamle mænd, som spiller pinochle og pétanque, mens de venter på suppen, eller slutte sig til stammen af pensionerede på vitaminer, ofte i bedre form end de unge, fordi de succesfuldt har overvundet forskellige sygdomme. De fortrinsvist velhavende tilhørende middel— eller overklassen har masser af appetit på livet og udviser en vild energi i en alder, hvor deres forfædre allerede var senile eller sengeliggende. Hjertets og åndens vildfarelse kan slå ind i hvert øjeblik for begge køn. Hvad det angår, har fremkomsten af viagra (uden en ækvivalent til kvinderne), foræret de tresårige manegeklovne berusende evner. Det har ødelagt mavefreden og indimellem styrket nedrykningen af kvinder. Hvor mange gamle ægtefæller er ikke blevet separeret, når en af dem genfinder smagen for kærlighedsdysten og bryder kyskhedens helle?

Grådigheden hos gråhårede, som er ivrige efter at få terningerne til at rulle en sidste gang, kaste sig ud i sport, rejser, hårdt arbejde, kødelige udskejelser, er født af den nye tidslige, strategiske dybde, som tilbyder sig for os alle: i Europa er gennemsnitsalderen for førstefødende nået op på 30 år og “overgangsalderens blokering” ville en dag kunne tage et spring og blive skubbet helt til over 60 års-alderen. Patetisk vision? Måske. Men at bebrejde de ældre deres malplacerede begær, deres lyst til at tage fat, til at fortsætte med at arbejde, det er at dømme dem til en for tidlig død og at dømme sig selv, så snart man har krydset den samme grænse. Er der noget smukkere end at springe tidssekvenser over, end at pege fingre ad skæbnen, at unde sig selv, i det mindste for en tid, et tillæg af rus, af følelser, af møder?

Den Store genbegyndelse, den Store tilbagevenden til rødderne, og ikke den Evige gentagelse, er den eneste form for evighed, som vi har fundet på vores breddegrader, alt imens troen på paradis er blevet dæmpet hos de troende. Den klassiske kristne treenighed, Helvede, Skærsilden og Paradis er kommet tilbage på jorden og opdeler fremover vores verdslige liv: det hinsides er her på jorden, spaltet og opdelt i perioder. Der er flere liv i en kvinde eller mands eksistens, og disse liv lægges sammen uden at gå i et med hinanden. De udgør en kontinuerlig skabelse, som aflejres i form af en skæbne. Vi begår fejl, vi udbedrer dem, vi begår andre fejl. Som Beckett påpegede, har vi ret til at »ramme forbi, ramme forbi igen, ramme bedre forbi«, så mange mislykkede forsøg, som i sidste ende udgør et smukt liv. I dag er man ung, indtil man bliver gammel: den voksne alder er forsvundet. Vi er mere end nogenside ligesom J.M. Barrie, opfinderen af Peter Pan, børn, som ikke vil blive voksne. Det er selve idéen om modenhed, som forsvinder, man løber hornene af sig i modsat retning af det biologiske ur, de unge slår sig ned i en alder af 20, mens deres gråsprængte forældre fjoller rundt og forøger intrigerne. Fornuften vokser ikke med årene, panikalderen kan ramme lige til sidste øjeblik.

Med denne væsentlige nuance: hedonismen må udvise anstændighed, genfinde begærets taktfuldhed for ikke at synke ned i liderlig senilitet. Spørgsmålet er, om denne nye alder er en transformeret modenhed eller en bævende post-ungdom på grænsen til afgrunden? At begynde et nyt liv som 55-60-årig er ikke det sammen som at kaste sig ud i tilværelsen som 16-årig. Er de nye seniorer, disse “bohème boomere”, som man kalder dem, vogtere af overleveringen eller »gamle satyrer opslidt af udsvævelser«, hvidhårede slyngler, ligesom Donald Trump, en baby på 72 år og leder af verdens førende supermagt, eller ærværdige hierarker? De afprøver en kortvarig morale. Lidenskabernes lyn er kortvarigt, sjælen og hjertet blusser hurtigt op: den åndelige og følelsesmæssige alder falder ikke altid sammen med den biologiske alder.

Forsoning af det modstridende: romantik og tøfler, udskejelser og rynker, hvidt hår og stormfuldt begær. Vi har ikke fundet løsningen på det menneskelige vilkårs onder, blot åbnet et lillebitte tagvindue på klem i hulen. »Man er ikke seriøs som 17-årig« sang Rimbaud. Men man er ikke mere seriøs som 50, 60 eller 70-årig, selvom normerne påbyder os at lade som om. Vi må ribbe alderen for disse affældige ornamenter. I alle etaper af dets udfoldelse hævner livet sig mod det uigenkaldelige. Og dette helt indtil vi styrter i afgrunden.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.