Den modvillige fødselar
Det er søndag den femte maj 2013. Det er eftermiddag, og i forhallen på Diamanten summer det af forventning. Søren har fødselsdag. Kierkegaard har fødselsdag, og som en af mine venner noterer sig på Facebook tidligere på dagen, er det svært at beslutte, om dette skal fejres med ”'den med instrumenterne” eller en mere traditionel fødselsdagssang.
Det har de til gengæld for længe siden besluttet på Det Kongelige Bibliotek, som i dagens anledning har inviteret til en ordentlig kransekage af et arrangement. Politiken Plus-segmentet har fået forårshabitten på. Derudover er foyeren fyldt med alle kulturens pinger. »Hvor er billetterne til Ellen Hillingsø?« Arrangørerne står med sved på overlæben, og en øresnegl der arbejder på højtryk. Oprindeligt var det planen, at arrangementet skulle strække sig over tre dage, men da den slovenske filosof Slavoj Žižek, på grund af sygdom, måtte aflyse, blev det hele samlet til én stor festforestilling. Godt nok er der ingen Tina Turner, men Paul Holdengräber, professionel konversationist og kurator fra New York Public Library, er blevet fløjet ind sammen med en amerikansk forfatterinde med norske aner, en fransk intellektuel og