Et skamfuldt maraton
Jeg har kigget nærmere på de nu to seneste bøger af Pablo Llambias. Monte Lema der udkom i efteråret 2011 og Hundstein der lige er kommet i januar i år. Det krævede 6 timers isolation, 3 kopper kaffe og en hel plade chokolade.
Hvorfor nu denne kedelige placering af læsningen, kunne du så spørge. Jo, fordi det kedelige, det hverdagsagtige og det ensomme, alt sammen er en grundlæggende præmis for de nu ca. 800 sonnetter, og den måde de opererer på.
Da jeg skulle skrive det her, blev jeg gjort opmærksom på Jeppe Krogsgaard Christensens anmeldelse af Monte Lema i Berlingske. Her kritiseres det pinlige, det private, det intetsigende indadskuende og den flade prosa, der er knækket, eller mast ind i, sonetformen for at være direkte dårlig, og fik to stjerner.
Anmeldelsen slutter med at sige, »at Llambías indimellem kommer kritikken i denne anmeldelse i møde. Det gør bare ikke bogen mere interessant eller vedkommende. Snarere tværtom.«
Det kan Christensen have ret i. Bøgerne skyr ens læsning af dem, ved også at læse sig selv. Ved at være på forkant med de kritikpunkter man kunne find
