Når ordet læner sig tilbage
De seneste år har man været vidne til en voldsom opblomstring i samarbejder mellem musikere og digtere – både i Danmark og internationalt. Lidt fejlagtigt bruges betegnelsen ”spoken word” ofte som en generel betegnelse for sådanne samarbejder. Fejlagtigt, fordi spoken word er en tradition i egen ret. En betoning af litteraturens mundtlige tradition og performative dimension. Undertiden suppleret med musik, men da snarere som ren backing, eftersom det talte ord – som navnet angiver – er det indiskutable fokus. Hvad der derimod netop synes at være karakteristisk for mange af de nyere musikalsk/litterære samarbejder er netop jævnbyrdigheden mellem ordet og musikken. Der er ikke tale om poesi, der peppes op af lidt baggrundsmusik, ej heller om musik, der pynter sig med litteraturens fjer. Som regel er der tale om et egentligt møde, hvor litteraturen og musikken bliver sfærer, der griber ind i hinanden.
Historisk har mødet mellem musikere og digtere især foldet sig ud i form af jazz'n'poetry. Amerikanske beat-digtere som Jack Kerouac og Lawrence Ferlinghetti forsøgte at hente jazzens improvisation og rytme ind i skriften, men de optrådte også jævnligt med musikere. Formen har o
