Den sidste måneds tid har internettet summet. Links er blevet sendt og videoer er blevet postet. På gaden og på barene siger man "har du hørt den der...?" ATLAS er hoppet med på vognen og anbefaler sommerens soleklare hit »Du har kysset med Jamel« med den unge rapper Kidd. Nummeret har en ubestemmelig energi og den der umiddelbare kvalitet, som gør at man med det samme ved, at man har med noget særligt at gøre.
Redaktionen forudser, at det bliver dét nummer du kommer til at høre brøle ud af åbne vinduer fra en fest kl. 3 om natten, mens du er på vej hjem fra en middelhyggelig par-middag med pæne mennesker engang til juli på Nørrebro, når det er lunt om natten. Måske vil du tænke: "engang forstod jeg altid, hvad de unge havde gang i", og undre dig over, hvornår du faldt fra. Her er så chancen. De unge har gang i træningstøj, der ikke ser dyrt ud. Faxe Kondi. Meget store hjemmerullede cigaretter. Piger der gerne vil kysse med drenge og drenge, der gerne vil kysse med piger. Og musik med et åbent, rent og energisk udtryk.