Det er ikke cool at fortryde sine børn
Mødre har ikke monopol på debatindlæg om forældreskabets bagsider. På trods af at mange kvinder stadig bruger mere tid og energi på børnene end deres mænd, så har vi bestemt også udfordringer forbundet med resultatet af formeringsprojektet.
Men i stedet for blot at lave den samme klagesang med maskulint fortegn, har jeg efter lange tilløb indset, at jeg måske slet ikke har behovet for at dyrke besværlighederne, nedturene og frustrationerne.
Der er ellers rigeligt at tage fat på. Som far oplever man ligesom mødrene et brat tab af frihed, og følelsen af at falde ud af verden og blive låst inde i sin lejlighed dominerede mit liv med spædbørn.
For når man leger far, mor og børn er rollerne begrænset til de tre, og alle andre mennesker er i større eller mindre grad reduceret til bipersoner udenfor denne hovedkonstellation.
Fortiden lokker
Småbørnsfamilier går rundt i parallelle bobler, hvor vi dyrker den lille enhed og glemmer de store grupper og sammenhænge, vi indgik i, da vi var yngre. Og som mand kan det være ekstra svært at tilpasse sig den nye situation, da vi ikke har samme tilgang til samvær som kvinder.
Jeg deler fx ikke