En nådesløs tirsdag morgen på Prags Boulevard
Du har nok stadig lidt tømmermænd ovenpå udskejelserne med drengene i mandags. Du ved; klassisk nytårsfest, Frank Sinatra attitude, middelmådig champagne, lidt coke og forventninger om et tilfældigt nytårsknald. Alle enfant terrible-drengene samlet – villige til at dø, unge og smukke i forsøget på at sprudle over byen, som eksplosivt fyrværkeri over rådhuspladsen. Den nat agerede i bekymringsløse legender, som konger af København, udødelige, uregerlige og sorgløse.
Så vågnede du tirsdag morgen 2013, ude på Amager et sted, og det var som om et eller andet havde ændret sig ikk’? Som om bygningerne pludselig var uendelige grå betonklodser, en diset vinterdag i Tjernobyl. Og der mærker du det. Det sætter sig først som tæger på sjælen, som en ømhed i knæet, eller en hysterisk hjertebanken du ikke genkender. En fremmed hjertebanken. Jeg kender det godt Sebastian, det er derfor jeg skriver til dig, jeg kender alt til at føle sig lille og fortabt i en stor global verden der udvikler sig eksponentielt, jeg kender godt til at føle sig som en ensom drone, fremmed i sin krop, som en astronaut uden kontakt til Houston, sådan en nådesløs tirsdag morgen på Prags boulevard. Og dine tanker
