Rapport fra en valgkamp

Jeg er en ud af små 1000 danskere, der har valgt at stille op til det kommende folketingsvalg. Nogle er gamle i gårde, for mig selv og andre er det første gang. Selvfølgelig er vores respektive politiske drømme, forhåbninger og ambitioner om at få Christiansborg som arbejdsplads farvet af, at vi lever vidt forskellige arbejdsmæssige og personlige liv. Men alligevel er der en ting vi allesammen deler, nemlig valgkampen.

Bag hvert eneste navn på stemmesedlen gemmer der sig en historie om at ville politik så meget, at det for mange af os går forud for vores normale (løn)arbejde. En accept af det vilkår, at vores venner, kærester, koner, mænd og børn i perioder ser alt for lidt til os.

For de hundredvis af timer, man som folketingskandidat bliver nødt til at bruge på interne partimøder, foran computerskærmen, sammen med de frivillige eller ude på endnu et offentligt debatmøde, skal jo tages et sted fra. Så vi kommer heller ikke hjem og spiser i aften og kan ikke hente børn og må desværre sige nej tak til middagsinvitationen - vel vidende, at kun små 20 procent af os rent faktisk når i mål og bliver valgt ind Folketinget.  

Men hvorfor gør vi det egentlig? Det spø