Israel efter Egypten
Efter godt 30 år måtte Hosni Mubarak bukke under for en landsdækkende protestbevægelse og trække sig som Egyptens præsident. Den folkelige formåen i Egypten og Tunesien – der få uger inden skilte sig af med Ben Ali – er en inspiration for resten af regionens undertrykte folk, og respektindgydende for os andre, der følger Mellemøsten tæt. I Egypten er det indtil nu et militærstyre, med sikkerhed og orden øverst på dagsordenen, der leder landet gennem udstedelsen af dekreter. Landets generaler, med den reformfjendtlige Mohammed Hussein Tantawi i førersædet, har suspenderet parlamentet og forfatningen, mens udarbejdelsen af en ny synes at være foreløbigt skrinlagt, indtil militæret er kommet landets »kaos og uorden« til livs. Det er af gode grunde ikke til at forudsige, hvordan protestbevægelserne vil ende, men det er også svært at pege på noget, der kort for brutalitet kunne spærre ånden ind i flasken igen. Condoleeza Rice’s udtryk efter det israelske angreb på Libanon i 2006 springer i tankerne: »These are the birth pangs of a new Middle East« – dog uden blodsudgydelse fra velgørerens side.
Det er i den grad en demokratisk ånd, der svæver over et M
