»Jeg ville egentlig hellere tale om mad«

Skiftetøjet står klar i en pose i bederummets vindueskarm.                      

Udenfor skærer en gravemaskine sig igennem Nørrebogades asfalt og de forbipasserendes trommehinder, og indenfor tager Zubair Butt Hussain ikke telefonen, fordi han beder. Men tøjet står klar til, hvis der nu havde været en fotograf med.

At ønske at fremstå præsentabelt på et foto er næppe unikt for den 36-årige debattør, men på et mere overordnet plan har han for længst indset, at det ikke er uvæsentligt, hvordan man præsenterer sig selv i et dansk debatklima med stramme rammer.

»Jeg har ikke tilegnet mig en speciel måde at formulere mig på, sådan er jeg bare. Men jeg er bevidst om, at hvis man taler ind i en etableret sammenhæng på en bestemt måde, så giver det gehør på en bestemt måde. Og hvis man gør det på en anden måde, får man et andet resultat. Sådan er de uskrevne regler. Enten kan man vælge at sige, at man ikke accepterer, at der er en særlig kontekst, man taler ind i, eller også må man acceptere, at det er præmissen og få det bedste ud af det. Men princippet er jo, at hvert individ har ret til at have sin helt egen holdning på sin egen måde, og jeg får hverken mere eller