Jordens jammer
»Og han vidste, at Herrens navn var retfærdighed«, tænker en gammel præst i svenske Birgitta Trotzigs De udsatte. Hvorefter præsten træder op på prædikestolen, dejser om og ligger og lider i tre måneder, før han endelig dør, stum og med ansigtet foldet i »et lille barns fortvivlelse«.
Så meget for retfærdigheden hos de gejstlige. Det sætter til gengæld på uhyre effektiv vis De udsatte i gang. Bogen udkom i 1957 og foregår primært i 1670’erne, midt i Den skånske krig, og følger præsteslægten Graa, hvis elendighed – og den er der meget af – begynder med denne mindre skånsomme død.
Langt størstedelen af romanen finder sted i Christianstad i det nordøstlige Skåne i en konstant krigstid, der ikke stopper, bare fordi de danske soldater marcherer ud. Man følger den førnævnte præsts søn, Isak Graa, og Isaks datter Jakobine, som tvinges ind i et ægteskab med lærredskræmmeren Søved Fischer. Han beskrives sådan her: »Engang var han ejet. Nu ejede han. Og derfor var det som en kløe i ham: at eje mere«.
Og det kommer han til. Mens krigen tordner, og beboerne i Christianstad, der er »halvdøve af kanondrøn«, falder døde om, hvis ikke de må nøjes med at æde »hvalpesuppe« og
