Det er ikke konkurrenceevnen, der er EU's problem. Det er uligheden.

Europa har identitetskrise. For hvem er EU i denne nye verdens(u)orden, hvor vi sakker bagud i et AI-kapløb domineret af Kina og USA? Og hvor USA ikke længere er en favn Europa kan læne sig ind i? Krig rundt omkring i verden splitter Europas nationer, hvor uligheden samtidig er voksende. Identitetskrisen giver sig udslag i en dyb splittelse i både unionen, men også internt i nationerne, hvor højreekstreme kræfter vinder frem.

Og splittelsen i unionen synes at udgå fra en fortvivlelse fra den dårligere stillede del af nationerne. For, lyder skepsissen, kan det være rigtigt at pengene, som i forvejen føles knappe, skal gå til krigsbistand og forsvar mod en farlig verden, når nationerne i stedet kunne lukke sig om sig selv?

At højreekstreme partier vinder mere og mere frem, skal ses i dét lys. Det er et forsøg på at lukke skodderne for en verden, der kræver og »stjæler« ressourcer fra nationernes desperate og voksende underklasse. Det er i virkeligheden den logik, som har båret MAGA-bevægelsen frem, som nu ulmer i EU.

EU blev bygget på ideen om en fælles industri og et frit marked blandt lande, der ikke har meget andet end tilfældets geografiske placering tilfælle