»At skrive ustrategisk, men med integritet. Det er meningen med journalistik«
Da jeg begyndte at skrive for ATLAS, mærkede jeg det med det samme: Det er det her, jeg vil. Det var den ultimative frisættelse. Du observerer noget, du undrer dig over, og du skriver en artikel om det. Du vender og drejer emnet, læser om det, bøger, artikler, du interviewer kilder. Taler med venner og bekendte om det. Og når frem til nye erkendelser gennem den proces.
Du læser anden, ofte udenlandsk, magasinjournalistik og lærer af den. Lærer, at en artikel kan se ud på vidt forskellige måder, og at det, der bærer den, er stemmen. At en fast hånd fører dig igennem, at du mærker en intention bag teksten, at det er dét, der er magien ved journalistik, fremfor en skarpvinklet dagbladsrubrik, der får dig til at spærre øjnene op og smile, men ikke mere end det, som et sukkerkick.
Er du indigneret over noget? Undersøg det, skriv om det. Skriv, hvad du vil, bare du kan argumentere for det. Kongehuset? Skriv, hvad du vil om det. Konsulenter i kulturbranchen? Skriv, hvad du vil om dem. Politik? Skriv, hvad du vil om det. En ny, mærkelig novellesamling udgivet på et lille forlag? Skriv om den, så længe du kan fortælle, hvorfor bogen er interessant.
Du må hjertens gerne være kontrær, det er faktisk en fordel her, så længe det kommer fra et oprigtigt sted.
Lyder det ikke fantastisk? Sådan var det at blive en del af ATLAS for mig.
At skrive med hjertet er ikke karrierefremmende.
Hvad jeg ikke skænkede så mange tanker og sådan set stadig ikke helt har forstået, tror jeg, er at det faktisk er noget nær kontroversielt at mene, at dette kan være indholdet i ens arbejde. At det er sådan her, det skal være. Så lystdrevet, så frit og uforstyrret.
At skrive med hjertet er ikke karrierefremmende. At skrive noget, fordi man synes det er vigtigt, og fordi ligesindede redaktører synes det samme og opmuntrer til at fortsætte, er ikke karrierefremmende. Det er karrierefremmende at gøre noget, der gør magt- og indflydelsesrige mennesker opmærksomme på én og glade for én. Som bekendt er det ofte dem, chefen godt kan lide, der klarer sig godt i et firma, uagtet om de bidrager med mest.
Hvor mange gange har jeg ikke oplevet, at folk har ledt og ledt efter den rigtige grimasse, når snakken faldt på løn og indkomst. Hvor mange gange har jeg ikke mærket den snigende følelse af, at det her ikke var noget, jeg kunne tillade mig. Jeg mærker den næsten dagligt, vil jeg sige, som et køligt råb fra det konkurrencestatsmenneske rundet af den snusfornuftige, socialdemokratiske middelklasse, der også bor i mig.
At skrive ustrategisk, men med integritet. Ikke at kunne skjule, hvem man er i sine tekster. Dét er for mig det interessante ved at være en del af ATLAS. Det er meningen med journalistik. Jeg ved godt, det ikke er nogen god plan for fremtiden. Det er skide ustrømlinet. At skyde sig selv i foden måske endda. Jeg ved det godt. Men for mig er det ikke et arbejde, det her. Det er en tilværelsesmodus.
Kom og tab smukt sammen med os. Lige nu kan du få et gratis abonnement resten af året, både print og digitalt, ved at følge dette link:
