Så bliver man fanget, og så bliver man tabt
Signe Egholm Olsen og Patrick Baurichter sidder på scenen med ansigterne dækket af et tykt lag vådt ler, der fungerer som en slags bevægelige masker, som de konstant piller ved og omarrangerer. Iført disse masker fortæller de den nordiske mytologis skabelsesberetning, den der med de første jætter, aser, mennesker og Yggdrasil.
Nørrebro Teaters KATARSIS er nemlig baseret på Den ældre Edda (også kaldet Den poetiske Edda) en digtsamling med fortællinger fra nordisk mytologi. Teksterne blev formentlig nedskrevet i det 13. og/eller 14. århundrede, men menes at være overleveret gennem en mundtlig tradition og dermed endnu ældre. Det første digt i Den poetiske Edda er Vølvens spådom, der fortæller om verdens skabelse, og hovedpersonen i KATARSIS er netop vølven, meget groft sagt en vikingespåkvinde med spirituelle evner. Hvad hun og Nørrebro Teater egentlig vil os, fortaber sig dog hurtigt både bogstaveligt og billedligt talt i tågerne i denne opsætning.
Lad mig starte med de to ting, der rent faktisk fungerer i forestillingen: dele af scenografien og lyddesignet. Hovedscenografien består af stammetykke, lange dreadlocks
