Hvor ekstrem bliver uligheden?

Nye tal fra USA viser, at mens virksomhedernes overskud udgør en stadig større andel af nationalindkomsten, udgør lønninger en historisk lav – den laveste siden 50’erne. Det fremgår af en nylig artikel i Financial Times.

Ifølge tal fra Bureau of Economic Analysis, som artiklen bygger på, udgjorde de amerikanske virksomheders overskud 18 procent af nationalindkomsten i andet kvartal af 2026. Og samtidig falder den andel, der udgøres af lønindkomst, til 60 procent. Og udviklingen ser ud til at være accelereret i 2026. Sagt med andre ord, ser det ikke ud til, at de voksende overskud i de amerikanske virksomheder udmønter sig i tilsvarende højere lønninger. Tværtimod kæmper den amerikanske lønudvikling lige nu med at holde trit med de generelle prisstigninger.

Som Elizabeth Pancotti, politisk vicepræsident i tænketanken Groundwork Collaborative, siger til Financial Times, ser vi lige nu to afkoblede økonomier bevæge sig væk fra hinanden: én for dem, der lever af investeringer og passiv indkomst, og én for dem, der lever af lønarbejde.

Det er en udvikling, der har været undervejs længe, men som nu ser ud til at være accelereret markant, fortæller Rune Møller Stahl, som er senioranalytiker i Oxfam Danmark.

»Vi havde en lang periode i det 20. århundrede, måske især fra 40'erne til 80'erne, hvor vi så en styrkelse af lønmodtagerne, som fik en større og større del af samfundskagen. Siden dengang er det gået den modsatte vej. Når vi ser på dynamikken de sidste 15 år, så ser vi en stigende grad af dominansen af den passive indkomst - af kapitalafkastet - over lønninger af enhver form.« 

Og det er ikke kun en udvikling, som finder sted i USA, forklarer Morten Graugaard Olsen, lektor i økonomi ved Københavns Universitet. Det er, som han forklarer, udtryk for, at vi har nogle meget store virksomheder – i USA er det virksomheder som Google og Nvidia, herhjemme virksomheder som Novo Nordisk – som sælger et produkt til en meget højere pris, end det koster at producere den.

»Det betyder, at de får de her enorme afkast, hvilket så betyder en lavere lønkvote. Det er tilfældet i både USA, i Danmark og i rigtig mange andre lande,« forklarer han.

Spørgsmålet er, om den markante udvikling i tallene, som ses i 2026, hænger sammen med den udrulning af kunstig intelligens i erhvervslivet, som er undervejs. Tallene flugter nemlig med en udbredt frygt for konsekvenserne af teknologien: at den vil skabe en polarisering, hvor dem, der sidder på teknologien, vil nyde frugterne af en enorm effektivisering, mens lønmodtagere vil stå i en svagere forhandlingsposition. Ifølge Rune Møller Stahl er det sandsynligt, at netop det er, hvad der er ved at ske.

»Grundlæggende har kunstig intelligens presset nogle nye dele af arbejdsstyrken. Vi har været vant til, at teknologisk udvikling de sidste mange år især har ramt den ”klassiske”, manuelle arbejderklasse – i industrien, i transportsektoren og andre steder. Vi ser nu, at det i højere grad går ud over det, man på engelsk kalder ”white collar jobs”. Det er klart, at i det omfang du rammer lønningerne for de mere højtuddannede arbejdere, vil det være noget, der sænker lønkvoten mere, end hvis det er i bunden af arbejdsmarkedet. Så det vil være mit gæt, at det er det, der foregår,« siger han.

Når vidensarbejderne kommer under et pres, der ligner det, industriarbejderne var udsat for under globaliseringen, sker der, ifølge Møller Stahl, en forskydning af magtforholdet.

»Ligesom globaliseringen i mange lande heller ikke førte til færre arbejdspladser, men rykkede nogle styrkeforhold, som gjorde, at den industrielle arbejderklasse havde sværere ved at forhandle sig til højere løn, som de havde gjort i 60'erne og 70'erne, fordi der var en trussel om, at man kunne erstatte dem – på samme måde ser du i dag inden for de kreative brancher og i forskellige former for vidensarbejde, at der er en angst for at miste sit job, som gør, at man ser et andet magtforhold.«

Morten Graugaard Olsen mener endnu, det er for tidligt at konkludere, om kunstig intelligens har haft nogen indflydelse på udviklingen.

»Implementeringen går formentlig hurtigere med kunstig intelligens end med tidligere teknologiske udviklinger. Men jeg synes ikke, at vi ser tegn på, at det voldsomt har rykket noget, og i alle tilfælde er det for tidligt at sige,« forklarer han.

Men spørger man ham, om det er sandsynligt, at kunstig intelligens vil skubbe på for den udvikling i løbet af 5-10 år, er svaret: »Helt sikkert!«

Forklaringen er ret simpel, siger han: »Hvis man tager en, der tjener 800.000 om året og erstatter hende med et AI-program, som koster 500 kroner om måneden, så er produktiviteten jo steget voldsomt, idet noget, vi tidligere anså som værende 800.000 kroner værd nu kan produceres næsten gratis. Så må hun jo finde et andet job, men det er der jo ikke noget nyt i.«

»Der vil være en stigende ulighed, fordi ejerskabet over kapital er så ekstremt centreret i den absolutte top.«

Der er altså enighed om, at det er en udvikling, som vil fortsætte, og at den vil intensiveres yderligere i takt med implementeringen af kunstig intelligens. Spørgsmålet er, om der er grund til at være bekymrede for udviklingen? Det mener i hvert fald Rune Møller Stahl.

»Der vil være en stigende ulighed, fordi ejerskabet over kapital er så ekstremt centreret i den absolutte top. Det betyder, at du ender med en situation, som ligner den, vi havde før første verdenskrig, hvilket vil sige en ekstrem ulighed, som er mindre drevet af forskellen på lønninger og mere drevet af afkast på kapitalejerskab.«

Han fremhæver en ny rapport fra Bank for International Settlements (BIS) – også kendt som centralbankernes centralbank – som i det mest ekstreme scenarie forudser et fald i lønkvoten på hen mod 20 procentpoint frem mod 2060.

»Jeg tror ikke, det på nogen måde er realistisk, men det ville jo føre til en ulighed, som man skal tilbage til feudalsamfundet for at se mage til. Det er svært at forestille sig et samfund, der ser sådan ud.«

Ifølge Møller Stahl har tilsvarende udviklinger historisk været forbundet med krige, revolutioner og store sociale omvæltninger. Det betyder ikke, at han tror på, vi er på vej derhen – det er AI-modellerne endnu for omkostningstunge til, ligesom han tvivler på, at så mange processer kan overtages af kunstig intelligens. Men ikke desto mindre er det dette scenarie, som værdiansættelsen af de store tech-firmaer hviler på, og det er i sig selv værd at bemærke.

Ifølge Morten Graugaard Olsen er det ikke en del af hans job som akademisk økonom at gå rundt og være bekymret, og han mener også, at vi er nødt til at nuancere debatten lidt.

»De virksomheder, der har den højeste andel af deres omsætning som profit, er typisk meget store, internationale og globaliserede virksomheder, som tjener en masse penge rundt omkring i verden. Mange lande har enkelte virksomheder, som er vanvittigt internationalt konkurrencedygtige. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Novo er gode til at sælge rundt omkring i hele verden, fordi de producerer et produkt, som mange gerne vil købe.«

Og så skal vi, mener han, passe på med at gå med sådan en idé om, at når afkast og kapitalindkomst stiger, så er det kun sådan nogle gammeldags Tietgen-typer, der sidder og skummer fløden og hiver hele afkastet hjem.

»Man skal lige huske, at dem, der har formue, også er os selv, i kraft af vores pensionsopsparinger. Det er jo i høj grad helt almindelige mennesker, der har investeringer i aktier«.

Mere kritisk over for udviklingen er Rune Møller Stahl, og vi har ifølge ham allerede en masse instrumenter at tage i brug, hvis vi ønsker at ændre den.

Man kan for eksempel, forklarer han, lave en robotskat, en høj formueskat, eller en model, hvor arbejdere betales i aktieejerskab. Det ville, som han siger, være teknisk »meget nemt«, men »politisk rigtig svært«. En anden vej at gå er at diskutere ejerskabet af virksomhederne. Det er ikke første gang i historien, virksomheder vokser sig så store, og når vi ser, at værdiskabelsen af så store og så få virksomheder, så bliver det relevant, mener Møller Stahl, at overveje nationalisering, som man tidligere så det f.eks. med jernbanen.

Sidst men ikke mindst er der reguleringssporet, hvor man, som han forklarer, sætter grænser for, hvad man må, hvilke typer arbejdskraft, man må erstatte, hvilken data man må bruge, hvilket klimaaftryk man må have og lignende.

»Spørgsmålet er,« indrømmer Møller Stahl, »om det er politisk realistisk, og her er jeg mere skeptisk«.

I alle tilfælde er der grund til at holde øje med udviklingen de kommende år, hvor det vil vise sig, om det markante ryk i forskellen på profit og lønninger, der har fundet sted i 2026, er udtryk for et kortvarigt udsving – eller en længerevarende strukturel forandring.