Omhyggelig vildskab
På et tidspunkt i Majse Aymo-Boots Tingene går fortælleren rundt i juletrængslen på Amagertorv. Hendes far ligger på hospitalet efter en hjerneblødning, og nu tænker hun, at han ville have holdt af at gå her og kigge:
»Der er et udstillingsvindue med røremaskiner og gryder og skeer i oliventræ. Tingene er sat op i plateauer på en baggrund af mørkegrøn. Nogen har lagt omhu i at udsmykke det. Én, der er ansat til at gøre sig umage for Illums Bolighus.«
Værdsættelsen af omhu løber som et spor gennem romanen. Farfaren byggede modelskibe – »Grundigheden er hele pointen, ellers kan det være ligemeget« – og indviede fortælleren i sin frimærkesamling, hvilket gav hende en længsel efter at nyde »barndommens otium«, at »elske stempler og navne på lande« og »være et barn der ikke sjuskede og mistede interessen.« Og farmoren har gemt en skoleopgave, faren skrev som lille, som »et udtryk for den største umage«.
Så må tingene tale deres eget sprog, og det gør de humørfyldt
For ikke kun ting – butiksruder, modelskibe – kan arrangeres med omhu. Det samme kan ord. Det ved en forfatter som Majse Aymo-Boot, men det samme ved faren i hendes roman, da han efter hjerneblødningen kun får stumper af sit sprog tilbage:
»Når han vil sige noget skal han ud gennem et krat af mørklagt sprog […] Anbringe ordene efter hinanden i en sætning og få dem til at passe med det han ville sige, som han samtidig skal holde fast i med en tanke der ikke er lavet af sprog? Lægge ordene hen over intentionen og få dem til at dække den.«
Aymo-Boots eget sprog er dog ikke et, der blot lægger ord hen over en intention. Hvor omhuen i familien – hos de italienske bedsteforældre – handler om at begrænse sit udtryk til det tilladelige ved at insistere på akkuratesse, så er romanens eget sprog viltert, fuldt af indfald og omveje. Ikke u-omhyggeligt, tværtimod, ekstremt gennemarbejdet, men på en måde, hvor selv den mest præcise beskrivelse er lige netop velgørende overgjort, mere ciseleret end ind til benet skåret.
Som når jeget til et møde med den neurokirurg, der behandler faren, straks giver sig til i alle detaljer at forestille sig, hvordan han skræller sine appelsiner:
»Adspredt flår han skallen af. Nej, det er ikke sådan, det er sådan her han gør: Først laver han med en lille kniv et rundsnit foroven på appelsinen, rundt om stilkehullet, og derpå fire gennemgående snit vinkelret på rundtsnittet således at de danner et kryds i rundsnittets modsatte pol, så skrællen efterfølgende kan hives af i kvarter.«
Handlingen er enkel: Kort efter faren indlægges, dør hans mor, og jeget giver sig til at optrævle familiehistorien gennem hendes efterladte ting. Her viser Tingenes særlige greb om familieromanen sig at være, at den er skrevet, da det er for sent. Faren kan med sin afasi ikke længere fortælle om sin barndom, og selvom farfarens breve til farmoren fra hans rejser som skibskaptajn er bevaret, skyer de alt personligt. Eller som jeget formulerer det, da hun forgæves forsøger at komme dybere ned i en af familiens skæbner: »Det er en opsummering. Den kan ikke udfoldes.«
Så må tingene tale deres eget sprog, og det gør de humørfyldt, som i denne beskrivelse af udvalget hos den marskandiser, familien sælger den afdøde farmors møbler til:
»Telefonborde og kommoder i flere etager oven på hinanden, mange af den slags kommoder der bugner udad på midten og ligesom hele tiden kommer imod én i et olmt angreb. Min bedstemors chatol havde et mere dæmpet gemyt og blev indlemmet i flokken.«
Blandt det righoldige udvalg af snage-i-familiehistorien-romaner, der til enhver tid vil findes, er der næppe mange andre, hvor forfatteren har gjort sig så stor umage med sætningerne. Men ikke den form for umage, man gør sig med en frimærkesamling eller et modelskib. Tingene er en roman om omhyggelig beherskelse skrevet med omhyggelig vildskab.
