Gåde uden svar

Fredag den 19. juni var der officiel åbning af den monumentale installation As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Blandt de 450 særligt indbudte gæster var blandt andre Kong Frederik og Dronning Mary, lokalpolitikere, pressefolk og kunstkritikere.

Lørdag morgen befandt jeg mig, nærmest ved et tilfælde, ved indgangen til det i forvejen meget omtalte bygningsværk. Jeg og en kollega deltog i den årlige litteraturfestival LiteratureXchange og havde i den anledning et møde på ARoS – jeg havde ærlig talt glemt åbningsbegivenheden, havde hovedet fuldt af andre ting. Men der stod vi så, blandt de første besøgende museumsgæster, og vidste ikke hvad der ventede os.

Fra et stort soloplyst rum lod vi os føre ned ad en dunkel gang, en slags vindeltrappe uden trin med et blåt LED-lys som en ariadnetråd langs betonvæggen. Førte den os ud af byen og verdens labyrint eller ind i dens midte? Til en lysning eller ind i et lukket rum? Svaret gav ikke sig selv, da vi befandt os under den hvælvede kuppel: med 40 meter i diameter og en loftshøjde på 15 meter viste der sig først og fremmest et vældigt tomrum, en halvkuppel med en cirkelrund åbning mod himlen i hvælvingens midte.

Langs rummets yderkreds sad 20-30 spredte gæster, tavse eller andægtigt hviskende. Kort efter vores ankomst gled en luge langsomt hen over det centrale oculus i loftet, og straks efter begyndte rummets vægge at skifte farve: til violet, til blå, så orange. Vi så. Vi lyttede i stilheden. Vi var kropsligt til stede. Og efter en stund (10 minutter? 20 minutter?) forlod vi rummet og fulgte den blå tråd tilbage til et andet lys, til snakkende turister, til caféens klirren og museumsbutikkens designsouvenirs. Vi var bevægede, men af hvad?

Tilbage på biblioteket Dokk1, hvor festivalen fandt sted, ventede os en samtale mellem norske Johan Harstad og amerikanske Nathan Hill, to internationale forfattere med det til fælles, at de skriver store fortællende romaner i traditionen fra The Great American Novel. Der sad de så og konverserede: Nathan Hill belevent og vittigt, Johan Harstad underfundigt og selvironisk.

Mellem dem lå deres murstensromaner, fulde af ord og sætninger, sansninger, erfaringer, research og refleksioner, men uden at postulere nogen svar. To rådvilde præster i Thomas Pynchons tvivlende kirke. Salen var fuld. Et par hundrede festivalgæster lyttede opmærksomt, som om de ventede svar på noget afgørende: dét ene store spørgsmål.

I toget på vej tilbage til København samme aften læste jeg de første anmeldelser af The Dome, ARoS’ 200 millioner kroners-satsning. Jyllands-Posten er begejstret (”visuelt betagende”) og giver seks stjerner; Berlingske er lidt mere forbeholden og giver tre stjerner (”dyr lyseffekt”), mens Politikens Mathias Kryger er meget kritisk og nøjes med to små hjerter.

Kryger skriver veloplagt og irriteret: »Men min modstand mod dette projekt er ikke dets enorme skala, den semi-spirituelle sniksnak eller, at det er oplevelsesøkonomisk benzin på det bål, der brænder den besværlige og diskursive kunst ned. Min modstand opstår i og med værkets lysteater, der i sin essens foretager en manipulation med dit sanseapparat. Dette er kunst som manipulation.«

Og han har jo ret: The Dome er ikke »besværlig og diskursiv kunst«. Man kan vel sige, at det er umiddelbart sanselig og affektiv kunst. Og manipulerende, javist. Men jeg synes, Kryger overser, hvad værket muligvis selv ved og viser. (I øvrigt kan man bruge anledningen til at reflektere over betydningen af hjerter og stjerner som måleenheder i ”oplevelsesøkonomiens” kunstkritik.)

Man behøver ikke at være særlig kunsthistorisk velbevandret for straks at indlæse Pantheon-templet i Rom i værkets arkitektur, og hvis man ikke selv tænker over ligheden med det samme, kan museets chatbot nemt og hurtigt redegøre for referencen: Dimensionerne og strukturen er stort set ens. Som navnet siger, var det antikke Pantheon oprindelig et tempel for alle (pan) de græsk-romerske guddomme. Det er opført i 120 e.Kr. og har siden 600-tallet været brugt som kristen kirke. I dag er det først og fremmest en stor turistattraktion.

Mathias Kryger væmmes ved den spirituelle bullshit om The Dome »som et meditativt modsvar til en verden af højlydt larm og umenneskelig hastighed.« AI-slop galore. Men jeg tror, at selve værket er klogere end som så. Det mimer ganske vist kirkerummets stedslige mellemværende med det omgivende samfund, men det siger ikke noget, og det er ikke velsignet af nogen. Det er et tomt symbol. Simulacrum ikke sacrum.

I det perspektiv kan Turrells værk dårligt kritiseres for at være manipulerende, for en hvilken som helst kirke fra Santa Maria Maggiore til Bagsværd Kirke virker vel i kraft af æstetisk ”manipulation” – fra middelalderens overdådige ornamenter til modernismens strenge askese. Lyseffekter, forgyldninger, musik, røgelse, rumlighed: alle midler tages samtidig i brug i forkyndelsens tjeneste. The Dome derimod er monumental, men endimensionel. Den er ikke et pantheon, men et a-theon. Et tempel uden helligdom, en kirke uden guder.

’The Dome’ er en helligdom for det profane.

Men det virker åbenbart. Rummets atmosfære maner (manipulerer) til en slags andagt, en tilbedelse – men af hvad? Det mener jeg, at værket selv spørger om. Den ”tilbedende” museumsgæst anbringes institutionelt som betragteren, der skuer himlen nedefra og op. Her er det ikke Gudfader i det høje, der ser os gennem loftets åbne øje. Vi er publikum til et show: En måge krydser synsfeltet, en mørk sky står i periferien, en pludselig solstråle – og vi besidder det med vores menneskelige blik. Grøn, gul, rød: Vi omfattes totalt af en visuel aura og forstummer i hengivelse til oplevelsen. Også guderne tier. The Dome er en helligdom for det profane.

Hvad er det så, vi tilbeder? Måske kan man sige, at det er kulturen, der tilbeder sig selv: Kultur som kultus. Og min pointe er, at værket rummer muligheden for en sådan selvbevidsthed: Det iscenesætter kunstinstitutionens efterligning af religionens rum og perception. The Dome er et effektivt (og affektivt) kunstværk, men det er ikke naivt. Det er, som Kryger påpeger, ikke diskursivt og ikke religiøst i forkyndende forstand, men atmosfærisk på den måde, at det producerer en stemning, der omslutter subjektet.

Vi opfatter normalt atmosfære som noget, der bare er der, jævnfør begrebets meteorologiske betydning – vejret er et vilkår – men som æstetisk fænomen kan atmosfære produceres. Den kan være kunstig. Og som jeg ser det, lykkes Turrell med både at skabe denne atmosfære og fremvise dens betydningsløshed i en pseudoreligiøs ramme. Det hellige som artefakt, kunsten som en religiøs reminiscens.

Inden jeg satte mig på toget tilbage til København, spiste jeg en burger med Johan Harstad. Midt i Aarhus Street Food sagde han noget, jeg ikke kan glemme: at han i sin kommende roman prøver at skabe en stemning af ren ondskab, men uden nogen transcendens.

En atmosfære af rædsel. Måske er det den samme æstetiske mulighed, der interesserer både Turrell og Harstad: at skabe en atmosfære, der griber os, uden at den behøver en religiøs eller metafysisk forklaring. Hos Harstad er den rædsel; hos Turrell en form for andagt. Jeg tror, at Turrell ville forstå, hvad Harstad mente.

Den tyske religionshistoriker Rudolf Otto definerede for hundrede år siden ”det hellige” som mysterium tremendum et fascinans: et mysterium, man skælver for og tryllebindes af. Også kunsten kan rumme denne gåde uden svar.