Forsvar for poesierne
»Hvorfor er folk holdt op med at læse digte?«
Sådan indledte Tove Ditlevsen i 1972 en serie på tolv klummer om poesi udgivet i BT. Et udvalg af hendes andre BT-klummer udkom året efter under titlen Min nekrolog og andre skumle tanker, men poesiteksterne var udeladt. De skulle være blevet til en lille bog i sig selv, som blev droppet – og først udkommer nu, redigeret og med kyndigt forord af Ditlevsen-biografisten Jens Andersen.
Det er en Tove Ditlevsen på krigsstien, man møder i poesiklummerne. For hun er ikke bange for selv at svare på sit indledende spørgsmål: Folk er holdt op med at læse digte, fordi digterne har svigtet dem. Allerede på bogens første side får hun kaldt et digt (eller ’digt’, som hun skriver, med citationstegn) af Jess Ørnsbo »det rene vrøvl og et helt orgie af talentløshed«, selvom det »hvor utroligt det end lyder ikke engang hører til epokens værste«.
