Brutaliteten derude

Noget af det, der gør udlændingedebatten så fængslende, er, at den rummer et ægte dilemma.

På den ene side har vi vores gæstfrihed. Det er en del af vores kristne, humanistiske arv, at vi har pligt til at tage imod fremmede og hjælpe folk i nød. På den anden side er integrationen svær: indvandrere er overrepræsenterede i mange kriminalitetsstatistikker og de kommer ofte fra kulturer med et syn på demokrati, sekularisering og ligestilling, der flugter dårligt med vores værdier. Som et lille, homogent land med høj indbyrdes tillid, er vi sårbare overfor det anderledes.

Det ligner en urkonflikt: Hvordan vi som stamme skal forholde os til fremmede. Skal vi være imødekommende eller varsomme?

Særligt i 1990erne havde vi et enøjet blik på dette dilemma. Kritik af indvandring var tabubelagt og blev ofte affejet som racisme. I dag står vi i den modsatte situation. Nu er der så meget konsensus omkring en hård udlændingepolitik, at enhver kritik affejes som naiv. Før havde vi ingen diskussion om, hvad indvandring gjorde ved vores samfund. Nu har vi ingen diskussion om, hvordan vi behandler dem, der rent faktisk har brug for vores hj