Midt i en skærmtid
Forleden forsøgte jeg at skrue ned for virkeligheden. På vej hjem efter en hel dag ved computeren kom jeg forbi en byggeplads og tog mig selv i at lede efter volume-knappen for at skrue ned for larmen.
Sådanne oplevelser kaldes for kognitiv dissonans – når den digitale verden et øjeblik slipper skærmen og vikler sig ind i den fysiske. Det er ikke første gang, det er sket. Alligevel forestiller jeg mig, at den digitale verden er adskilt fra den fysiske. Det ligger allerede i sproget: At gå fra skærmen og ud i det ‘virkelige’ liv.
De flestes tilværelse er vævet fuldstændig ind i algoritmerne, programmerne og platformerne. Mange af os møder vores partnere på datingapps, og når vi skal finde vej, planlægge vores dag og søge informationer, trækker vi telefonen frem.
Som lille glædede jeg mig til, at familiens leksikon en dag blev mit. Nu er det givet til genbrug.
Min egen hverdag kan ikke hænge sammen uden skærme. Og alligevel føles det altid, som om de er noget andet end virkeligheden. Noget mindre. Jeg længes efter en verden uden, og er samtidig bange for, at der om 10, 20 eller 30 år er endnu mindre fysis
