Dom over liv
Til min 38-års fødselsdag fik jeg Preben Wilhjelms bog Kampen for retsstaten i fødselsdagsgave af min far. To uger senere falder han om, min far, i S-toget, der kørte ind på Nørreport Station med et hjertestop og dør, 66 år gammel.
Vi begravede ham en uge efter fra Trinitatis og gik i ujævn procession til gravøl i Lille Kannikestræde.
Jeg havde nær glemt bogen, men faldt over den her år efter da jeg indrettede mit nye kontor – og datoen på byttemærket på bogen afslørede, at den kunne byttes indtil den 20. februar 2019, dvs. at han må have købt den to dage før min fødselsdag d. 22. januar, som jeg ikke markerede, og 16 dage før sin død. Jeg så ham ikke i de sidste to uger, før jeg stod ved hans forladte krop på Rigshospitalet, stadig med den sidste varme i sig, men overhovedet ikke længere min far.
Jeg fik hans tøj med hjem i en pose, undertrøjen var skåret op, man havde forsøgt genoplivning. Og også de træsko, han gik i, han kunne ikke gå i andet til sidst, som han stillede, da han døde, fik jeg med hjem. Det ville han selv have fundet sjovt, tror jeg. At han stillede træskoene.
Vi vidste det godt, både min far og jeg, at han nok ikke blev gammel
