Fra knaldroman til knaldteater
»Der findes mange historier om Barbara,« lyder det gennem en speaker som noget af det første i Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensens klassikeropsætning på Aarhus Teater, Jørgen-Frantz Jacobsens Barbara. Et mylder af stemmer begynder at modsige hinanden, mens en gigantisk klippe roterer rundt og afslører et mosbeklædt bakkelandskab i stejle plateauer, der skal udgøre Færøerne og Thorshavn i 1700-tallet.
»Man siger, hun elskede meget,« siger én stemme. »Man siger, hun var en billig præsteluder,« siger en anden. Man siger dit om Barbara, man siger dat. Så hvem er hun? Det korte svar: en færøsk præsteenke (Marie Boda), der har været gift med to nu afdøde præster og forlovet med en tredje, og som den unge præst Poul (Emil Busk Jensen), trods gentagne advarsler, forelsker sig i, da han ankommer til sit præsteembede i Thorshavn, naturligvis med katastrofale følger for de fleste.
Nøglefrasen er selvsagt »man siger«. Johannesens og Joensens iscenesættelse er både en fortælling om sladderens magt, slutshaming og en seksuel appetit, der overskrider et lille samfunds normer. Men dramatikerne smækker endnu et lag på, for
