Mageløs i ordets egentlige betydning
Jeg kan ikke komme i tanke om nogen som helst læseoplevelse, der har fyldt mig med så megen afsky, undren og frygt. Handlingen i Foder til høns er ved første øjekast næsten spinkel; vi befinder os i et lille øsamfund i, hvad jeg vil skyde på, er anden halvdel af 1800-tallet. Disse folk er fattige og knokler dag ud og dag ind med især landbrug og fiskeri for at få mad på bordet. Børnene syer kjoler til dukker, de aldrig får råd til at købe. Det er et hårdt, surt liv uden megen adspredelse eller glæde.
Grundkonflikten er et trekantsdrama mellem søstrene Rakel og Inger og tækkemandens søn Frode. Inger er lovet bort til Frode, men Frode vil helst mødes med Rakel om natten i hønsehuset. Romanen foregår i året op til brylluppet, og Rakel bliver mere og mere ulykkelig, som tiden går. Hen ad vejen begynder Inger også at fatte mistanke, og så er der for alvor lagt i kakkelovnen til gråd og tænders gnidsel.
Fortællerrollen varetages skiftevis af Rakel, Inger, Munken og i få glimt også Inger og Rakels storebror, Joel. Der er bare lige det, at Joel døde på havet, så nu er det hans spøgelse, der driver omkring på egnen og særligt hjemme hos Rakel og Inger og deres hensygnende mor Inga. Og så er der Munken. Ved første øjekast er han bare en højt skattet porcelænsfigur, der kommer inde fra fastlandet, men hurtigt får han liv og stemme og bliver en aktiv del af historien. Han beskrives som »mors hjertebarn«, men hvad er Munken? Et fantasifoster? Et spøgelse? En dæmon? Et dødfødt barn? Blot et stykke legetøj Inger og Rakel giver liv, fordi deres hverdag er så gudsjammerlig?
Hemmeligheder er der nok af, og dette er en roman, man sagtens kan læse flere gange lige efter hinanden.
Det er heller ikke altid let at gennemskue, hvad der er dyr, og hvad der er menneske. Tag fx Pastorens »tjenestekatte«, der beskrives som faktiske katte, der render rundt på bagbenene i mennesketøj. Det er, som personerne alle sammen deler en eller anden fælles psykose – har de levet for isoleret for længe på den ø? Der er en uhyggelig præcis tvetydighed helt ned på sætningsniveau, så man hele tiden har svært ved at skelne mellem levende og døde, mennesker og dyr.
Feline Kambers sprog er lynhurtigt stemningsskabende og usandsynligt sanseligt. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vanvittigt ulækker en bog Foder til høns er. Tag bare nogle af bogens allerførste linjer: »Jeg sidder på slagbænken, bøjet over versebogen. En fuldvoksen lus falder fra min fletning. Vrider sig på sætningerne, jeg skal lære udenad. Jeg tværer den ud på siden med spidsen af kulblyanten, kradser mit vandkæmmede hår og hovedbund med neglene.« Alle i denne roman har dårlig ånde, de har lus og rådne tænder, de stinker af sved, pigernes værelse lugter af »tis og varm hud«, de har alle sammen skæl, og Rakel starter altid dagen med at tømme natpotten larmende ud ad vinduet. De er svært plagede af snegle, der vælder op af afløbet i køkkenvasken, og rotterne piler om kap over gårdspladsen. Det er en bog man kan se og føle, og man kan i særdeleshed lugte og smage den. Føj, hvor er det ulækkert og bare helt vildt godt skrevet.
Overtroen hvisler gennem landskabet, der foruden de underlige dyre/menneske-hybrider er befolket af dæmoner og spøgelser i massevis. Der hviler konstant en ulmende uhygge over øen, og én ting er de overnaturlige elementer, noget andet er alle de hemmeligheder, som øboerne forsøger at skjule for hinanden. Rakel og Ingers veninde Rita fx, »besøger« Tolderen og Pastoren, og ja, besøger betyder nøjagtigt det, man frygter, det betyder. Hun bliver gravid, og nabokonen Elfride »ødelagde noget oppe i hende«, da hun fjernede Tolderens barn. Og hvad er det, der foregår med Pastorinden? Hun ligger syg oppe på førstesalen i præstegården og viser sig aldrig, men ingen ved rigtig hvorfor.
Hemmeligheder er der nok af, og dette er en roman, man sagtens kan læse flere gange lige efter hinanden. Der bliver ved med at være nye ting at opdage og forfærdes over. Foder til høns er noget så sjældent som en omgang dansk folk horror, og så er den ganske enkelt mageløs i ordets egentlige betydning.
