Ingen guder og slet ingen helte
Der er ikke mange situationer i livet, hvor det kan svare sig at kunne Odysséen på rygraden, men i Aarhus Teaters opsætning af Roland Schimmelpfennigs fortolkning af Odysséen (som havde tysk premiere i 2018) er det en reel praktisk fordel, for mein Gott, hvor ville jeg være konfus uden Homer i baghovedet.
Det ville være forkert at kalde det en moderne version af Odysséen, men det ville være endnu mere forkert at kalde den reaktionær, for opsætningen forholder sig så frit og anarkistisk til sit forlæg, at det i princippet kan være fløjtende ligegyldigt, hvor godt man kender Homers daktyler. I hvert fald i princippet. Forklaring følger om fem afsnit.
Historien er langt hen ad vejen den samme, men i stedet for at Penelope sidder pænt derhjemme på Ithaka med huset fuldt af bejlere og venter trofast på Odysseus, som måske aldrig kommer hjem efter krigen (Troja bliver ganske behændigt ikke nævnt, så indsæt selv en hvilken som helst søndersmadret by), tager hun sig en elsker, der blot hedder læreren. De kører sammen i en lille rød bil op i bjergene for at gemme sig for Odysseus og Penelopes søn Telemakos, hvor læreren fortæller Penelope h
